100 designikoner
Et ægte ikon går hen og bliver mere og mere attraktiv med alderen. Her viser vi dig 100 af slagsen.
Af — 28. august 2013
Eero Saarinen tegnede Tulipanstolen for møbelfabrikken Knoll i 1957. Fra 9200 kr. uden armlæn, med armlæn 11.300 kr., skammel fra 5800 kr., Knoll International/Illums Bolighus.

Componibili er Kartells mest solgte vare i Danmark og desuden udstillet på de anerkendte museer MoMA, Museum of Modern Art, i New York og Centre George-Pompidou i Paris. Fra 540 kr., Kartell.

Funktionalistisk skrivebord bestående af en kassette-formet overdel af træ med indfældede skuffer og et understel af stål. Skrivebordet er tegnet af den danske arkitekt Bodil Kjær.

Designet af lampen med de mange skærme og det blændfrie lys viste sig at være en rigtig god idé: Der hænger i dag en PH 5 i ca. hvert andet hjem i Danmark. Poul Henningsen var en sand pioner inden for belysningsteori, hvad angår struktur, skygger, blænding og farvegengivelse sammenholdt med menneskets behov for lys. 3995 kr., Louis Poulsen.

Kivi-stagen har hverken noget med en lodden frugt eller en newzealandsk fugl at gøre. På finsk betyder kivi sten. Orvola er en af finsk designs bærende kræfter med en baggrund i glas, keramik, tekstil og støbejern. Han designede Kivi-stagen i 1988 for den finske design-virksomhed Marimekko, og den fås i dag i 23 farver. 99,75 kr., Iittala.

Den verdenskendte stol kom allerede til verden i 1917 og var et sandt særsyn for sin tid. I 1918 fik den sin farveholdning, da han blev inspireret af De Stijl-gruppen, som var en hollandsk, kunstnerisk gruppe, der blev grundlagt i 1917, og som bl.a. maleren Piet Mondrian var medlem af. Gruppen arbejdede med elementer som primærfarver, rette linjer og kvadrater. 16.053 kr., Cassina/3 Falke Møbler.

Sofaen Charles succes gennem mere end 10 år kan tilskrives både den nu legendariske sofas form og æstetiske styrker. Sofaen er bygget op af moduler, hvilket giver et væld af variationsmuligheder. Fra 32.210 kr, B & B Italia/3 Falke Møbler.

En mellemting mellem et kunstværk og et stykke arkitektur. Sådan beskrives den finske designer Eero Aarnios stol Ball Chair ofte. Designeren skabte den til sit eget hjem uden for Helsinki, og stolen kaldes også Globe Chair pga. dens form. 45.000 kr., Adelta/Illums Bolighus.

Sofaen blev designet tilbage i 1962 og redesignet i 2004 af Robin Day, da han var 89 år. I serien Club fås både lænestol, to- og trepersoners sofa og både med stof- og læderbetræk. Trepersoners sofa i læder, 31.000 kr., LOFT Int Ltd/DDR.

Glasfiberstolen var intet mindre end en revolution for sin tid, da den i 1948 kom til verden. På grund af miljøhensyn produceres stolen i dag i plast (polypropylen), men du kan stadig være heldig at støde på de originale stole (se fx ddr.dk). Stolene fås i seks farver med seks forskellige benstel, hvoraf eiffelstellet er det mest kendte. 1915 kr., Vitra/Paustian.

Arne Jacobsen vandt i 1961 konkurrencen om at tegne Nationalbanken i København. Tanken var at bygge alle rør ind i væggen, hvilket var helt nyt på daværende tidspunkt. Jacobsen faldt for idéen om en helt ny form for armatur. Efter Jacobsens død i 1971 blev Vola-serien videreudviklet og er i dag det foretrukne armaturvalg for arkitekter og designinteresserede. Fås i 19 farver. Fra 3700 kr., Vola.

