

Esben Kaldahl har bl.a. skabt værkerne The Beaumains Blade og spejlet Wasdwasdwasd (Can't you see you are running in circles)
Under titlen Confessions har multidesignbrandet Tableau og den terapeutiske klinik Post Service kurateret en udstilling med værker, der alle kredser om mænds mentale helbred.
AfEn lysekrone med form som en “krøllet” motorcykel, en vase med ordene “I didn’t do enough” og et keramik-sværd med perler og platin. Det er bare tre af de værker, der er en del af udstillingen Confessions.
Udstillingen er kurateret af den terapeutiske klinik, Post Service og multidesignbrandet Tableau, der bl.a. har en konceptbutik i Indre København med design, kunst og blomster.
Under titlen Confessions har de to partnere inviteret kunstnere fra en række europæiske lande til at se indad og skabe et værk med udgangspunkt i deres eget mentale helbred. Ideen er at kunstnerne gennem værket “tilstår”, hvordan de oplever det at være mand i nutidens verden, med alt hvad det indebærer af samfundsmæssige udfordringer og debat om “toxic masculinity”, inklusion og kvinder og mænds rolle i samfundet.
Målet med Confessions er at sætte fokus på den “stille krise”, som Tableau og Post Service kalder det, og forhåbentlig lægge op til diskussion og eftertanke.
Som en del af processen har hver kunstner fået tilbudt en terapisession hos Post Service, som har lagt grundlaget for det senere værk.
Til sammen og hver for sig undersøger og belyser værkerne, hvordan det står til med det mandlige køns sindstilstand.
Confessions-udstillingen kunne opleves på 3 Days of Design i København og har tidligere været udstillet i Milano under møbelmessen Salone del Mobile.
I alt har 13 kunstnere og kunstnergrupper bidraget til udstillingen, herunder keramiker Esben Kaldahl, der vandt prisen som Årets Kunsthåndværker ved Design Awards 2021, designer Jacob Egeberg og glaskunstner Alexander Kirkeby.
Værkerne, der har titler som Throne of Fragility, I Didn’t Do Enough Vase og Safe Space Shelf kan købes gennem Tableaus webshop. Priserne varierer fra 6160 kr til 165.000 kr.