Bænk, slagbænk, højbord, børnemøbel, lampe og spisebordsstol.
Alle seks møbler kan Amanda Lilholt skrive på CV'et efter deltagelsen i Danmarks næste klassiker 2025.
Som hun vandt.
Den bænk, Amanda designede til Hovedbanegårdens venteområde tog nemlig dommerne med storm og endte med at blive kåret som årets vinderdesign.
Det var dog ikke kun bænken, der høstede ros og anerkendelse.
Hvis du forelskede dig i Amandas øvrige designs, har vi gode nyheder.
I kølvandet på sejren har Bobedre.dk nemlig talt med den fremadstormende designer, der fortæller, at flere af hendes designs fra programmet er på vej i produktion:
– I kan glæde jer over, at mit børnemøbel formentligt kommer i produktion senere i år – det arbejdes der på allerede nu. Derudover arbejder jeg på at få min stabelbare spisebordsstol i produktion, og så lancerer jeg en ny sovesofa i maj, som er den ultimative sovesofa. Den glæder jeg mig til at vise frem, fortæller Amanda.
Hvad tænkte du, da du blev afsløret som vinder?
– Jeg blev enormt rørt over at blive kåret som vinder og stod med en stor taknemmelighedsfølelse. Jeg kiggede hen på min kæreste og søn, og så begyndte tårerne at presse sig på. Så mange måneders hårdt arbejde, der gik op i en højere enhed.
Hvilket design så du ellers som den største konkurrent til titlen som vinder?
– Jeg synes hver og en fra programmet har lavet fantastiske møbler, så jeg kan ikke pege på et specifikt møbel. Jeg er beæret over at have haft så dygtige designere ved min side under programmet.
Har du lært noget særligt ved at være med?
– Jeg er blevet bekræftet i, at vi ikke kan løfte en opgave alene. Fællesskabet og det at arbejde sammen indenfor forskellige fagligheder er nøglen til de bedste designs.