Sammen med Eames var Nelson en af grundlæggerne af den amerikanske modernisme. Skrivebordet med de farvede skillerum var oprindeligt tænkt som et skrivebord til kvinder, men er lige beundret af begge køn. 32.832 kr., Vitra/Paustian.

Louis Ghost af Philippe Starck, 2004 Louis Ghost-stolen er en moderne fortolkning af et barokmøbel, der med sine svungne former er støbt i et stykke plast (polykarbonat). Stolen er stabil, kan stables, stå ude som inde, og den er et elegant og ironisk bidrag til nyere tids designarv. 1840 kr., Kartell.

Skålen var fra sin fødsel i 1953 så populær, at pakkeri-damerne på fabrikken Glud & Marstrand stjal dem med hjem i deres bher. Skålen blev produceret frem til 1965. Find krenitskåle på auktion eller marked.

Englænderen Jasper Morrison (f. 1959) fik sit gennembrud i begyndelsen af 1980erne med sine eksperimenterende møbler, og han har siden gjort sig bemærket som en minimalistisk møbeldsigner, hvilket han i høj grad levede op til i 1999, da han designede Air Chair for Magis. Hans arbejde beskrives ofte som ydmygt, men med en høj grad af originalitet. 816 kr., Magis/Kasthall.

Minima er en glasserie skabt til det moderne menneske, der ønsker gennemtænkt funktionalitet. Cecilie Manz har taget udgangspunkt i et helt basalt formsprog, der undsiger alle overflødige detaljer. Formen på vandflasken er inspireret af en god gammeldags mælkeflaske. Flasken kan stå i lågen i køleskabet og har praktisk låg med tætnende gummiring. Fra 169 kr., Holmegaard.

Det blå blomstermønster er et af de første mønstre, som Royal Copenhagen tog til sig, da fabrikken blev grundlagt i 1775. I år 2000 skabte designstuderende Karen Kjældgård-Larsen Musselmalet Mega (th.), som blev en kæmpesucces. Fra 329 kr., Royal Copenhagen.

Termokanden fra 1977 bliver af mange kaldt Stelton-kanden, selv om den faktisk ikke har et officielt navn. Det er en udødelig klassiker fra en tid, før stempelkaffen gjorde sit indtog. Kanden er Steltons mest solgte produkt på verdensplan.Den fås i omkring 20 farver, og flere kommer til, efterhånden som moden skifter. 469,95 kr., Stelton.

Inspireret af den såkaldte frie kunst satte Finn Juhl sig i 1941 til tegnebordet for at skabe en sofa til sit eget hjem. Sofaen fik sit kælenavn Poeten efter Jørgen Mogensens tegneserie Poeten og Lillemor. Fra 36.765 kr., One Collection.

Den amerikansk designede røremaskine har kun været på det europæiske marked siden 1991, men siden har den fået stor succes som en funktionel prydgenstand i de åbne køkkener. Mikseren blev udviklet allerede i 1919, men redesignet i 1944 til den form, vi kender i dag. Motoren på 300 watt er uændret, og der kommer løbende nye farver og maskiner til. 4599 kr., Kitchen Aid/Thuesen Jensen.

Køleskabet med de blødt afrundede former og de næsten slikagtige farver er efter sigende designet af virksomhedens grafiske afdeling. Køleskabet har en tyk overfrakke, der giver det buttede udseende, og det medfører, at skabet fylder en del i forhold til kølepladsen på hylderne. Fås i fem størrelser og ni farver. Fra 9999 kr., Witt.

Idéen til verdens nok mest berømte citruspresser kom efter sigende en dag, da Philippe Starck spiste en portion blæksprutter med citron. Han begyndte at tegne blæksprutter på en serviet, hvilket til sidst blev skitsen til Juicy Salif. Servietten sendte han til Alessi, og resten er historie. 430 kr., Alessi.

