Facebook er et dejlig sted. Her finder man alt, hvad hjertet begærer. Men hvordan er det egentlig, at Facebook opfatter dig?
Det forsøger et designprojekt på Kassel Kunsthochschule at vise i en personligheds-drink-mixer: The Social Shot - drink yourself.
Formålet med The Social Shot er at mixe en drink ud fra de informationer, som Facebook har på dig.
Cambridge University med i shaket
Der findes faktisk et website under Cambridge University, hvor man kan indtaste sin Facebook profil, og så spytter websitet et diagram ud, der forsøger at indfange din personlighed. Det sker ud fra de likes, som du i løbet af din tid på Facebook har givet.
Det er denne database, designfolkene fra Kassel ville bruge, hvis de skulle dukke op til et rave, en fest eller - for den sags skyld - et seminar eller en udstilling med deres meget hi-tech udseende drinkmixer.
5 personlighedstræk
I virkelighedens verden er det Facebook's algoritme, der bestemmer, hvordan din "personlighed" kommer til at se ud.
Denne algoritme er en udregningsformel med mange formål. Den skal blandt andet sørge for, at det, der bliver vist på din egen personlige Facebook-side, også er relevant for dig. Og den skal til syvende og sidst også sørge for, at Facebook tjener penge på deres brugere.
The Social Shot vil bruge de data, de indsamler, til at mixe en drink ud fra sammensætningen og omfanget af 5 personlighedstræk:
- Neuroticism
- Extraversion
- Openness
- Agreeableness
- Conscientiousness
Champagne med Tequila
Hvert personlighedstræk er visualiseret med et drop med forskelligfarvede væsker. The Social Shot melder ikke om hvilke væske, der repræsenterer hvilke personlighedstræk.
Skulle vi give et bud, så kunne neuroticism være tequila med en mescalin-orm i bunden, extraversion (udadvendthed) kunne være champagne, og conscientiousness må være noget økologisk fair-trade sprøjt.
Værsgo og skyl!
Om The Social Shot nogensinde vil komme til at mixe en rigtig Facebook-drink, ved vi ikke. Men projektet er tankevækkende. For moderne online markedsføring handler i høj grad om at sætte personligheder på formel, men disse formler er usynlige og kun noget, almindelige mennesker kan gisne om. Lidt foruroligende...
Vil du vide mere om "The Social Shot", så kan du kigge forbi designprojektets hjemmeside.