børneværelse etageseng børneseng

Hvordan bliver børneværelset mere hyggeligt?

Når datteren går fra lille-pige til stor pige, skal der værelset laves om. Se hvordan BO BEDREs indretningsarkitekt løser den opgave.

Hej Lone.

Vores datter på snart 8 har en etageseng med indbygget skrivebordsplads nedenunder. Hun ønsker sig et ”stor-pigeværelse” med en rigtig lektieplads i værelset og plads til overnattende veninder.

Sengestellet er ikke konstrueret så der er plads til en seng nedenunder, men vi vil jo gerne kunne genanvende den. Du må også meget gerne se om der kan blive plads i værelset til skabe og reolplads til bøger og legesager. Hvad siger du? Har du nogle gode forslag?

Bedste hilsener Lene og co.

børneværelse med hygge til stor pige med etageseng og reol
© Lone Barslund

Kære Lene.

Hvis I ikke kan placere en fornuftig størrelse madras lige under sengen, så kan I alligevel godt bruge den gode plads til en hyggelig gæste/opholdsplads, hvis I vender den nye boksmadras den anden vej. ( mål 80 x 200 cm). Med hjul under kan I trække den ud når den skal redes eller bruges som sofa i dagtimerne.

Pladsen ved siden af (under sengen) kan enten udnyttes til en lav reol eller I kan snedkerere en trappereol, så hun får bedre adgang til den høje seng end den nuværende stige.

Trinnene kan bygges som kasser, der limes og skrues sammen inden maling, så trappen bliver fint stabil. Deler I den indvendigt på midten bliver der hylder både ind mod værelset og ind mod gæstesengen.

Værelset indrettes i øvrigt med en ny skrivebordsplads ( til to), der placeres imellem to højskabssektioner. Det ene smalle skab mod vinduet med hylder til mapper, kasser osv og det andet dobbeltskab til garderobe.

Over bordet kan I montere reoler og lamper. På modsatte side er der plads til en række lave reoler, hvor væggen ovenover fint kan indrettes med plakater, billeder og andet fint, som din datter ønsker sig.

Venlig hilsen Lone.

LÆS OGSÅ: 5 tips til indretningen af børneværelset

børneværelse med etageseng
© Lone Barslund
børneværelse og trappereol skal skabe hygge
© Lone Barslund
© BO BEDRE

Lone Barslund

Er indretningsarkitekt og har indrettet alt fra boliger til virksomheder. Lone Barslund har en omfattende viden og erfaring med både indretning og ombygninger af private hjem. Lone Barslund har rådgivet BO BEDREs læsere i mere end 20 år.