Fine farver på børneværelset
© Mette Norrild

Æstetik og praktik forenes: Se Mettes tre flotte børneværelser

Lad dig inspirere af smukke tapeter, smart opbevaring og fine detaljer og få gode råd til indretningen af børneværelset.

Børneværelser med plads til leg (og praktik)

Børneværelset er først og fremmest et rum, hvor dit barn skal føle sig tryg, og hvor der er plads til leg og hygge. Når det er sagt, er der også mange, der foretrækker, at børneværelset er praktisk og let at rydde op. Derudover er du heller ikke alene, hvis du ønsker at skabe et æstetisk flot børneværelse, som hænger sammen med indretningen i resten af hjemmet.

Men hvordan forener man alle disse elementer i indretningen af børneværelset? Det har Mette tre gode bud på. Hun har nemlig indrettet børneværelserne i familiens 195 kvadratmeter store 70’er villa i den midtfynske by Ringe. De tre værelser kombinerer på fineste vis æstetik og praktik og passer perfekt til børnene på henholdsvis fem år, to år og tre måneder.

Børneværelse med beige vægge
© Mette Norrild

Hvordan skaber du sammenhæng mellem indretningen af jeres børneværelser og den øvrige del af huset?

– Jeg forsøger at bruge nogle af de samme farvenuancer på børneværelserne, som i den øvrige del af huset for på den måde at skabe en sammenhæng mellem rummene.

Særligt farverne gul, blå, lilla og beige går igen i indretningen i hele huset.

Børneværelse med beige vægge
© Mette Norrild

Hvordan kombinerer du æstetik og praktik på børneværelserne?

– Det er en hårfin balance, da børneværelserne selvfølgelig er et sted, hvor børnene skal have lov til at udfolde sig og lege med deres legetøj.

Det er dog ikke altid, at farverige plastikdimser er det pæneste element i indretningen. Derfor forsøger jeg at have pæne opbevaringskasser og møbler, som er nemme for børnene at gå til, men samtidig formår at skjule dimser og lignende væk, når det ikke er i brug.

Derudover kan billeder på væggen, en plante i vindueskarmen, pænt sengetøj eller en fin pude i sengen være med til at give et mere æstetisk udtryk i rummet.

Børneværelse med mønstret tapet
© Mette Norrild

Har du nogle gode råd til smart opbevaring på børneværelset?

– Vi er vilde med de smarte opbevaringskasser fra Aykasa og Hay. De passer både ind i skabe og reoler samt under sengen. Derudover kan de stables, hvilket gør, at de fylder mindre på gulvet.

Når børnene leger med Dublo i stuen, er det også dejligt nemt at tage de store opbevaringskasser med legetøj fra børneværelserne ind i stuen. Derudover er det naturligvis en fordel, at de er pæne og fås i alverdens flotte farver.

Det kan også være en god idé at have et skab eller anden form for lukket opbevaring på børneværelset, så man nemt og hurtigt kan rydde værelset op.

Vi har en retro-skænk på vores legeværelse, hvor vi opbevarer alt fra krea-ting til legetøj. Det smarte med netop denne skænk er, at børnene selv kan nå de ting, de vil lege med.

Opbevaring på børneværelset
© Mette Norrild
Børneværelse indrettet med Ikea skab
© Mette Norrild

Hvad er du særligt glad for på jeres børneværelser?

– Jeg er helt forelsket i det vintage vitrineskab fra Ikea, vi har stående på vores datters værelse. Det er formentlig ikke det mest praktiske møbel, men det er så nemt for vores datter at hive de ting frem fra skabet, hun vil lege med, og så fungerer det som et lille udstillingsvindue til hendes favoritlegetøj.

Jeg er også rigtig glad for Sebra Juno-sengen – det er en virkelig skøn og ikke mindst smuk seng, som både vores søn og datter har brugt. Samtidig er det praktisk, at den kan udvides og også fungere som en junior-seng. Selvom den er halvdyr, så synes jeg bestemt, at den er pengene værd, særligt nu hvor den er gået i arv fra barn til barn.

Børneværelse med Ikea legekøkken
© Mette Norrild

– De indbyggede skabe på vores børneværelser er også guld værd. Her opbevarer vi både sengetøj, tøj og legetøj.

Som det sidste vil jeg også fremhæve Ikeas legekøkken. Det er vores børn ellevilde med. Det er et super fint lille køkken, og så kan det købes til en helt okay pris. Hvis man ønsker at pifte legekøkkenet op, kan man give det en klat maling og nogle nye greb, som matcher indretningen.

Børneværelse med prikket tapet
© Mette Norrild

Hvor meget er dine børn inddraget i indretningen af deres egne værelser?

– Jeg inddrager ikke direkte vores yngste børn på henholdsvis to år og tre måneder i indretningen, men jeg overvejer deres alder og interesser, når jeg vælger møbler, farver, legetøj og nips.

Blå vægge på børneværelse
© Mette Norrild

– Vores søn på næsten seks år har det seneste år haft sine egne holdninger til, hvordan hans værelse skal indrettes. Derfor inddrager jeg ham i processen, hvor han får lov at vælge farver og møbler.

Vi har for eksempel netop lavet en make-over af hans værelse, hvor væggene blandt andet fik en tur med en blå farve, da det var lige præcis det, han ønskede.

LÆS OGSÅ