
Rund fødselsdag: Kunsten i Aalborg fylder 50 år
Alvar Aaltos enestående kunstmuseum i Aalborg fylder nu 50 år. Tag med os ind i et arkitektonisk mesterværk, hvor vi viser nyt og klassisk design i nye sammenstillinger.
AfEt arkitektonisk vidunder af højt format
Den 8. juni 1972 åbnedes Nordjyllands Museum i Aalborg af dronning Ingrid – og her 50 år senere kan man konstatere, at byen fik ikke kun en ny bygning, men et arkitektonisk vidunder af højt internationalt format. Det er det eneste museum, som den verdensberømte finske arkitekt Alvar Aalto fik opført.
“Et fornuftigt og velovervejet Forslag uden Svulst”
Inden da havde der i Aalborg i årtier været planer for opførelse af et museum. I 1936 blev der således udskrevet en arkitektkonkurrence, som Ove Boldt og Knud Dam vandt, og deres forslag blev i offentligheden kaldt “et fornuftigt og velovervejet Forslag uden Svulst”, men krigen blokerede byggeplanerne, som aldrig blev til noget. Op gennem 1950’erne opstod idéen igen om at bygge et museum, som kunne leve op til byens vokseværk og selvværd. Det resulterede i en konkurrence i 1957, som blev vundet af bidrag nr. 491 1 1, og da navnehemmeligheden blev brudt, kunne man konstatere, at Alvar Aalto og hans partnere, hustruen Elissa Aalto og den danske arkitekt Jean-Jacques Baruël, stod som vindere.