Kunstner Cathrine Raben Davidsen med Knæk Cancer t-shirten
© chris1million

"Det skulle være positivt og varmt": Mød kunstneren bag årets Knæk Cancer t-shirt

Billedkunstner Cathrine Raben Davidsen har skabt et unikt kunstværk til årets Knæk Cancer t-shirt. T-shirten kan købes fra 10. oktober, og overskuddet går til indsamlingen mod kræft.

Positivt og varmt

Hvordan skaber man et kunstværk, der skal bruges i kampen mod kræft, og som både skal italesætte den frygtelige sygdom og samtidig være positivt?

Den opgave stod billedkunstner Cathrine Raben Davidsen overfor, da hun blev bedt om at skabe værket til årets Knæk Cancer t-shirt. Til at løfte opgaven gik hun sammen med det grafiske design studio L.A., som hun har arbejdet sammen med i flere år.

“Jeg brugte lang tid på research og på at se på billeder af kræftceller. Jeg endte med at tegne en figur, der omslutter sig selv og som tager vare på sig selv. Det kan godt ligne lidt et hjerte, der omslutter figuren, det er i hvert fald meget organisk,” siger Cathrine, og fortsætter:

“Jeg lavede flere udkast, og L.A. var med til at vælge det endelige motiv. Det er det blideste og mindst uhyggelige af de motiver, jeg tegnede. Jeg har det med at skabe nogle lidt uhyggelige figurer nogle gange, men det her skulle være positivt og varmt.”

skitser i Cathrine Raben Davidsens værksted
© chris1million
Cathrine Raben Davidsen

Cathrine Raben Davidsen foran et af sine mange værker i hendes værksted i Sølvgade.

© chris1million

Det handler om at være forbundet

Cathrine Raben Davidsen er en central kunstner på den danske kunstscene, som beskæftiger sig både med maleri, tegning, grafik og keramik.

Hun er repræsenteret på en lang række store kunstinstitutioner, heriblandt Statens Museum for Kunst, Kunsten i Aalborg og Trapholt, og netop nu er hun aktuel med en grafik-udstilling på Vendsyssel Kunstakademi. Derudover er hun Ridder af Dannebrog, og så driver og ejer hun sit eget værksted og den nyåbnede butik CRD studio i det indre København.

Hendes værker tager ofte udgangspunkt i transformation, forvandling og forbundethed, og det gælder også hendes værk til Knæk Cancer, der har fået titlen Above, Below, Beyond.

“Hovedtanken er, at verden hænger sammen i et stort kosmos, hvor den menneskelige verden er knyttet til et større univers. Når vi dør, bliver vi til natur, det er uundgåeligt. Det handler om at være forbundet, både som mennesker, men også med naturen og med noget, der er større end os,” siger hun.

Hendes tanker bag værket står på mærket på t-shirten, men forhåbentlig vil folk også finde på deres egen mening.

“Det er jo det, man håber på som kunstner: at værket sætter nogle tanker i gang.”

Knaek Cancer motiv

Cathrine Raben Davidsen har skabt værket til årets Knæk Cancer t-shirt. Motivet er en figur, der er omsluttet af en organisk form, der kunne ligne et hjerte.

© chris1million

Autentisk og tro mod værk

Ifølge tal fra Kræftens Bekæmpelse, får hver tredje dansker kræft inden, de er fyldt 75, og over 360.000 danskere lever i dag med en kræftdiagnose. Hvert år i oktober går Kræftens Bekæmpelse og TV2 sammen om Knæk Cancer Indsamlingen for at samle penge ind til kampen mod sygdommen. I samme ombæring er det blevet en tradition, at Bootz lancerer en t-shirt, hvor overskuddet fra salget går til indsamlingen.

I år suppleres t-shirten med en vandflaske med samme motiv af Cathrine Raben Davidsen.

Alt er gennemført

Hun fortæller, at hun har været med inde over hele processen fra ide til endeligt produkt – og det afspejler ret fint, hvordan hun normalt arbejder.

“Jeg har gjort mig virkelig mange tanker om denne her t-shirt. Alt omkring den er gennemført. Jeg laver ikke bare en tegning og sender ind, og så må de gøre, hvad de vil. Jeg har både været med til at vælge den præcise farve på t-shirten og helt ned til at vælge, hvilken tråd mærkaten er bundet fast med. Jeg kan godt lige at følge mine ting 100% til dørs.”

Det store Knæk Cancer-show bliver sendt 29. oktober på TV2, og t-shirten kan købes allerede fra 10. oktober hos Bootz.

“Jeg er helt vildt stolt af at have lavet t-shirten. Jeg synes, det er blevet så fint et produkt.”