Arne Jacobsens ikoniske Syver-stol fås nu i nye versioner i tyk velour i farverne lala Barberry (rød) og lala Caspian (blå). Den røde har en synlig kant i lakeret træ, mens den blå er helpolstret. Bag det nye look står kvinden bag modebrandet Lala Berlin, Leyla Piedayesh, som selv var tilstede ved afsløringen af designet i Fritz Hansens showroom i København. – Da jeg blev spurgt, om jeg ville skabe et nyt look til et af Arne Jacobsens møbler, var jeg straks med på det. Det har været en utroligt spændende opgave, forklarer Leyla Piedayesh. Blå helpolstret, 5595 kr., rød med polster til kant, 4595 kr., Fritz Hansen.
Opal Shade er en tilføjelse til Ferm Livings serie af lamper, man kan samle, som man vil. Opal Shade fås i tre former, Elipse, Sphere og Tall (på billedet), der alle er udført i opalglas. 899 kr., Ferm Living.
Balun er kroatisk slang for en bold, og det navn er jo ganske passende til denne lampe fra kroatiske Grupa Products. Fås både som gulvlampe og pendel. Fra 4499 kr., Grupa Products.
Imago er en spejlskulptur, hvis formål er at være en daglig nydelse for øjet. Den er designet af designstudiet Pederjessen, der forklarer, at navnet kommer fra det sidste stadie i et leddyrs forvandling fra puppe til insekt. Fås i messing eller rustfrit stål, fra 2000 kr., Mater.
Tama Living er en modulsofa, der består af både siddemoduler, chaiselong og bakker, der kan kombineres efter behov. Fås i en række tekstiler samt læder, og prisen afhænger derfor af opstilling samt polstring. Walter Knoll.
Ib Antoni er i dag næsten ukendt, men i slutningen af 1960'erne var han en af tidens mest efterspurgte visuelle kunstnere. Nu har Le Klint fundet en af hans lamper frem fra familiens arkiv – den charmerende og grafisk skarpe Antoni. H 35 x diam. 20 cm., 2995 kr., Le Klint.
Hans J. Wegners U-Chair kan nu fås i præcis de farver, Hans J. Wegner forestillede sig. Baggrunden er en grundig kortlægning af farverne ud fra skitser og farveprøver, hvilket har ført til seks farver, orange, blå, khaki, opal, sort og hvid, der er præcis som Wegner ville have, at de skulle være. Fra 4700 kr., Getama.
Radar Side Table er praktisk og elegant designet til at være en lille hjælper ved sofaen. Fås i bl.a. rød, grøn pink og grå. B 24,5 x h 54 x d 36 cm, 2195 kr., Nomess Copenhagen.
Norm Slate Bench, design af Norm Architects, produceret af Gudnason Stenhuggeri, udført i norsk skifer.
Trædesten, design af Cecilie Manz, til at sidde på, lege på osv.
Watching Birds, design af Ditte Hammerstrøm, produceret af JM Rør. En bænk med et kunstigt træ, hvor man kan hænge sine fuglekugler og se på fuglene.