© PH Furniture

Fandt ukendte PH-møbler under skattejagt

Lampe-geniet Poul Henningsen tegnede også masser af møbler, men skitserne er først blevet fundet nu under en årelang jagt i glemte arkiver.

PH's Øksebord fra 1934, Konferencelbordet, Cirkelbordet... hvis du ikke har hørt disse navne før, er der en grund god – møblerne er først blevet opdaget for ganske nylig.
Bag et større detektivarbejde i gamle arkiver står designfirmaet TobeArt Interior, som har rettighederne til at producere Poul Henningsens glemte møbler.
Skitserne til en lang række hidtil ukendte møbler i stål og træ blev fundet i Kunst Bibliotekets Arkiv i Herlev, og et helt nyt firma, PH Furniture, er oprettet.

Læs også: Samtale med Poul Henningsen om idyl, BO BEDRE, 1963

Poul Henningsen, PH, var en dansk lysmager, arkitekt, revyforfatter, filminstruktør og er især kendt som designeren bag PH-lampen.
Men de færreste ved, at han også var en særdeles dygtig møbeldesigner. Nu kan de 80-90 år gamle unikke møbeldesign blive en del af den danske arv.

  • Det er fantastisk for en stor fan af dansk design som mig at få lov til at sætte en så legendarisk, dansk designers tegninger som PHs i produktion. Generelt er danske møbelklassikere bare unikke, men kunderne efterspørger samtidig noget nyt og tænk sig at få mulighed for at præsentere hidtil ukendte møbler fra et så kendt og ikke mindst anerkendt navn blandt danske designere. Det er fantastisk, siger Mads Bøje, som står for den daglige ledelse i PH Furniture.

En ny PH Flagshipstore åbner i Bredgade d. 27. juni, og herefter kan de nye (gamle) design opleves og købes.
Det drejer sig bl.a. om:

  • Reol. Tegnet i 1919, produceret i en massiv valnød
  • Øksebordet. Tegnet i 1934. Produceret som det originale bord (valnød)
  • Cirkelbordet. Produceret i en røget eg
  • Kommode. Produceret i Mahogni
  • Konferencebordet. Tegnet i 1934, produceret som det originale bord, blot til 20 personer

Vejledende udsalgspriser fra kr. 5.000 og op til kr. 149.000.

  • Jeg er sikker på, at disse møbler vil komme til at indgå i rækken af de danske designklassikere, som vi i forvejen har fra PH, når det gælder lamper såvel som det helt ikoniske flygel. For at ære håndværket, vil både træ- og stålrørsmøblerne naturligvis blive produceret i Danmark. Vi satser ambitiøst fra begyndelsen med ren dansk produktion, et større antal møbler sat i produktion og til salg på én gang, åbningen af en PH Flagship Store i Bredgade i København og salg til hele verden gennem forhandlere og agenter. Det bliver stort, siger Mads Bøje.