Børnefamiliens jungle

Der er masser at gå på opdagelse i på den lille altan.

© Andreas Mikkel Hansen

En lille eventyrskov på Frederiksberg
Den klassiske gulmurstensejendom med sine velorganiserede altaner i grøn plast her midt på det pæne Frederiksberg er ikke umiddelbart noget, man forbinder med eventyr, kolonihaver og vildskab. Men det var lige præcis dét, som Malene og Bo ønskede sig til deres to døtre, da de kontaktede Altan-alferne.

Fjerdesals-altanen er på bare tre m2 og er placeret ved opholdsstuen mod gården, hvor der til tider hersker barske vindforhold. Så hvordan får man en vild og blomstrende køkkenhave til ungerne heroppe? Løsningen blev store selvvandingskrukker med en troldpil og klatreplanter til at skabe et klatrende og levende vildnis, mens andre selvvandings-krukker og altankasser giver plads til alt det spiselige.

Her skulle også være en sammenklappelig spiseplads til familien, så et hængende klapbord fra 4 Seasons Design optager minimal plads og frigiver mere plads til krukker og potter. Ved at plante tæt beskytter planterne hinanden, samtidig med at de slås om pladsen til rødderne. Alt i alt bliver resultatet en storbyjungle med mange kraftige planter på relativt beskeden plads.

Skab en regulær jungle ved at plante bugtende troldpil og klatreplanter, der kan krybe hen over døråbninger og danne et grønt loft for altanen. Her fornemmer man tydeligt mangfoldigheden i både farver og former på blomster og krydderurter, og det er med til at give følelsen af vildskab og frodighed i de ellers så velordnede rammer.

© Andreas Mikkel Hansen

**Her er plantet

  • **Troldpil, passionsblomst, sommerfuglebusk, kaprifolie, klatrerose, estragon, geranium, tre slags mynte, tre slags salvie, tre slags timian, rosmarin, estragon og oregano, Funkia hosta - Devon green, skovjordbær, sankthans-urt, snerle, purpur solhat, klatrerose samt flere slags valmuer og en løbende udskiftning af sommer- blomster. Alt i alt masser af klatrende, snoende og krybende planter og småbuske, som giver den fornemmelse af eventyrskov, familien ønskede sig. Og så små jordbær og duftende krydderurter, der sætter fantasien i gang i forhold til madlavning.

- Vækstbetingelserne er hårde og ubarmhjertige på fjerdesalsaltanen, der har sol fra formiddag til aften, hvilket på varme sommerdage kan give skyhøje temperaturer. Hertil kommer en ihærdig vind, der kan tørre selv de mest hårdføre planter ud. Heldigvis er der læskærm til alle sider, som beskytter store dele af planterne. Igen er de store selvvandingskrukker afgørende for, at familien kan holde trit med vandingen. Det tager dog ca. tre uger for planterne at få sat rødder helt ned til vandreservoiret. Man kan ikke overvande i en selvvandingskrukke, fordi der er boret huller øverst i reservoirtanken til at imødekomme store regnskyl.

- Dyrelivet tæller alt fra guldsmede til humlebier, honningbier, sommerfugle og stort set hele byens småfugle, der bliver lokket til af den lille altans store mangfoldighed.

© Andreas Mikkel Hansen

Det lille klapbord fra 4 Seasons Design giver lige præcis den lille siddeplads, som parret ønskede sig, mens de to døtre bedst kan lide at klappe det sammen og i stedet sidde på et tæppe omsluttet af alt det grønne. Her er sat flere slags mynte, salvie, timian og estragon - lige til at klippe af og bruge i maden.

© Andreas Mikkel Hansen

Funkia: hosta devon green er smuk og struttende, selv om den blomstrer sent.

© Andreas Mikkel Hansen

De fine skovjordbær er små godbidder for pigerne, der har fået deres helt egen lille kolonihave oppe på fjerde sal. Og så lyser bærrene, sammen med valmuerne, flot op som små farveklatter midt i alt det grønne.

© Andreas Mikkel Hansen

Altanens ene hjørne er plantet tæt til med en bred mangfoldighed af klatreplanter og stauder.