Historien om Poul Henningsens hus i Gentofte

Arkitekten, lysmageren, provokatøren og nødvendighedens æstetiker, Poul Henningsen, satte med sine lamper lyset for flere generationer. Læs historien om hans simple hus i Gentofte her.

Susanne Holte

— 14. november 2016

#Poul Henningsen

For langt hovedparten af os danskere er Poul Henningsen (1894-1967) – PH – synonym med lys, med klassisk lampedesign og opfindelsen af den blændfri lampeskærm. PH-lamperne, Koglen og flere andre ikoniske lamper hænger i tusindvis af danske hjem, institutioner og offentlige rum, og Poul Henningsen er, alene af den grund, selvskreven, når der tales om kultur- eller designkanoner. Med sit bløde lys har han givet hyggebegrebet substans, selvom det måske mest var begrebet oplysning, der optog den kreative ildsjæl og samfundsrevser. PH var livet igennem optændt af lige dele skabertrang og lyst til at forandre og påvirke det samfund, som han var en særdeles aktiv del af. Det gjorde han fra mange forskellige platforme, blandt andet gennem en lang række revytekster, men også som kunst-, arkitektur- og kulturkritiker i en stribe tidsskrifter og aviser, hvor han gav sine, ofte kradse, meninger til kende. For PH var kultur et våben, en måde at påvirke og være i verden på, og han gik til angreb på vanetænkningen og konformiteten, på borgerligheden og det kommercielle. Han kæmpede på mange fronter for den personlige frihed og opfordrede konstant til kritisk tænkning. Hans engagement var næret af og gav næring til tidens kulturradikalisme, og han blev tidligt en af frontfigurerne i den intellektuelle elite, men samtidig også en temmelig udskældt herre. Selvom han stod fadder til det bløde lys og bidrog til den folkelige kunst med viser som ”Ølhunden glammer”, ”Man binder os på mund og hånd” og ”Fandens oldemor”, så blev han ikke folkelig i ordets bogstaveligste forstand. Han talte godt nok den lille mands sag, men det var fra en elitær platform, som først og fremmest ramte den intellektuelle inderkreds. Hans begavelse og humor gjorde dog PH til århundredets betydeligste repræsentant for dansk frisind, og han fik stor betydning for demokratiseringen af dansk bevidsthed. Uanset om man var med eller imod ham, måtte man anerkende, at Poul Henningsen var et multitalent, der ikke blot udviklede sine ideer ved skrivebordet. Han var en mand med en mission, og han brugte både ord, arkitektur og kunst i bestræbelserne på at forme en ny fremtid. Ligesom han var hundrede procent overbevist om, at man kunne revolutionere verden gennem kunsten, så mente han også, at arkitektur var et værktøj, som kunne anvendes til at sætte mennesket frit. Inspireret af engelsk byplanlægning og tysk-fransk funktionalisme anlagde han et samfundsmæssigt syn på byggeri og byplan. PH tegnede gennem sit liv flere større boligprojekter og bygninger af mere offentlig karakter, men det blev også til en stribe private boliger, blandt dem et helårshus i Gentofte, som han tegnede til sig selv og sin lille familie, bestående af sin første hustru, Else Henningsen, og teenagebørnene Berta og Simon i 1937.

Huset, der på alle måder skilte sig ud fra tidens byggestil, var, ifølge PH, tænkt til at understøtte både individ og fællesskab. Han mente, at man som arkitekt skulle skildre husets beboere,hvilket for hans egen families vedkommende handlede om at afbalancere selvstændighed og selskabelighed, og give absolut frihed for den enkelte. ”De næste mennesker, som skal bo her engang, skal der ikke kræves andet af, end at de har et lignende syn på tilværelsen,” udtalte PH, der i øvrigt mente, at børn og voksne skulle være ligestillede i et hus, og at det var en menneskeret, at hvert medlem af familien havde sit eget værelse ud over de fælles rum. Poul Henningsen arbejdede således med en grundplan og en rumdisposition, der understøttede hans opfattelse af det frie menneske, og han skabte samtidig et hus, der materialemæssigt gjorde op med tidens pyntesyge, og som hyldede funktionen.

