Design Awards 2021
BO BEDRE hylder i samarbejde med Bolig Magasinet, Scandinavian Living og Costume Living det bedste design og de bedste designere i årets løb. I den forbindelse kåres Årets Kunsthåndværker. Se de nominerede her.
Sara Martinsen er ikke blot designer og kunstner, hun er også eventyrer og efterforsker. Hun tager i den grad ansvaret for planeten på sig, er optaget af, hvordan hendes egen skabertrang kan gøre verden smukkere og bedre uden at efterlade mere skrald på lossepladsen. En stille, men nødvendig opfordring til os alle om at søge en ny vej. Hun er fascineret af naturens materialer og skaber de smukkeste organiske værker og har blandt andet imponeret med udstillingen Phytophilia hos A. Petersen, hvor alverdens plantefibre er blevet til dekorative værker. Men tag ikke fejl, det er ikke kun smukt, der stikker en dybere mission om jagten på nye bæredygtige materialer under.
Esben Kaldahl er en ægte undersøger, og hans tilgang til keramikken er ingen undtagelse. Hans seneste værker Nymferne får beskueren til at stoppe op, undres og gribe ud. Og det er netop spørgsmålet om, hvorfor vi mennesker tiltrækkes af bestemte objekter og frastødes af andre, som fascinerer den ny-uddannede keramiker. Hvorfor er vi bare nødt til at tage en udvalgt sten med hjem fra stranden, og hvorfor glædes vi over at pakke et særligt kort ud af pakken. Hvad er det for en kemi, der opstår mellem menneske og objekt? Hans keramiske værker er håndmodellerede, og han går efter glasur, som får et nyt, overraskende udtryk i brændingen. Vi glæder os til at følge hans videre udvikling.
Som materiale er glas på en gang stærkt, buldrende varmt og voldsomt og samtidig uendeligt sart, spinkelt og sårbart. Den kontrast favner Nina Nørgaard i sine produktioner. De organiske former er fascinerende, og det samme er den farveleg, hun også står for. Vi er overbeviste om, at kaffen og champagnen smager bedre i et glas af Nina Nørgaard. Hun får os til at stoppe op, sætte tempoet ned, bringer os tilbage til nuet og sanseligheden. Det har vi brug for.
Skabertrangen og behovet for at arbejde med skønhed fik Kigge Hvid til at etablere designstudiet JA. Her trækker hun de store visioner, hun i mange år har arbejdet med, helt ned på arbejdsbordet. Hun går på opdagelse i naturen, finder sit materiale i form af blomster, stængler, rødder og farver, koger og steger dem til udfordrende kunstværker, som skal sætte vores forhold og ansvaret for naturen til debat. Hvordan ser den egentlig ud, hvor kommer vi selv fra, hvor er vi på vej hen, og kan vi i det hele taget tillade os at fange naturen i en lille glasmontre? Kigge Hvid er fuld af overraskelser – det samme er hendes poetiske kunstværker, som stiller de helt store essentielle spørgsmål.