Køkkener & Kønsroller

Køkkenet i villaen ved København var fra en tid, hvor mor kokkererede alene bag en lukket dør, mens far sad i stuen og røg pibe - indenfor! Nu har en familie på fire lavet køkkenet helt om, så det passer til et moderne familieliv.

© Andreas Mikkel Hansen
Er man til store ord, kan man sige, at køkkenet i villaen i Utterslev ved København er et spejl på de store omvæltninger, familien og samfundet har undergået på et par generationer. Da Marie, Jakob og deres to børn flyttede ind i 2010, levede de i et par år med et køkken fra 1940’erne, der var snedkerlavet i oregon pine, og som efter datidens standard var toppen af poppen. Men den moderne familie syntes, at det var gammelt og stivnet i et kønsrollemønster, hvor mor stod i køkkenet og lavede mad, mens far sad bag to lukkede døre og læste avis i lænestolen inde i stuen. - Der var døre overalt, fordi der var lukket af mellem stue, køkken og gang. Det besluttede vi straks at lave om. Når vi kommer hjem fra arbejde og skole, vil vi se hinanden og være sammen, siger Marie. Derfor åbnede de stueetagen, så køkken-alrum og stue nu hænger sammen. En halvvæg med brændeovn definerer rummene uafhængigt af hinanden, så der dog er en opdeling mel- lem stue og køkken - men den er ikke rigid. Selve køkkenet er snedkerlavet fra Nicolaj Bo i et råt udtryk, der passer til betongulvet, stålbordpladen og de hvide fliser på væggen. - Jeg kunne godt lide, at der i det oprindelige køkken var en stor bevidsthed om kvalitet. Og jeg ville gerne have et køkken, der, som det gamle, kan holde i 50 år. Men med et udtryk, der passer til vores tid, siger Marie, der har bevaret de oprindelige ejeres valg af fliser på vægge- ne. Dog var det lyseblå fliser, og Marie har i stedet valgt hvide, som i badeværelset og på toiletterne. For at fliserne skal passe i stil og patina, er de købt gennem Den Blå Avis. - Faktisk var der ikke nok i den samme nuance, så vi måtte sætte en krydderi- hylde op for at dække hullet, griner Marie, men siger i samme åndedrag, at hun er glad for hylden, der giver varme til hjørnet, som ellers ville stivne i stålbordplade og fliser. - Jeg synes, at vi har fået et godt miks af det rå og det varme og af nyt og gammelt. Vi har fået en åben stueetage med god sammenhæng mellem rummene, som skaber bedre rammer for vores sociale liv. Desuden er det meget lettere at gøre rent nu, hvor der ikke er så mange kroge og døre, så vi som udearbejdende ikke skal bruge tid på det, forklarer Marie.

© Andreas Mikkel Hansen

Da familien flyttede ind, var køkkenet et lille, mørkt aflukke, hvor husmoderen stod gemt af vejen. Ved at åbne mod spisestuen og stuen og sætte et matsort Nicolaj Bo-køkken ind er det lykkedes at skabe et dejligt rum. Pejsen er en Rais 2:1, der kan nydes både fra køkken og stue.

© Andreas Mikkel Hansen
Emfanget fra Trepol passer godt til køkkenets rå og lidt industrielle karakter. Gryden fra franske Godin er fundet i storskrald. Kogeplader fra Ikea. Borddybden er 80 cm i stedet for de normale 60 cm, hvilket giver et stort bordareal på en relativt kort plade. Det giver også ekstra plads i skraldeskabet til affaldssortering.

© Andreas Mikkel Hansen
Grebene voldte lidt problemer i starten, fordi familien var vant til, at grebene sad midt på skufferne. Nu har de vænnet sig til det og er helt vilde med det stilrene udtryk, de er med til at give køkkenet. Lågerne er i olieret eg med matsort linoleum.

© Andreas Mikkel Hansen
Krydderihylden er fra Nicolaj Bo. Der skulle egentlig have hængt en kunst- eller filmplakat, der bare var sat op helt råt med et stykke tape. Men da de var ved at sætte genbrugsfliserne op, fandt de ud af, at der ikke var nok til hele væggen. Gul pendel fra Muuto.

© Andreas Mikkel Hansen
Fliserne er købt gennem Den Blå Avis, men der var ikke nok, så ejerne måtte sætte en hylde op. Pendel fra Muuto. De sjove knager med dyremotiver hedder The Zoo Famlily og er købt hos Cona.dk.

© Andreas Mikkel Hansen

Familien holder af at blande nyt og gammelt - her er det et Børge Mogensen-spisebord, som kommer fra Maries familie, sammen med gamle stole fra en uspecificeret dansk folkeskole. Pendler fra Superliving og bakke fra Nicolaj Bo. Skabsvæggen gemmer både køleskab og alle de krukker, dåser, poser samt tallerkener, glas og krus væk, man har brug for i dagligdagen. Ovnen er fra Smeg. Hunden, der er en nova scotia duck tolling retriever, hedder Lucca.