Indretningen er et kompromis
Der er faktisk ikke noget i Anne og Flemmings køkken, som de ikke selv har bestemt.
– &Shufl udfordrede os med nogle andre løsninger. De foreslog for eksempel at flytte vasken over i karnappen i stedet for den bænk, vi havde ønsket, men det ville vi ikke. Vores billede af køkkenet stod ret klart, fortæller Anne.
Også selvom det har betydet et upraktisk kompromis.
– På grund af rummets oprindelige indretning, som jo ikke er bygget til et køkken, og vores beslutning om at vi ville have en køkkenø, så har vi ikke kunnet få vask, ovn/komfur og køleskab i den optimale ”arbejdstrekant”. Vi render en del rundt om den køkkenø, siger Flemming.
Anne nikker og fortæller, at det vigtigste dog er, at køkkenet er blevet et leverum.
– Det opfylder vores behov og forestillinger om, at det skulle være et rart sted at lave mad og have gæster i. Vores gæster elsker at hænge ud i køkkenet. Vi bruger stort set ikke spisestuen. For selvom design spiller en kæmpe rolle, skulle det også være hyggeligt. Vores valg af lamper, som skulle kunne dæmpes, er helt bevidst. Og de mørke materialer er med til at danne en hulestemning. Når det er mørkt om aftenen, er det især hyggeligt at sidde i det ’sorte køkken’. Og børnene elsker at flyde på bænken i karnappen, når de er hjemme på besøg," siger Anne og konkluderer:
– Det er virkelig blevet et rum, som vi bare kan være til i.