
Fra Novo Nordisk til Instagram
Det var egentlig Mikkel Borregaard Hansens søn, der gav ham idéen. Sønnen fortalte en legekammerat, at stort set alt i hjemmet var lavet af hans far, og det fik Mikkel til at overveje, om det var på tide at kaste sig ud i eventyret som selvstændig.
Herefter skulle der ikke gå lang tid, før Mikkel havde lavet en aftale med sin chef om, at han kunne drive sin egen stålvirksomhed ved siden af det faste job som smed.
– Jeg har brugt hele mit liv på at stå på fabrikker og finde løsninger, der er så elegante som muligt indenfor en ramme. Jeg har produceret specialløsninger til blandt andet Novo Nordisk, men her er der fokus på funktionen frem for æstetikken og designet. Så da jeg startede det her, troede jeg, at jeg skulle lave halvspøjse ting - en reol til en skæv væg fx. Men så eksploderede trenden om rustfrit stål, og det sidste halve år er det gået sindssygt stærkt, fortæller Mikkel til Bobedre.dk.