
Har vi brug for idyl..?: En samtale med Poul Henningsen
”Moderne arkitekter er det mest u-idylliske, man har.” Ordene var Poul Henningsens i 1963, da BO BEDRE bragte en samtale mellem geniet og arkitekt Svend Erik Møller. Her genoptrykker vi interviewet, hvor PH skælder ud på Arne Jacobsen, Tivoli, københavnere og andre nymodens ting…
AfGENOPTRYK: Trangen til fredelig idyl – til lidt hvile og harmoni i tingene omkring os – er stærk hos ethvert menneske, som trænger til afkobling fra dagligdagens jag. Men hvad er idyl? Hvor finder man ægte idyl? Poul Henningsen og Svend Erik Møller søger at indkredse, hvad man forstår ved ægte idyl – og hvor den falske idyl kommer ind i spillet. Samtalen fandt sted i opholdsstuen i PH’s bondehus nord for København. Det var derfor uundgåeligt, at samtalen også kom ind på de ting, som PH selv har valgt at omgive sig med.
Svend Erik Møller (SEM): Måske var det bedst, hvis vi allerførst blev klar over, hvad idyl er for noget. Idyl kan sikkert være noget meget positivt, men det er også en farlig ting, hvis man med idyl tænker på den banale sentimentalitet, som popsangerne synger om – måneskin ved skovsøen og den slags.
Poul Henningsen (PH): Mon ikke idyl er noget, der opstår, når tingene er i harmoni med sig selv og med det, der forgår. Det må være den ægte idyl. Men hvis man skyder konflikter fra sig, som man burde tage stilling til, så opnår man falsk idyl. Pop er falsk idyl, fordi man skubber ting fra sig, som man burde tage stilling til.
SEM: Det er sikkert rigtigt, at idyllen er harmonisk og hviler i sig selv, men det er ikke hele sandheden. Den moderne arkitektur er også i høj grad baseret på harmoni, men ingen ville finde på at kalde SAS-huset for idyllisk.
PH: Nej, de moderne arkitekter er noget af det mest u-idylliske, man har, og jeg finder SAS-huset blændende værdiløst. Arkitekterne har fuldstændig svigtet opgaven at lave ægte idylliske miljøer – tænk bare på, at der ikke findes et ordentligt arkitekttegnet værtshus. Det forhindrer arkitekternes høje smag dem i, og så må man lad folk som Max Louw lave den flugt fra dagligdagens ubehagelige virkelighed, som man venter at finde i et værtshus.
Det er klart, at det ikke har noget med idyl at gøre, hvis man opnår harmoni ved at gentage en hel masse nøjagtigt ens elementer. Man kan standardisere detaljen, men det er meget farligt at standardisere alt for store elementer. Det giver en ulidelig uniformering, og det er det stik modsatte af idyl.
Læs også:10 ikoner der aldrig går af mode
SEM: Nu sidder vi her i et yndigt gammelt bondehus med små ruder og stråtag, og stuen er oven i købet fyldt med antikviteter. Det er lige akkurat den populære opfattelse af en ægte idyl. Og hele landet bliver raseret for gamle bondehuse, fordi folk søger idyllen. Var det trangen til at finde en idyl, der lå bag erhvervelsen af dette bondehus?
PH: Nej, det var det såmænd slet ikke. Men der er så mange fordele ved gamle huse. For det første får man en masse plads for rimelige penge,. Jeg har lige ombygget en forhenværende skole ovre i Djursland – 300 kvadratmeter boligareal med køb og ombygning og arkitekthonorar og alting for 130.000 kroner. Det får man ikke engang 100 kvadratmeter for i et nybygget hus.
Men det er ikke hele fordelen ved det gamle hus. Man slipper også for at få et hus, hvis dimensioner er bestemt af fuldstændig fantasiforladte myndigheder. Vi er underkastet disse forrykte sundhedsforskrifter som forlanger 2,30 meter til loftet og kamre på mindst 6 kvadratmeter. Alt bliver ens og uden charme. Det er forrige århundredes 4 alens loftshøjde, der ukritisk er ført videre, og det er den ækleste og mest ukunstneriske, der findes. Lad dog folk selv bestemme, om de vil støde knoerne, når de tager skjorten på.
Her i huset har vi flere steder kun 2 meter til loftet, og vor sundhedstilstand er der ikke noget i vejen med. De folk, der byggede gamle bondehuse som dette, har ikke været tvunget ind et skema af nogen sundhedsmyndigheder, men de har arbejdet sundt og naturligt med opgaven ud fra deres økonomiske muligheder og de materialer, de kunne få fat på.