Per Lütken (1916-1998) har tegnet omkring 3000 glas og var tilknyttet Holmegaard i fem årtier fra 1942 til 1998. Hans Provence-serie med de buede former er blevet en klassiker. Fra 299 kr., Holmegaard.

Det siges, at Ball Clock blev kreeret af arkitekt Buckminster Fuller og designerne Isamo Noguchi, Irving Harper og George Nelson en aften under tæt druk i 1947, men Irving Harper insisterer dog på, at det ene og alene var hans idé. Striden om tilblivelsen skyldes måske, at George Nelson foretrak, at design blev kendt under firmanavnet. 1973 kr., Vitra/Paustian.

Nanna Ditzel designede serien af trisse-møbler til sine egne børn. Møblerne var inspireret af en garntrisse. Skamler og bord fås i dag i massiv bøg, massiv eg og i sort- og rødbejdset ask. Skammel, 2394 kr., bord, 3518 kr., Snedkergaarden, Them A/S.

Charles-Édouard Jeanneret, kendt som Le Corbusier, arbejdede som byplanlægger, arkitekt og designer. Han havde ingen formel uddannelse, men kom alligevel, som få, til at præge sin tid. Den minimalistiske funktionalisme, der kendetegner hans arkitektur, gennemstrømmer også hans møbeldesign. 32.060 kr., Cassina/3 Falke Møbler.

Trip Trap begyndte som et trappe- og gulvfirma, men da stifteren, Ib Møller, i 1970erne så et maleri af Drachmanns hus, hvor der stod en bænk, blev han forelsket i bænken og ville have en lignende model til sit hus i Skagen. 5795 kr., Trip Trap.

Stolen var en videreudvikling af skalstolen Myren. Syveren, eller 3107, som den også hedder, blev præsenteret på udstillingen H 55 i Helsingborg og er ikke kun en af de mest populære stole på det danske marked. Med et salg på mere end 150.000 eksemplarer om året, er Serie 7 en af de mest solgte stole i verden. Fra 3303 kr., Fritz Hansen.

Thomas Pedersens moderne fortolkning af gyngestolen er Stingray-stolen. Jeg er inspireret af rokkens bølgende bevægelser, når den svømmer i vandet, siger designeren. Stolen er i år kommet både i polstret og i finér. Fra 18.723 kr., Fredericia Furniture.

Bestikket blev udviklet i til SAS Royal Hotel i København og blev i begyndelsen brugt i hotellets restaurant. Gæsterne kunne imidlertid ikke vænne sig til den specielle udformning, og AJ-bestikket blev hurtigt udskiftet med et mere konventionelt design. Fra 139 kr., Georg Jensen.

Resultatet af arkitekt Mogens Lassens opgør med den herskende krummelurede og pyntede stil blev en lysestage skabt med nærmest matematisk præcision. Stagen var forbeholdt Lassens familie, indtil barnebarnet Søren Lassen i 1980erne gav Paustian lov til at sælge den. Den terningeformede ramme er skabt af 12 lige store stykker jern, der er svejset sammen. Til sidst er lyse- holdere sat på, og den fås også til et eller otte lys. 795 kr., by Lassen.

En kugle og en halvkugle er sat sammen, resultat: en blændfri lampe, der fik navnet Flower Pot, da den lignede en blomst, der gav lys. Flower Pot fås i dag i 10 farver, i børstet og poleret stål, i bordlampe og i en megaudgave. 1295 kr., Unique Interieur.

Ud over møbeldesign har designeren Arad også stået bag arkitekturprojekter som Tel Aviv-operaen i Israel. I et interview blev han engang spurgt, hvad han frygter ved fremtiden. Jeg er bange for kedsomhed, jeg er mørkeræd og bange for døden. Jeg prøver at undgå alle disse ting, sagde Ron Arad. 1924 kr., Vitra/Paustian.

