Arkitekt og professor Bodil Kjær

Hendes møbler har ikon-status, men det interesserer hende ikke. Det som reelt betyder noget for den internationalt orienterede arkitekt og professor Bodil Kjær er, at hun er lykkedes med at skabe løsninger, udforske muligheder, udvikle rum og gode arbejdsmiljøer for mennesker over hele verden.

Susanne Holte

— 27. maj 2015

Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har haft en karriere – jeg har haft et liv! Sådan indleder Bodil Kjær, professor, arkitekt MAA, en lang samtale om den helt utrolige tilværelse, hun har haft – en tilværelse og ikke mindst et arbejdsliv, der har ført hende rundt i det meste af verden med årelange ophold i både Italien, England og USA i en konstant søgen efter viden og indsigt i metoder og materialer, der kunne anvendes til at forløse hendes ideer om brugbare møbelsystemer og funktionelle arbejdsmiljøer. Når hendes navn i dag oftest kobles sammen med et elegant og stringent arbejdsbord, som hun tegnede i 1959, og som mere end et halvt århundrede senere sælges til skyhøje priser på auktioner, så finder hun det næsten surrealistisk og en smule absurd. I Bodil Kjærs univers giver det ikke meget mening, at et bord, der i sit udgangspunkt kunne erhverves for ca. 5000 kr. nu sælges for tårnhøje 150.000 kr. - Bortset fra, at jeg selvfølgelig er godt tilfreds med, at mine møbler har holdt sig godt så lang tid, virker det faktisk, som om det slet ikke har noget med mig at gøre, fortæller Bodil Kjær, der aldrig har søgt hverken rigdom eller berømmelse. Som en af sin generations få kvindelige arkitekter og formgivere, der formåede at skabe sig et navn internationalt, har hun ikke haft nogen egentlig karriereplan. - Jeg har skabt nogle ting og forfulgt nogle ideer, og så er jeg undervejs blevet anmodet om at påtage mig nogle opgaver, løse nogle konkrete udfordringer og søge nogle stillinger. Mulighederne for at folde talentet ud har vist sig løbende – ikke sådan at forstå, at jeg har takket ja til alle tilbud, forklarer Bodil Kjær, der har været selektiv og ikke nødvendigvis har set avancementer som et mål i sig selv. Det har altid været det faglige indhold, trangen til at sætte nye standarder og lysten til at dygtiggøre sig, der har drevet hende, og som har givet hende mulighed for både at forske og undervise.

Brugernes ambassadør: Møbler, som hun selv foretrækker at kalde elementer af arkitektur, har egentlig kun været en parentes i hendes virke. - De blev til i en kort periode fra 1955 til 1963, og ingen af dem var tænkt som skulpturelle statements, men i stedet som løsninger på funktionelle, økonomiske og æstetiske problemer, forklarer Bodil Kjær, der først og fremmest var optaget af, hvordan man teknisk og fremstillingsmæssigt kunne konstruere møbler – det vil sige indefra og ud. Aldrig dikteret af formen og derfor til en vis grad i kontrast til nogle af de læremestre, hun studerede under, heriblandt Finn Juhl. Forbillederne har snarere været Kaare Klint, der ligesom Bodil Kjær havde en næsten videnskabelig tilgang til formgivning – en tilgang, hvor form, funktion og matematik går op i en højere enhed. På den internationale scene var det kolleger som Marcel Breuer og Mies van der Rohe, der inspirerede. - Når det er sagt, så vil jeg understrege, at jeg har stor respekt for Finn Juhl. Han lærte mig meget, og selvom vi havde divergerende formsans, anser jeg ham for en af vores allervigtigste møbelkunstnere. Faktisk tror jeg, han vil gå over i historien som den bedste, mener Bodil Kjær, der også kan takke Finn Juhl for sit livs fineste anbefaling. - Han fornemmede i høj grad mit potentiale, husker Bodil Kjær. - Formgivning har for mig altid været i dialog med moderne arkitektur, men jeg har nok mest været optaget af at lave møbler til mennesker og at optimere rum, forklarer Bodil Kjær, der gik sine egne veje i en tid, hvor de fleste af hendes kolleger tegnede fritstående objekter, der gjorde krav på at have skulpturelle værdier. Selvom det berømte arbejdsbord i dag sælges i kraft af sine skulpturelle værdier, så var det tænkt som et integreret element i et system, der skulle matche de behov, der var opstået i tidens kontormiljøer, og som skulle understøtte kreative mennesker i deres arbejdsproces. Bodil Kjær forsøgte ikke alene at skabe et alternativ til tidens tunge kontormøbler. Hun fik i sine tidligste arbejdsår også udviklet polstrede sofaer, lænestole, lamper og glasvaser samt en superfunktionel serveringsvogn, der meget symptomatisk for Bodil Kjær var gennemtænkt ned i mindste detalje.

