Funktionelt flaskegrønt køkken med højt til loftet
I dette køkken er fladerne beklædt med blødt linoleum i en flot flaskegrøn farve, som ikke er for mørk. Tværtimod giver farven en form for dybde i det seks m høje, lyse rum. Bliv inspireret her til, hvordan man kan lege med kontraster.
Linoleum er vendt tilbage
Linoleum begyndte at dukke op i vores boliger i 1950’erne, hvor det blev et umådelig populært materiale, som blev brugt overalt helt op gennem 1970’erne. Herefter røg det lige ned i kategorien forkætret materiale.
Men det er nu dukket op igen. Og med rette, for det er et naturprodukt, der er let at vedligeholde, ligesom det sagtens kan repareres, og derfor er det meget funktionelt til hverdagsbrug.
Et køkken med højt til loftet
I køkkenet her nord for København er det bløde, taktile og varme materiale brugt i en raffineret flaskegrøn farve. I huset bor Majken Elisa Holm med sin mand, Steffen.
Hun er sales manager hos Angulus, og han er byggerådgiver hos Milton Huse, så design og designløsninger er en del af deres hverdag. Det kan ses på deres køkken fra &Shufl.
I rummets 25 m² er der højt til loftet – faktisk så højt, at der er lavet en afsats på første sal, hvor man kan følge med i madlavningen.
– Vi valgte et mørkt, grønt køkken, da huset er meget lyst med store vinduer og over seks m til loftet. At det blev linoleum, der kom på fronterne, skyldes, at det er et lækkert, blødt, taktilt materiale, som er behageligt at røre ved. På samme tid har det en mathed, der giver farver en særlig glød. På køkkenøen har vi linoleum, men af praktiske årsager har vi valgt en anden bordplade der, hvor vi har vask og kogeplade, fortæller Majken, der blev så glad for materialet, at hun også har brugt det som fronter både til garderobeskabe og til sine baderumsmøbler.
Et smukt sammenspil
Ud over linoleum har parret valgt detaljer i messing, der både bliver brugt i grebene på skabene og i armaturet, og en keramisk flise fra Italien.
– Vores væg er dækket af en flot, sort flise med hvide marmoreringer, der hedder noget så dramatisk som Negro Storm, fortæller Majken om den særprægede tre m lange og 1,5 m høje flise, der voldte parret mange problemer. Der skulle en del håndværkere forbi, før den sad på sin plads og kunne gå i samspil med køkkenets farver.
– Det, som vi er gladest for i køkkenet, er, at looket er skabt af den flotte grønne farve, messingdetaljer og den store ø med god plads til mange gæster omkring. Oveni er vi meget tilfredse med vintageringkronen over øen, Christiansborg, der er designet af Vilhelm Lauritzen i 1950’erne, som passer perfekt til alt det nye, fortæller Majken.