Designerparret Ray og Charles Eames var særligt kendt for at bringe leg ind i deres design. De designede oprindeligt Hang it all, for at det skulle være sjovt for deres datter at hænge hendes ting op og holde orden. Men de runde kugler i ni farver appellerer mindst lige så meget til voksne, og knagerækken er i dag stadig utrolig populær. 1910 kr., Vitra/Paustian.

Den spanske stol er Børge Mogensens mesterlige fortolkning af en traditionel stoletype, som du kan støde på overalt i de gamle islamiske kulturområder fra Andalusien til det nordlige Indien. Inspirationen fandt Børge Mogensen på en rejse til Spanien i 1958. Han moderniserede formen, men holdt fast i det væsentlige: de brede armlæn. 16.802 kr., Fredericia Furniture.

De fleste danskere har sandsynligvis spist ved dette bord, der kom i sort i 2005 for at fejre 100-året for Piet Heins fødsel. Fås med bordplade i hvid, grå, sort, birk, lys eg og valnød og bordplade i flere størrelser. 9966 kr., Fritz Hansen.

Wegners moderne udgave af en øreklapstol er mere åben og indbydende end sine historiske forgængere. Armlænene er skåret fri af sædet, så du kan dreje dig frit i stolen. Stolen er ifølge producenten uopslidelig, og det tager én mand to uger at polstre den med blandt andet hestehår. Fra 82.500 kr., PP Møbler.

På en rejse til Japan havde B&Os udviklingschef Jens Bang set tidens nyeste opfindelse: cd-afspilleren. Resultatet blev Beocenter 9000 med indbygget radio, båndoptager og cd-afspiller. Fra 3000 kr. brugt, Bang & Olufsen.

De fleste har siddet på denne ikoniske skammel. Denne finske klassiker er dog populær i hele verden. Den hedder egentlig Stool 60, og den mest almindelige udgave er fremstillet i lakeret birk den fås desuden med polstret sæde. Fra 1261 kr. i birk, Artek/Paustian.

I dag er det nærmest en selvfølge, at de møbler, vi omgiver os med, er multifunktionelle og kan ændres efter behov. Det var langt fra tilfældet i 1982, hvor Peter J. Lassen designede Montana-reolen. De 42 moduler i fire dybder, 43 lakfarver og seks finértyper giver over 5 milliarder kombinationsmuligheder. Fra ca. 2000 kr. pr. modul, Montana.

Den lille bordlampe er blevet berømt som stilikon for Bauhaus-stilen. Foden er fremstillet i glas eller krom, og lampeskærmen er lavet af opalglas. Den kan i år fejre 85-års-fødselsdag, men er populær som aldrig før og indbegrebet af moderne design. Ca. 1500 kr., Tecnolumen.

Storia-stellet refererer med sine svungne hanke til 1920ernes elegante art deco-stil. Tepotten er blevet et ikon på dansk kunsthåndværk. Tepotte, 449 kr., de øvrige steldele fra 99 kr., Kähler.

Ingo Maurer kom til verden i 1932 og er søn af en fisker og en opfinder, og måske har han arvet mest fra sin opfindermor. I hvert fald er hans Zettelz-lampe nyskabende. Glas, stål og japansk papir danner en fuldendt skærm til denne absolut innovative lampe, hvor der medfølger 40 stykker papir uden tryk samt 40 stykker med tryk. 7775 kr., Superstudio.

Den allestedsnærværende Margrethe-skål er opkaldt efter vores nuværende dronning, Margrethe den Anden, som er niece til grev Bernadotte. Den er praktisk og solid. Skålen rummer fx 1,5 liter, fås i 11 farver og i stål. 99,95 kr., Rosti/F & H.

De store, farvestrålende valmuer har banet vejen for den finske modevirksomheds succes på boligfronten, til trods for at Marimekkos grundlægger havde bandlyst blomstrede tekstiler. Da Maija Isola, i protest mod den regel, designede tekstilet, var det i en tid med popart, og det ses helt tydeligt på formsproget. 349 kr. pr. meter,Marimekko/Match Interieur.