- Serveringsvognen voksede egentlig ud af mit eget behov, og den er på sin vis et godt eksempel på, hvordan jeg altid har arbejdet med fokus på brugeren. Serveringsvognen kan rumme alle de elementer, der er brug for til et måltid: service, glas, bestik, skåle med mere. Den har en indbygget, termostatstyret varmeplade til at holde den varme mad lun, en rustfri stålplade på toppen og rummelige hylder med skridsikre overflader, fortæller Bodil Kjær, der vakte så megen opsigt med sin vogn, at hun i 1964 tonede frem i New York Times. Selvom Bodil Kjær nedtoner sin møbelproduktion, opnåede hun faktisk stor anerkendelse for sine stilrene ting – ikke mindst fra fagfolk og andre arkitekter. En af dem, der blev fascineret af hendes rene og funktionalistiske formsprog, var Marcel Breuer, som Bodil Kjær selv havde stor respekt for. Det var derfor forbundet med en vis stolthed, da han bestilte 28 eksemplarer af hendes sofa til et af sine byggerier. Hovedparten af Bodil Kjærs møbler er produceret i USA, hvor de indgik som integrerede elementer i moderne byggerier – helt i den ånd, hun altid har foretrukket, hvor møblerne er forholdsvis neutrale og gør fyldest.

Bodil Kjær har arbejdet med flere materialer og i mange formater. I 1961 skabte hun blandt andet denne mundblæste glasvase.

International karriere: Det lå ikke i kortene, at Bodil Kjær skulle skabe sig et navn som arkitekt, forsker og underviser ude i den store verden. Hun blev født på en gård nær Horsens i 1932, og selvom der var opbakning til, at hun skulle studere, gik forhåbningerne til den unge Bodil mere i retning af en universitetsuddannelse med historiefaget som omdrejningspunkt. Men det var arkitekturen, der trak. - Lige fra jeg var 12 år, har jeg vidst, at jeg ville være arkitekt. Jeg har altid været optaget af formgivning, så efter eksamen på Horsens Statsskole gik turen til Frederiksberg Tekniske Skole og Skolen for Indretningsarkitektur.

- Jeg var bagefter så heldig at få et toårigt scholarship via American Scandinavian Foundation i USA. Siden fulgte en række ansættelser på danske tegnestuer, inden jeg etablerede egen tegnestue i København i 1960. Efter en femårig periode, hvor det for mig handlede om at eksperimentere og afprøve ny viden inden for faget, fik jeg igen lyst til at dygtiggøre mig og udbygge min faglige base. Jeg tog derfor til London i 1965, hvor jeg fortsatte min uddannelse på Royal College of Art og Architectural Association School of Architecture. Lige netop i den periode, hvor hele den engelske hovedstad kogte og var centrum for nytænkning. Det var virkelig swinging London i slut-60’erne, fortæller Bodil Kjær, der blev i byen frem til 1979 – drevet af en af tilværelsens mange tilfældigheder. Bodil Kjær er på mange måder en leven- de bekræftelse på John Lennons ord: Life is what happens to you, while you are busy making other plans. - Selvom jeg aldrig har haft en decideret karriereplan, havde jeg på dette tidspunkt lavet en liste over virksomheder, som jeg gerne ville arbejde for. En af disse var ingeniør- og arkitektvirksomheden Arup, som stod højt på listen, fordi jeg vidste, at man her arbejdede i teams, og at der netop derfor var gode muligheder for at lære nyt. Her beskæftigede jeg mig med alternativ energi, brugermedvirken i planlægningen og brugervenlighed i de fysiske om- givelser – alt sammen i samarbejde med ingeniører, sociologer, økonomer og arkitekter. Vi arbejdede med udformningen af kontor- og fabriksbyggeri samt universitetsbyggerier overalt i England, fortæller Bodil Kjær, der har arbejdet med bygherrer som Oxford University, Cambridge, bogforlaget Penguin, IBM og en stribe andre. Det var i disse samarbejder, hun som seniorarkitekt udviklede interessen for bygningsplanlægning og udformning af arbejdspladser - et interessefelt, hun efterfølgende arbejdede videre med fra sin tegnestue i London sammen med en håndfuld engelske og italienske ingeniører og sociologer. I det regi blev det blandt andet til udviklingen af solenergiafkølede beboelseshuse i Afrikas tropezone samt en del opgaver for italienske virksomheder.

