Luften fyldes med alskens aromaer, og badekarret indbyder til afslapning med sit varme vand og sin skønne udsigt til omgivelserne.
Hos parret bag hudplejemærket Tromborg er badeværelset af en helt særlig betydning i en travl hverdag, hvorfor det er placeret i åben forbindelse med soveværelset for at skabe en fredfyldt oase uden forstyrrelser, lige dér, hvor dagen både begynder og ender.
Ro og nydelse i fokus
Nord for København har Marianne Tromborg og hendes mand, Tim Schyberg, skabt et badeværelse, der emmer af ro og nydelse.
Parret kender om nogen til vigtigheden af et åndeligt rum med plads til selvforkælelse. Her fordyber de sig i aromaterapi og slapper af efter en lang dag.
Hverdagsluksus
Badeværelset ligger i forlængelse af hjemmets store soveværelse. Rummet er holdt i lyse nuancer, inspireret af franske metrostationer med et tvist af skandinavisk enkelhed.
– Jeg elsker, når man kan føle folk i indretningen, og man formår at skabe et Lebensraum. Så kan alt andet dybest set være lige meget. Vores walk-in-badeværelse fungerer som en oase, hvor der er lagt op til selvforkælelse. Vi har den skønneste udsigt fra badekarret, og sammen med aromaterapi fra skønne planter er det en lise for sjælen, fortæller Marianne.
Det fritstående badekar ved vinduet og den dobbelte bruser for enden af rummet oser da også af hverdagsluksus dér blandt de lyse klinker. Indretningen er simpel, og armaturerne er holdt klassiske og elegante, ligesom bademøblet fremstår let på sine to ben i krom. Det hele synes at være fint rammet ind af diskrete fliseborter på væggenes midte, der giver associationer til et roligt kurbad.
Dekorationen er sparsom ud over de mange forskellige flasker og tuber med alskens pleje fra deres egen virksomhed, der inviterer til selvpleje og afspænding.
– Når man som os lever og ånder for plejeprodukter, så er badeværelset virkelig vigtigt, for det er her, vi slapper helt af og kan nyde essensen af Tromborg. Det er jo det, jeg beskæftiger mig med – og så er det mit lille helle. Jeg stresser virkelig af i et karbad fyldt med salt fra Det Døde Hav og æteriske olier, forklarer Marianne.
Et gennemført frirum
Ved at placere badeværelset i forlængelse af parrets soveværelse er der således blevet skabt et gennemført frirum, hvor dagen med garanti både begynder og slutter på bedst mulig vis uden stress og jag.
Overgangen mellem de to rum er markeret med to forskelligartede gulve og en enkel gulvliste. Der er ingen dør, men i stedet en stor indrammet åbning, der kunne forveksles med et dekorativt hverdagsmaleri. Et absolut helle med alt, der hører sig til af pleje og selvforkælelse.