
Nu kommer designklassiker i endnu en særudgave
Få din egen unikke version af den ikoniske lampe - hvis du altså er hurtig.
AfNu er der gode nyheder til dig, der er vild med designklassikere. Den ikoniske PH-lampe af Louis Poulsen og Poul Henningsen bliver nemlig lanceret i endnu en særudgave.
Denne gang står Louis Poulsen bag en Special Edition af Poul Henningsens PH 3/2 Akademi lysekrone i samarbejde med Ingvard Christensen møbelhuse. Den eksklusive udgave har skærme af mundblæst, ravfarvet, italiensk glas og stel af strøgslebet messing, der afspejler den aktuelle retro-trend.
Få din egen unikke lampe
Det specielle ved netop denne lampe er, at hver eneste PH 3/2 Akademi særudgave er unik. Hver enkelt skærm er nemlig fremstillet individuelt af mundblæst, italiensk glas, sådan at alle lamperne adskiller sig fra hinanden.
Lampen vil kun være til salg i Ingvard Christensens møbelhuse samt på deres webshop i en begrænset periode, så hvis du gerne vil have fingrene i den, skal du ikke vente for længe.
Den ikoniske PH-familie i flere udgaver
Louis Poulsen og Poul Henningsen lancerede første gang lamper i farvet glas i slutningen af 1920'erne, hvor formålet var at tiltrække nye kunder. De blev særligt populære på grund af de naturligt varierende farver med varme, individuelle udtryk.
Særudgaven af PH 3/2 Akademi lysekronen er den nye, smukke tilføjelse til PH-familien med ravfarvede skærme. Louis Poulsen har to gange tidligere relanceret en PH-lampe med ravfarvede skærme - PH 3½-3 Pendel i 2017 og PH 3/2 Bordlampen i 2018, der begge blev solgt som limiterede udgaver.
Du kan læse mere om særudgaven på Ingvard Christensens hjemmeside.