Ad nye stier: Bodil Kjær har aldrig været bange for at betræde nye stier, og hun har bestemt aldrig ladet sig begrænse af sit køn, selvom flere af hendes samtidige kvindelige kolleger oftest var vandbærere for deres mænd. - Jeg er selvforankret og lader mig ikke påvirke af givne normer. I perioder har det faktisk været en fordel at skille sig ud i en branche, der var domineret af mænd – ikke mindst i forsker- og undervisningsmiljøet, som har været en væsentlig del af mit arbejdsliv, siden jeg blev opfordret til at søge et professorat på University of Maryland i USA - og vandt over 17 ansøgere. Et nyt felt blev således føjet til Bodil Kjærs CV, der i dag breder sig ud over 56 sider. Her kan man bl.a.læse, at hun har gæsteforelæst i England, USA og Italien, at hun har været gæsteprofessor på University of Texas i Austin og på Indiana State University, fungeret som tutor og rådgiver for studerende på Royal College of Art i London, forelæst på Harvard, Pratt Institute, Smithsonian, Arkitektskolerne i både Aarhus og København med flere. Listen er lang. Det samme gælder optegnelsen af hendes forskningsprojekter, og det kan derfor ikke undre, at hun indimellem er lidt frustreret over, at et enkelt skrivebord skygger for et meget nuanceret og dedikeret livsværk – et værk, som hun nu forsøger at få hold på fra sin bolig i Aarhus. Midt i en lille grøn oase, i en lille lejlighed i et nedlagt kloster med en smuk kirke som nærmeste nabo, er Bodil Kjær gået i gang med at sortere i tegninger, skitser, billeder og noter fra et langt professionelt liv. Noget er afleveret til Designmuseum Danmark i København, der skal forvalte det for eftertidens designinteresserede publikum, andet er netop udlånt til museet Trapholt i Kolding, der hen over sommeren viser en udstilling om kvinder i dansk design. En lille rest ligger stadig i papkasser og arkivskabe i hjemmet, der i øvrigt kun er indrettet med det mest nødvendige: et bord fra Ikea, en let sofa, designet af Louise Campbell, ganske få stole af Charles Eames, Alvar Aalto og Arne Jacobsen samt en reol, hvis indhold af bøger løbende bliver foræret væk.

- Jeg er ved at rydde op i mit liv. Har ganske enkelt ikke brug for så meget mere og tror, det er en sund øvelse at skille sig af med sine ejendele, så man ikke bliver en slave af dem, fortæller Bodil Kjær, der har praktiseret denne øvelse hele sit liv, måske fordi hun er flyttet så meget rundt i verden, men også fordi hun er rimelig usentimental i forhold til jordisk gods. Derfor har hun heller ingen af sine egne møbler stående i hjemmet. Kun nogle enkle glasvaser og en prototype af en lampe. Vil man se Bodil Kjærs møbler, må man holde sig orienteret i auktionshusenes kataloger eller besøge Harvard University, M.I.T. og Boston University, hvor man stadig kan finde hendes “elementer af arkitektur”.

De højryggede lænestole, som Bodil Kjær har designet i samarbejde med Harbo Sølvsten i 1955, er faktisk det allerførste møbeldesign. Stolen er ikke i produktion.