PH udtalte i spøg, at han ville opføre det grimmeste hus i Gentofte, og nogle vil mene, at det lykkedes ham ganske godt. På adressen Brogårdsvej 72 byggede han et 202 m2 stort hus med en 72 m2 udnyttet kælder. Det overordnede arkitektoniske greb var udtænkt af PH, mens de mere specifikke og tekniske tegninger blev lagt i hænderne på arkitekt Viggo Møller-Jensen, der på daværende tidspunkt arbejdede for PH. Den kreative og visionære bygherre, der udtænkte en række enfamiliehuse i løbet af 30’erne, var kendt for sin manglende tålmodighed til selv at stå for de mere præcise tegninger. Afsættet for det ganske specielle hus, som onde tunger betegnede som et forvokset hønsehus, var en helt speciel byggegrund, som blev stykket fra kunstneren Jens Møller-Jensens store skrånende grund. Jens Møller-Jensen, der i øvrigt var far til Viggo Møller-Jensen, solgte den 1204 m2 store grund til PH’s hustru, Else, på betingelse af, at der ikke blev bygget et hus, som stjal hans udsigt over Brobæk Mose og Gentofte Sø. Som lovet, så gjort. Grunden, der dengang var større end i dag, skråner kraftigt – faktisk over 8 meter fra det højeste punkt. Det betyder, at huset har en højdemæssig forskel fra det øverste til det nederste punkt, der reelt svarer til et parcelhus i to etager opført på en flad grund. PH spøgte selv med, at huset forener ulemperne ved et toetagers hus med ulemperne ved et etetagers hus. Grundens særegne karakter gav ham dog mulighed for at etablere et hus med mange trapper, en detalje, som han efter sigende selv holdt meget af. For hvert niveauspring er der en lille trappe med tre trin.

For PH blev huset ikke blot en materialisering af de holdninger, han havde, det blev også et byggeteknisk eksperiment og på flere måder en forløber for vor tids parcelhus. Den samtidskritiske arkitekt ville skabe et modstykke til borgerskabets kunstfærdige villaer med sit superenkle hus, bygget af simple, præfabrikerede materialer – på rekordtid. Og processen blev kort: blot 9 måneder. På den tid lykkedes det ham at frembringe et hus med en rå og næsten nøgen udstråling – et hus, som både lagde afstand til borgerligheden, men i høj grad også til det, PH selv kaldte for Bauhaus ”Laboratoriearkitektur”, som han ikke havde meget til overs for. Han anbefalede i stedet en gylden middelvej, og var dermed med til at bane vejen for den moderate skandinaviske funktionalisme.

Funktionalismen var til at få øje på på Brogårdsvej. Selve huset blev opført af betonblokke fra K.H. Beton. Betonblokkene, der var konstrueret af to støbte betonplader med en bølget betonribbe imellem, blev opfundet i 1931, og PH var muligvis den første, der anvendte dem til et helt hus. Resultatet var ærligt og rustikt. Det samme var tagkonstruktionen, der blev udført af træbjælker belagt med grønt tagpap. De præfabrikerede vinduer og døre fra Staalvindue Centralen blev fremstillet af jern og forsynet med enkeltlagsglas – uden forsatsvinduer. Sammen med rør, radiatorer og hængsler blev vinduesrammerne malet med rød blymøje, der normalt blev anvendt som rustbeskyttelse, inden den fine maling blev lagt på. False, sålbænke og vindueskarme, badeværelsesgulv, indgangsparti og arealet foran pejsen blev beklædt med en matchende rød flise. På gulvene blev der lagt bøgetræsparket, og der blev valgt døre af teaktræsfinér. Det hele efter princippet: what you see is what you get. Rene flader, simple materialer og fokus på funktion. De indvendige vægge blev pudset og malet lysegrønne, mens lofterne blev malet pastelblå. Dog var væggene i opholdsstuen holdt i en varm lys grå, mens loftet var knækket hvid. De eneste steder, der blev skejet ud, var i huset lange, gennemgående gang og i soveværelset, hvor der blev tapetseret med silketrykt tapet, dekoreret med nøgne kvinder i naturen, skabt af PH’s svoger, kunstmaleren Albert Naur.

