
Constantin Wortmann
Tyske Constantin Wortmann har designet den populære cobra-serie for Georg Jensen. Serien er løbende vokset fra lysestager til nu at dække hele bordet.
AfKasper Foged Rasmussen
Hvis man skal beskrive den tyske designer Constantin Wortmann med et enkelt ord, må det være legesyg. Hans design er kendetegnet ved organiske former og skæve detaljer, og det gælder både for hans lamper, møbler og for fx Cobra-serien for Georg Jensen, som startede med en serie lysestager, og som langsomt har udviklet sig til at dække det meste af spisebordet - senest med en serie skåle, tallerkner og håndlavede glas.
Design handler ikke kun om basale funktioner for mig. Følelser er lige så vigtige. Mit motto er ikke “form følger funktion” - som fx Bauhaus-skolen tænkte design, men mere form følger følelser. Mit arbejde består i at finde den rette dosis af følelser, som produkterne kan rumme. Nogle gange er det bare en lille detalje, og andre gange skal den have hele armen, fortæller Constantin Wortmann, der i en årrække arbejdede sammen med den tyske lampedesigner Ingo Mauer, der er kendt for at bryde grænserne ned mellem kunst og design.
Alle, der køber design, gør det for at udtrykke sig - at du er rig, at du er intellektuel, at du er seriøs, at du har humor osv. Designerens rolle er at give folk mulighed for at udtrykke sig selv. Ellers behøvede man jo ikke designe mere - der er jo allerede nok stole og lysestager i verden, siger han. Constantin Wortmann fortæller, at der findes to designprocesser - den ene, når nogen beder én om at designe noget bestemt. Den anden, når man selv har lyst til at lave noget. Cobra-stagen, der var hans første design for Georg Jensen, lavede han i sin tid, fordi han havde lyst, og så ville Georg Jensen tilfældigvis gerne producere den.
Jeg starter altid med at se på, hvordan en arketypisk genstand ville se ud - hvordan ser fx en helt typisk lysestage ud. Derefter putter jeg følelser ind i den arketypiske form, og så ændrer den sig. Den kan fx være humoristisk, hvilket er o.k. for en lysestage, men måske ikke så oplagt for en middagstallerken, siger han.
I mine øjne kan design sagtens være en vittighed. For mig er design ikke en meget seriøs disciplin. Men der er mange designere, der har en anden opfattelse. Efter min opfattelse er det dog ikke en designers rolle at opdrage folk, men mere at tilbyde muligheder. Det, jeg lærte i min tid hos Ingo Mauer, er, at der ikke er nogen grænse mellem kunst og design. Men skal jeg arbejde med kunder, så er der mere specifikke grænser for mig end for Ingo Mauer. Det er fx vigtigt for Georg Jensen, at man rent faktisk kan spise af den tallerken, jeg har designet, men jeg kan ikke lade være med at give den de skæve detaljer, som gør den interessant for mig. Jeg er ikke vild med design, der er for retvinklet og firkantet. Jeg er mere til det runde og organiske. Det er noget personligt, men min erfaring er, at bløde former sælger bedre, for mennesker kan inderst inde godt lide de gode historier og referencer, som organiske former rummer, siger han.
Constantin Wortmann studerede design i München, inden han begyndte at arbejde for den tyske lys-guru Ingo Mauer. I 1998 grundlagde han sit eget designstudio Büro für Form i samarbejde med designeren Benjamin Hopf. Constantin Wortmann har modtaget utallige designpriser gennem årene og arbejdet sammen med producenter som Next, Dark, Vibia, Kundalini, Habitat og Georg Jensen.
Foto: På bordet ses den populære Cobra-serie, som Constantin Wortmann har designet for Georg Jensen. Til højre ses den nye Cobra-lampe, der fås fra 3499 kr. I midten de nye, håndlavede glas, der koster fra 199 kr. for to stk. Glaskaraflen koster 499 kr., stålkanden 999 kr., og lysestagerne fås fra 399 kr. Til højre står den nye serviceserie med tallerkner og skåle fra 149 kr.