Turi Heisselberg pedersen er internationalt anerkendt og kendt for sine keramiske unikaværker. For at fejre Kählers 180-års jubilæum har hun lavet fem unikavaser, der skal udloddes ud fra en idé om at give kunst til folket.
Verdenskendt kunstkeramiker
Telefonen ringer op til flere gange under interviewet med den velestimerede keramiker Turi Heisselberg Pedersen.
En af gangene er det Kähler, som vil høre, hvad de kan kalde farverne på en af hendes glasurer.
For Kähler har valgt at samle arven siden 1839 op som værende et kreativt og kunstnerisk pottemagerværksted ved at samarbejde med keramikere, hvor mange er kendte for deres kunstkeramik. Og det er Turi.
Måske ikke her i Danmark, men til gengæld i resten af verden, hvor hendes keramik kan købes på flere gallerier i storbyer som New York, Paris og Bruxelles, for bare at nævne nogle, og hun har udstillet i Stockholm, Tokyo og Basel, ligesom hendes værker kan opleves på museer som det fornemme Musée National de Céramique i Sèvres i Frankrig og ellers i Tyskland og på Clay Keramikmuseum og Designmuseum Danmark.
– Jeg har lige lavet en sending til Libanon. Det er lidt hårdt, når det kun er mig, der skal lave keramikken, men også pakke og forsende, siger Turi.
– Her er det anderledes med samarbejdet med Kähler, hvor jeg afprøver den mere kommercielle side af keramikken. Det er en anden måde at arbejde på, som også handler om at tilpasse sit design til de muligheder, der er. Samtidig er det en unik mulighed for at prøve sine ting for flere mennesker og se, om de appellerer. Tidligere havde en keramiker meget få muligheder for at sætte sine objekter i produktion, men i dag er det meget anderledes, og på den måde er jeg heldig, at jeg får lov til at prøve begge dele, forklarer Turi.
Demokratisk designtilgang
Turi står nemlig bag Kählers salgssucces bordlampen Balustre, som kom i handlen sidste år.
Og i år, hvor brandet fejrer sit 180-års jubilæum, har Turi skabt fem monumentale unikavaser for at hylde Kählers tradition om at samarbejde med nogle af Danmarks mest kendte og erfarne keramikere, men også for at udstikke en retning for det moderne Kähler.
Hovedtanken er at samle op på værkstedets tidlige mission om at skabe kunst for folket med en demokratisk designtilgang, der gør kunstkeramik tilgængelig for alle.