Finn Juhl skrivebord
© Birgitta Wolfgang Bjørnvad

The Darling skulle være et vindue til dansk designs formåen, men endte med at blive noget andet og mere

Idéen med gæstehuset "The Darling" har fra begyndelsen været, at man kan prøve at bo med et kurateret udvalg af dansk design og kunst og efterfølgende købe det design med hjem, som man kan lide. Men her 3 år efter åbningen har det vist sig, at gæsterne forelsker sig i noget andet end møblerne.

En anderledes måde at sælge – og købe – kunst på

Midt i København finder man det eksklusive guest-house The Darling af Uffe Buchard og Jens Løkke. BO BEDRE besøgte stedet, da det åbnede i 2020, og nu besøger vi det igen, i anledning af at de netop har åbnet en ny suite – The Classic, som føjer sig til den oprindelige The Grand.

De to suiter er udstyret med køkken, bad, soveværelse, arbejdsværelse, spisestue og stue og er udsmykket med cremen af dansk heritage design fra Finn Juhl over Arne Jacobsen til Poul Kjærholm og Børge Mogensen. Idéen har fra begyndelsen været at introducere et udenlandsk publikum for dansk heritage design, men konceptet har vist sig at kunne mere end det. Den kunst, som Uffe Buchard og Jens Løkke har håndplukket til stedet, har tiltrukket sig så meget opmærksomhed, at det i dag er blevet tilføjet som en del af deres koncept og forretningsmodel.

– Noget af det, som har overrasket os mest, siden vi åbnede i 2020, har været den store interesse, som vores gæster har vist for den kunst, vi har udvalgt til stedet. Vores måde at kuratere og iscenesætte kunsten på har vist sig at være noget, ikke bare danskere, men et internationalt publikum af kunstelskere har taget utrolig godt imod, siger Jens Løkke, og Uffe Buchard supplerer:

– Vi troede, design skulle være det vigtigste ben i The Darling, men i dag fylder kunsten lige så meget. Det er noget, vi bruger meget tid på. Hvert et værk, som bor herinde, er et, jeg har håndplukket. Vi sælger ikke bare kunst, vi sælger kunst, som vi gerne selv vil have. På den måde er vi ikke et almindeligt galleri. Vi er galleriernes galleri, og vi er kunstnernes galleri. Forskellen fra andre art hotels og os er jo, at du ligesom med designet kan købe det med hjem, fortæller Uffe Buchard.

Snart vil salget stige yderligere

Og der bliver solgt rigtig meget kunst på The Darling. Faktisk sælges der i gennemsnit et værk hver tredje dag, hvilket betyder, at der er stor udskiftning i deres samling. Hver anden måned byttes stort set alt ud med nyt, og én gang om måneden laver de en mindre udskiftning, så folk har mulighed for at hente den kunst, de køber, ved begyndelsen af hver måned.

Med åbningen af The Classic får de nu endnu mere vægplads at udstille på, og derfor regner de også med, at salget af kunst vil stige yderligere. For som de siger, så sælger de ikke den kunst, som de har på lager, men den, som er kurateret, og som kan opleves i en hjemlig kontekst.

– Vi sælger det, som folk får en oplevelse af i forbindelse med vægfarver, naturligt lysindfald, møbler, atmosfære osv. Folk kan bedre forholde sig til at se værkerne i en kontekst, siger Uffe Buchard, og Jens Løkke supplerer:

– Du går i seng med kunsten, du står op med den, du oplever den i alle mulige former for stemninger, afhængigt af om det er aftenbelysning eller morgensol, der strømmer ind, og man har tid til at kommunikere med det og lære et værk at kende.

Når det er lykkedes Uffe Buchard og Jens Løkke at få folks øjne op for kunsten, så er det nok også, fordi den kunst, som er udstillet i The Darling, er valgt med hjertet. Man kan tydeligt mærke på Uffe Buchard og Jens Løkke, at de oprigtigt brænder for kunst, og at de er passionerede omkring at finde netop de værker, som passer ind i deres lille charmerende univers.

Kunst med æstetisk bid

– Kunsten, I ser her, er jo en forlængelse af os. Vi skal elske hvert et værk, der kommer herind. På den måde bliver det meget personligt. Jeg oplever, at vi har ramt en eller anden form for nerve i det her krydsfelt mellem kuratering og iscenesættelse, siger Jens Løkke, og Uffe Buchard supplerer:

– Når et stykke kunst bliver solgt, har jeg det, som om jeg skal vinke farvel til et barn på Hovedbanegården. Jeg ved godt, det lyder lidt pjattet, men jeg har virkelig et specielt forhold til den kunst, som hænger her. Det er vigtigt for mig, at det finder sin rigtige ejer.

Med tiden er udvalget af kunst på The Darling blevet mere udfordrende, og det er ifølge Uffe Buchard og Jens Løkke med til at sparke nyt liv i de gamle klassikere, som i den forkerte kontekst kan komme til at fremstå støvede.

– Vores smag i kunst er blevet mere modig, og der er æstetisk bid i det. Det er interessant at se, hvad den type kunst gør ved de her heritage brands. Vi har jo indrettet The Darling med designikoner, og med interessante farver på væggene og den kuraterede kunst bestræber vi os på at sætte disse i en kontemporær, moderne og cool kontekst, siger Jens Løkke.

Kunsten udskiftes, men møblerne består

Hvor kunsten bliver skiftet ud løbende, så består udvalget af designmøbler, og det er helt bevidst.

– Vi vil gerne vise, at man ikke hele tiden skal bytte ud og købe nyt. De her møbler bliver kun smukkere, når de bliver brugt. Og det håber vi også, vores gæster opdager. Man kan jo sagtens opdatere sit hjem på anden vis. Og her spiller netop kunsten en vigtig rolle. At hænge et andet værk over en sofa kan ændre hele dynamikken i et rum. Hvis man tager al sin kunst ned og hænger den op på en ny måde, så får man et nyt hjem, siger Jens Løkke, og Uffe Buchard supplerer:

– Det er ligesom på museerne – der laver de jo også hele tiden nye ophængninger af deres faste samlinger. Det skal man også gøre derhjemme. Måske en gang om året eller hvert andet år. Tag de nye værker i front, skub nogle i baggrunden, som ikke interesserer dig så meget mere, og på den måde får værkerne ny energi. Du kan også ændre farven på væggen. Det har kæmpe indvirkning på, hvordan værkerne tager sig ud. Vi skifter den løbende her på The Darling for at give rummet og møblerne ny energi.

Fremover er tanken med The Darling at udvide hoteldelen med stadig flere suiter, indrettet med dansk heritage design henvendt til et internationalt publikum. Men kunsten er kommet for at blive, og det er en måde, hvorpå man kan blive ved med at holde de gamle klassikere relevante.