Storblomstrende passion

En italiensk terrasse, en hyggelig udestue og et eksklusivt drivhus er fikspunkterne i denne nye have på landet i Skåne.

© Annika Christensen

I 2002 bestemte Gudrun og Kenneth Olsson sig for at få gjort noget ved deres hidtil ganske traditionelle have. De havde boet i huset i over 30 år, og i meget lang tid var haven noget, som bare var der, og som ikke blev skænket megen tid og interesse.

– Jeg ville have mere have, og interessen var der sådan set. Den havde bare ligget og slumret i mange år. Nu elsker jeg at gå herude i min egen verden, når jeg kommer hjem fra arbejde, fortæller hun. Den nye, skønne haveverden er blevet til i samarbejde med landskabs-ingeniør Susanne Jacobsson, der har arbejdet mange år i Italien.

Gudrun Olsson fremførte sine drømme om en kombination af lige linjer og runde former og fortalte om sine yndlingsblomster. Det resulterede i en italiensk inspireret plan fra landskabsingeniøren.

© Annika Christensen

De skønne duftpæoner Festiva Maxima og Sarah Bernhardt, der rammer terrassen ind, dufter herligt i højsommerugerne.

© Annika Christensen

Fra den hævede terrasse er der en fin udsigt ud over de omkringliggende kartoffelmarker. De mange, runde buksbom står i kontrast til havens lige linjer. En effekt, som Gudrun Olsson er gået bevidst efter, inspireret af italienske haver.

© Annika Christensen

Gudrun Olsson fik vækket den slumrende haveinteresse, som hun gik med i årtier, og er nu næsten mere ude end inde.

© Annika Christensen

Udestuen kan åbnes helt op i to af siderne, så den nærmest fremstår som en overdækket terrasse. Her bliver nydt mange middage, når vinden er for kraftig til terrassen, eller der er sommerbyger i luften. I udestuen vokser forskellige vindruesorter, og for enden af udestuen er der en krydder-urtehave.

© Annika Christensen

De firkantede bede og lige, smalle stier er elementer, som landskabsingeniør Susanne Jacobsson, der har arbejdet mange år i Italien, har taget med hjem fra støvlelandet. Gudrun Olsson er vild med det strømlinede udtryk, der blødes op af planterne.

© Annika Christensen

Den runde terrasse er familiens yndlingssted på varme sommerdage. Gudrun Olsson har rammet den stenbelagte plads ind med planter og har tilladt sig at fråse lidt mere med blomster og farver her, selv om indtrykket stadig er farveafstemt.