© PR

Kay Bojesen-klassiker får vild forvandling i nyt kunstnersamarbejde med Leif Sylvester

Den kendte multikunstner har sat sit særlige præg på de ikoniske træfigurer, der næsten ikke er til kende med deres nye farver.

Mange - hvis ikke de fleste - designinteressede danskere er bekendte med Kay Bojesens ikonisek træfigurer, der første gang blev præsenteret i 1951 med aben. Den er siden blevet et verdenskendt designikon og har fået flere søskende som elefanten, næshornet og ikke mindst sangfuglen.

Sidstnævnte har nu fået noget af en kunstnerisk forvandling, der giver den klassiske træfigur et helt nyt, og meget mere legesygt, udtryk. Fuglen er nemlig kommet i hænderne på multikunstneren Leif Sylvester som allerførste samarbejde i den helt nye kunstserie fra det danske brand.

Og matchet mellem de to er mere oplagt, end du måske skulle tro.

LÆS OGSÅ

Leif Sylvester, der har været aktiv som maler, musiker, skuespiller og digter siden 1960'erne, er særligt kendt for sin figurative kunst, der næsten altid skildrer dyr eller mennesker. Og netop det figurative også det, Kay Bojesens kreationer er blevet verdenskendt for.

Valget af fuglen er heller ikke tilfældigt. Leif Sylvester har en mangeårig fascination for fugle, der også går igen i mange af hans værker som symbol på frihed og løssluppenhed. Det beskriver også de tre nye fugle, der er blevet døbt Blue Eyes, Laughing Bird og Nightbird.

Det er dog langt fra første gang, at fuglen får nye farver. Gennem mange år samarbejdede Kay Bojesen med Sven Johansen, der farvelagde en lang række figurer – fra den røde garder til netop de farverige sangfugle.

Det bliver heller ikke sidste gang, at en af Kay Bojesens elskede figurer får nyt udtryk. Samarbejdet med Leif Sylvester markerer nemlig starten på en helt ny kunstkategori, der med tiden kommet til at rumme flere samarbejder med danske kunstnere. Hvem eller hvornår det bliver, er dog endnu ikke til at vide.

LÆS OGSÅ