Grøn glæde i grænselandet
Frodigheden får frihjul hos havedesigner Rikke Sørensen.
Af
Rikke Sørensen får øje på løveføddernes gule blomster. Hun bremser op for at beundre planten. Et smil breder sig i ansigtet.
- Ingen have uden løvefod. Den er god som bunddække, nem at holde og sår sig selv. Har du set den, når det har regnet? Dråberne ligger nede i bladenes tragte som små diamanter, næsten jubler Rikke Sørensen.
Løvefod er langtfra den eneste plante, der i hendes øjne er et ’musthave’ i haven i landsbyen Kværs nær den tyske grænse. På ejendommens ca. 3500 m2 trives et vildt virvar af planter mellem hinanden i et antal, Rikke Sørensen for længst har opgivet at holde styr på.
- Jeg er vild med, at her er så mange forskellige planter, fortæller hun begejstret.
Mangfoldigheden er ellers mod hendes principper, når hun i sit firma, havestreg.dk, tegner haveplaner for andre. Den typiske have og belægningen om huset skal være nem at holde og derfor skal plantelisten være tilpas kort.
Da Rikke Sørensen og hendes mand overtog huset i 1993 anede hun ikke, at hun ville blive så vild med det grønne rum. Men fra første dag har det været et dagligt ritual for hende at fjerne skvalderkål, styre det andet ukrudt, formklippe buske og anlægge sirligt formede bede.
- Min have har ikke fulgt en fast plan. Den er blevet mere kringlet, end jeg først havde forestillet mig. Jeg har ladet mig rive med af den planteglæde, jeg fik, da jeg som barn kiggede på margueritterne sammen med min farmor i hendes køkkenhave. Jeg er især glad for grønne planter på grund af deres former og varierende teksturer, siger hun.
Af samme årsag er Rikke Sørensen også lidt forsigtig med de meget kraftige farver som fx en postkasserød eller dagliljernes knaldgule kulør. Selvom haven ikke er anlagt efter en fast plan, så håber Rikke Sørensen, at haven om ti år er vokset til med lukkede, frodige rum som set i engelsk havetradition.
- Der er tæt af møbler inde i mit hus. Sådan skal det også være herude, fastslår hun.
En vigtig del af inventaret i haven er de jernskulpturer, der langsomt lader sig æde op af rust. De har et tydeligt afsæt i blomsterkunstner Tage Andersens haveæstetik, der ofte leger med fx patineret træ sat sammen med rustne jernflader, trådværk og skaktern.
- Hans stil er meget rustik og lidt dyster på en elegant og virkelig tiltalende måde. Selv om vinteren i selskab med visne stauder er det smukt, og jern frostsprænger jo heller ikke som fx keramik gør det, siger Rikke Sørensen.
Kludetæppet af bede, jernskulpturer og planter kræver naturligvis rigtig mange lugetimer.
- Det er både godt og skidt at lue. Så snart der bliver plads og lys, spirer nyt ukrudt frem. Når jeg ikke kender det, bliver jeg nødt til at lade det stå, indtil jeg kan se, hvad det er. Måske er det en plante, jeg ikke har i forvejen, forklarer haveentusiasten.
Der er fx dukket humle og peberbusk op af sig selv samt et par lavendler på gårdspladsen. Rikke Sørensen har ellers ivrigt prøvet at så lavendler i haven. Uden held.
Af og til gør naturen et stykke godt arbejde, og så siger jeg bare: Ja tak! Og det er netop naturens frodighed, der har skruet grundigt op for Rikke Sørensens havepassion.
Det kan ske, at jeg går direkte fra carporten ud i haven, når jeg kommer hjem fra arbejde. Jeg havner altid i ti andre bede end dem, jeg oprindeligt havde planlagt. Når jeg går og luger, glemmer jeg alt om mand, børn, rengøring og mit pæne tøj. Haven er min legeplads, hvor jeg fortaber mig for omverdenen, konstaterer hun.

Blodbøgen og en hængebøg har smidt frø, og det har fået nye småtræer til at skyde op.

Den fine Staudeklematis (Clematis recta) i blomst.

Hosta elsker skygge. Planten fås i en lang række forskellige farver og størrelser og er fin til bunddække, fx under en opstammet rododendron. Bladene kommer først ret sent på foråret, og derfor er Hosta-planter gode at kombinere med forårsløg.

En statelig port fører ud af baghaven - ud mod markerne. Til højre for konstruktionen står der almindelig fingerbøl (Digitalis purpurea), mens den sølvgrønne plante ved venstre stolpe er en hosta-hybrid (Hosta Big Daddy).

Kig til den brolagte terrasse. Planen er, at taksen (Taxus baccata) skal vokse op og give en klarere rumfornemmelse.

I forhaven er plantet en rødfliget hyld (Sambucus nigra Black Lace). Bemærk de smukke blade, der har givet tillægsnavnet Black Lace til hylden.

Med sine cyklamenfarvede blomster lyser en studenternellike (Dianthus barbatus) op i det grønne bed. Foran ses rabarberens store, letkrusede blade. Bagest i bedet står en afblomstret storkenæb (Geranium himalayense).

I sarte sølvfarver skyder en lammeøre (Stachys byzantina) op foran en blåkant (Nepeta x faassenii) med blålilla blomster.

Til haven hører også et stort orangeri, som er et godt sted at nyde en pause fra havearbejdet på de kølige dage. Herfra
er der også en flot udsigt til nabomarkerne, hvor der går græssende køer hele sommerhalvåret. Bemærk, hvordan de spinkle kroner i rundjern foran de firkantede sten giver et flot modspil til den figurklippede cypres (Chamaecyparis lawsoniana), der skruer sig op mod himlen som en proptrækker.