© Juliana Drivhuscenter

Sådan indretter du dit drivhus optimalt, så der er plads til både at dyrke og nyde

Forlæng udesæsonen med et drivhus, der er rart at opholde sig i for både dig og dine planter.

Det danske vejr har det med at være noget ustadigt. Om det så er forår, sommer eller efterår, så kan du opleve både varme perioder og kølige gråvejrsdage. Et drivhus kan derfor tilbyde de perfekte beskyttende rammer for både dine planter og for dig selv, som med fordel kan tage ophold og nyde et par timers ro og fred i rare omgivelser.

Hvis du indretter dit drivhus rigtigt, kan netop dette lade sig gøre – og næsten uanset størrelse kan du få plads til en lille hyggekrog, du kan slappe af i. Vi guider dig til at indrette dit drivhus optimalt med plads til både at dyrke og nyde.

Dyrk planter i højden

For at få det maksimale ud af pladsen i dit drivhus, kan du med fordel gå efter planter, som kan vokse op under taget, som for eksempel vin. De lange planter eller grene, som snor sig sirligt oppe under taget, er ikke kun praktiske, men bidrager også dekorativt til drivhuset med en særlig frodighed. Nogle drivhuse har ligefrem indtænkte løsninger oppe under taget, hvori du kan plante.

Du kan også hænge planter i ampler, eller du kan montere plantehylder og altankasser for at udnytte pladsen op langs kanterne. Det giver dig alt sammen mere gulvplads, hvorpå du kan indtænke møbler.

Nogle særligt dekorative planter til drivhuset kunne foruden vin være oliven, figen og citrusfrugter. De passer alle rigtig godt ind i et drivhus, hvor man gerne vil slappe af i pæne omgivelser.

© Juliana Drivhuscenter

Vælg møbler efter behov og størrelse

Hvis du drømmer om et drivhus, hvori du kan slappe af, er det selvfølgelig vigtigt at indtænke siddepladser. Men det er selvsagt ikke alle drivhuse, der har lige meget plads til dette. I de fleste tilfælde vil det dog kunne lade sig gøre.

I det helt lille drivhus er sammenklappelige havemøbler helt oplagte. Så kan du slå havestolen ud, når du skal sidde og nyde en lille stund, og klappe den sammen igen, når du skal have arbejdsplads.

© Juliana Drivhuscenter

I de større drivhuse eller orangerier kan du sætte borde op med flere stole omkring, hvis du drømmer om et fristed, hvor du kan invitere gæster ind, og hvor I kan sidde og nyde middagen sammen, mens aftenen falder på. Skal pladsen primært bruges til dig selv og familien, kan du også sætte en sofa ind i drivhuset, hvor I kan nyde en kop kaffe sammen, eller du tage en lille lur efter alt havearbejdet. Det er da drømmen, er det ikke?

© Juliana Drivhuscenter

Sørg for belysning

Der er næppe noget så afslappende som en sen aften i drivhuset med et glas vin i hånden, hvor du kan nyde stilheden. Måske kan du høre fuglene kvidre eller græshoppernes lyde i det fjerne, men ellers ånder alting fred og ro. Samtidig kan du nyde synet af haven eller huset med de oplyste vinduer.

Drømmer du om sene aftentimer i drivhuset, skal du huske at sørge for at have belysningen til det. Hæng et par hyggelige lamper op i loftet af flet eller rispapir, og stil lanterner frem både i og udenfor drivhuset. Har du et bord derinde, kan du med fordel stille nogle stearinlys frem, som kan pynte om dagen og skabe hygge om aftenen.

© Juliana Drivhuse