Huset på Brogårdsvej skilte sig på alle måder ud, også i forhold til de planløsninger, der ellers kendetegnede 30’ernes byggeri. Der var for eksempel et forældresoveværelse med tilhørende badeværelse og walk-in-closet placeret længst væk fra børnenes værelser – et eksempel på PH’s respekt for individets frihed, og måske også lidt respekt for det erotiske frirum. Der var et arbejdsværelse, en stor stue, som i øvrigt var husets eneste tværgående rum, entré, køkken med adgang til kælderen, spisestue med udgang til solterrassen, en lang værelsesgang med to børneværelser, gæsteværelse og et værelse til husbestyrerinden- og endelig et badeværelse. Til tidsskriftet Architekten udtalte PH i 1938, at: ”Børn, hushjælp og gæst har egen indgang og kan leve deres liv efter forgodtbefindende, forældre kan også”.

Gæsteværelset var meget ofte beboet af vennen og digteren Otto Gelsted, som jævnligt strandede efter værtshusbesøg i nabolaget. PH mente, det var ganske praktisk, at han kunne komme og gå frit. For PH var det helt indlysende, at huset skulle fungere i mange forskellige sammenhænge, og at de store teenagebørn skulle have frihed til at udfolde sig. Om spisestuen forklarede han selv, at den tjente som selskabsstue for de unge, når de havde gæster. Af samme årsag var det ene børneværelse også direkte knyttet til spisestuen og kunne snildt anvendes som ”ryge- og grammofonværelse”. Opholdsstuen derimod var, som PH udtrykte det: ”allemands- og ingenmandsland”. Som noget helt nyt i tiden brød huset på Brogårdsvej med den klassiske opfattelse af rum som enten formelle eller private. Huset bød således på en nyskabende sammenhængskraft, som ikke var gængs i den borgerlige villa. Arkitektens opfattelse af det moderne familieliv og den frie udfoldelse blev naturligt integreret i huset, der blev virkeliggørelsen af drømmen om human funktionalisme uden narrestreger.

Om huset på Brogårdsvej blev rammen om ægte familieidyl, er tvivlsomt. PH skulle efter sigende have udtalt til et dameblad, at han var blevet hjemmemenneske, efter han havde bygget huset, men fakta er, at han allerede under byggeriet mistede lidt af entusiasmen, måske fordi ægteskabet med Else begyndte at knage. Parret nåede kun at bo i huset i fire år, inden de blev skilt i 1942. PH flyttede ud og giftede sig året efter med Inger Kemp. Else blev tilbage i huset til slutningen af 40’erne. Det blev dog i huset på Brogårdsvej, at PH for alvor kastede sig over revyteksterne. Her skrev han blandt andet visen ”Man binder os på mund og hånd” til Kjeld Abells revykomedie Dyveke. Flere andre stærkt kritiske tekster om den tyske besættelsesmagt blev føjet til – et engagement, som i 1943 tvang ham og Inger til at flygte til Sverige – en flugt, som han i øvrigt foretog sammen med en af tidens andre store ånder, arkitekten Arne Jacobsen. Inden afrejsen nåede han dog at blive arkitekt for Tivoli, hvor han kom til at stå bag en række markante bygningsværker.

Efter at Else Henningsen flyttede, skiftede huset ejerskab tre gange. I 1995 blev huset fredet, og i 2014 solgte husets seneste beboere til Realdania By & Byg, som efter to år nu er lykkedes med en omfattende renovering, der fastholder den arkitektoniske værdi og den konsekvente anvendelse af få, moderne og præfabrikerede byggematerialer. Realdania By & Byg har ønsket at sikre huset for eftertiden og føje endnu et eksempel på arkitekternes egne huse til ”samlingen”. Ideen er at vise udviklingen af den moderne villa og bevare et udtryk for nye familiemønstre, sociale forandringer m.v. Renoveringen af huset på Brogårdsvej, der efter planen skal lejes ud, har ikke alene vakt opmærksomhed; den har også tjent som et skoleeksempel på, hvordan man kan optimere, og ikke mindst energiforbedre et gammelt hus uden at gå på kompromis med den oprindelige arkitektur.