Med ønsket om at få et nyt badeværelse på førstesalen i deres gamle murermestervilla på Amager gik parret Lisbet Fritze og Anders Trentemøller i gang med at transformere et lille roderum om til et godt eksempel på god udnyttelse af plads.
For på seks m2 har de nu skabt et baderum, der trods få kvadratmeter giver en fornemmelse af luksus.
Lisbet er arkitekt på tegnestuen BIG samt musiker ligesom Anders, der oveni er producer. Hun havde derfor alle muligheder for at udtænke badeoplevelsen, som også skulle inkludere parrets baby.
– Vi har længe haft lyst til at transformere rummet på første sal om til et badeværelse, især fordi huset er indrettet, så vi indtil nu har skullet gå ned og bade i kælderen, fortæller Lisbet, der ville have et lyst og enkelt rum.
Udførelsen står entreprenørfirmaet Focus Plus for, og valget faldt på dem, fordi Lisbet synes, at de er gode til at nørde med detaljer og custom-made løsninger.
For det var det, der var behov for, efter at parret havde besluttet sig for, at de skulle have sildebensmønstrede fliser, der skulle fortsætte gennem fire flader, og som var lidt af en udfordring at lægge.
Et enkelt og roligt rum
– For os må et badeværelse godt være et ret enkelt og roligt rum. Derfor har hver flade sin materialitet. Rent visuelt betyder det, at når vi har brugt fliser på en væg, fylder de hele væggen – helt nedefra og op. Lavastenene fra Made a Mano er ligeledes holdt i rolige og lyse gråblå nuancer.
– For at skabe en kontrast til den simple og rene opdeling af flader har vi bevidst valgt det mere legende sildebensmønster og en glasur, der varierer i farve og tekstur. Samtidig ville vi gerne tilføre et element af varme i alt det lyse med et baderumsmøbel og spejl i egetræ samt et råt patineret messingarmatur, forklarer Lisbet.
"Det var vigtigt for os at lave et rum, vi kunne lide at være i"
Som småbørnsforældre opholder parret sig ekstra meget i badeværelset. Derfor skulle rummet være behageligt at opholde sig i. Da der er forholdsvis få kvadratmeter, har parret gemt brusenichen bag en spejlvæg, som skaber en rumlig fornemmelse med refleksioner af lys.
Samtidig var det vigtigt for dem at bo med design, som de kunne lide. Så da Lisbet ikke kunne finde et spejl, der var pænt, designede hun et selv i form af en træramme med lys i. Det fik hun sin far, Peter Fritze, til at bygge, hvilket er med til at personliggøre rummet.
– Det var vigtigt for os at lave et rum, vi kunne lide at være i. Selvom det at tage et bad er en hverdagsting, kan det også være en renselse i mere end én forstand, hvor ens sjæl også lige får et brusebad. Oveni gav rummet mulighed for, at jeg kunne lave et projekt med min far. For vi har altid bygget ting sammen i hans træværksted – fra arkitektmodeller til små møbler – så derfor var spejlet en sjov, lille far-datter-udfordring, siger Lisbet.