7 lækre ukrudtsplanter, som trænger sig på i supermarkederne
Nyt nordisk Køkken og almindelig god smag er ved at bane vejen for planter, der tidligere kun var en plage.
Af — 26. maj 20167 lækre ukrudtsplanter
Ukrudt er efterhånden blevet en salgsvare. Noma og andre repræsentanter for Det Nye Nordiske Køkken har slået et kraftigt slag for at bruge flere af skovens og havens ukrudtsplanter i maden. Derfor kan for eksempel en tidligere så ugleset løgplante som ramsløg i dag købes til velvoksne priser i supermarkedet.
Og der kommer hele tiden nye salgsemner til på ukrudtsmarkedet. Så før vi ved af, kan man måske også købe mælkebøtter og tusindfryd i supermarkedet.
Se 7 ukrudtsplanter her, som kan spises, og som tilmed smager godt.
Mælkebøtter som rucola
Mælkebøtter er, når sæsonen er på sit højeste, alle vegne. Så er naturen pludselig ét stort tag-selv-bord.
Mælkebøtteblade smager lidt henad rucola, så den udskældte ukrudtsblomst er faktisk et godt og billigt alternativ til den fashionable rucola.
Vælg friske blade, vask dem grundigt og brug dem dér, hvor du ville bruge rucola.
Eller brug bladene i en Salade Lyonnaise eller på Bruschetta.
Der findes enddog dem, der laver både te og mælkebøttevin på de unge blomster.
Brændenælder
Brændenælden er en anerkendt lægeplante mod blandt andet gigt. Den er samtidig en delikat spiseplante, der kan indgå i mange forskellige retter.
De friske brændenældeblade kan blandt andet blandes i brød og i pandekagedej. Det er de friske, spæde blade, man anvender. Brændenælden egner sig også fortrinligt til salater.
Kirtel-Kortstråle
Galinsoga parviflora hedder denne urt også. I Columbia bliver den solgt i bundter under navnet Guasca. Den bruges navnlig som en uundværlig ingrediens i en hønsestuvning, der kaldes for Ajiaco.
Planten hører til i Syd- og Mellemamerika, men findes også indført til Danmark.
Skvalderkål
Skvalderkål er altid let at finde. Det er der mange haveejere, der er kede af. For de kulinarisk anlagte er det gode nyheder.
Skvalderkålen kan erstatte spinat i mange retter, så længe det - igen - er de unge skud, man benytter. Skvalderkålen skal dampes lidt længere end spinat.
Spiselig tusindfryd
Bellis - også kaldet for tusindfryd - er velegnet i salater. Det er både blomsterne og de unge blade, man kan anvende.
Ramsløg
Ramsløg kan spises og bliver det rundt omkring på landets restauranter.
Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at ramsløg kan forveksles med andre giftige planter. Fra Tyskland er der rapporter om flere dødsfald som følge af forveksling af ramsløg og "høsttidsløs".
Rød Tvetand
Rød tvetand er en et-årig urteartig plante, der blomstrer fra marts til oktober. Det er bladene, man spiser.
Læs mere om spiseligt ukrudt her.