Sofaen blev sat i produktion i 1945 af Fritz Hansen, men solgte ikke særlig godt. I 1960erne bliver den sat i produktion igen og får i denne omgang sit gennembrud. I dag producerer Fredericia Furniture sofaen. Fra 33.000 kr., Fredericia Furniture.

72 blade er placeret forskudt på 12 stålbuer, så pæren ikke er synlig fra nogen vinkel, og lyset dermed ikke blænder. Lampen har taget navn efter sin fætter i naturen en grankogle. Den fås i kobber eller rustfrit stål, børstet og lakeret, og i hvid. Fra 44.995 kr., Louis Poulsen.

Udgangspunktet for Ax-stolen var at tegne et møbel, der både var godt at sidde i og smukt og enkelt at se på. Stolen er tegnet med forbillede i Ray og Charles Eames design og er inspireret af konstruktionsprincippet i en trætennisketsjer: en dobbeltkrum form, der er bøjet i lamineret træ. Ikke længere i produktion, men fås af og til på klassik.dk, antikvitet.net og bruun-rasmussen.dk.

Den franske designer Pierre Paulin har designet i over 60 år og skabt flere ikoner som Orange Slice, Tongue, Butterfly og Mushroom. Hans skulpturelle møbler har solgt godt gennem alle årene. Fra 33.913,50 kr., Artifort/Witehauz.

Den tidløse Arco-lampe er en af de bedst sælgende lamper i verden. Designet er både ekstremt dominerende og på samme tid funktionelt. Den lange arm med marmorklodsen som anker for den elegante stålkugle kræver selvsagt et rum af en vis størrelse. 12.843 kr., Flos.

Læderstolen med det lette udtryk blev lanceret på den tredje Salon de Artistas Decoradores-udstilling for industrielt design i 1940 i Buenos Aires, og den blev med det samme et hit. Op gennen 1950erne blev der produceret mere end fem millioner af designer Jorge Ferrain-Hardoys stol, der også kaldes Sommerfugle-stolen, Hardoy-stolen og BKR-stolen. Flagermusen blev oprindeligt produceret af den amerikanske møbelfabrik Knoll. Fra 3200 kr. i stof, Basalt Indretning.

Dimensionerne og nogle af de geometriske former i Utensilo er gentaget af Dorothee Maurer Becker fra et stykke legetøj, hun designede til sine børn. Utensilo fås i rød, hvid og sort i to str. Fra 1920 kr., Vitra/Paustian.

Den enkle Ikea-sofa Klippan blev præsenteret på forsiden af Ikea-kataloget i 1980. Sofaen er både børnevenlig og smart. Derfor har sofaen en solid ramme, runde hjørner og vaskbart betræk. Fra 1499 kr., Ikea.

Ole Palsbys design er kendetegnet ved den store enkelhed og klarhed i form og konstruktion. Han er dybt påvirket af det zeninspirerede, japanske køkken, hvor mad og redskaber går op i en højere enhed. Fra 379 kr., Eva Denmark.

Den på samme tid elegante og afslappede briks med læderbetræk og polsterknapper er blot et af Poul Kjærholms mange signaturprodukter. Designeren havde en stor forkærlighed for stål og skind, og de to materialer går igen i flere af hans mest eftertragtede design. Briksen er en del af den nye indretning på det anerkendte kunstmuseum Museum of Modern Art, MoMA, i New York. 78.321 kr., Fritz Hansen.

Stolen er blevet et ikon for Kjærholms design, der rummer mange kendte klassiskere. Alle samlinger er synlige, og det er et af kende-tegnene for arkitektens værker. Bagbenene strækker sig en smule bagud, når du sætter dig i stolen, og den fjedrende effekt gør stolen behagelig at sidde i til trods for det lidt kvadratiske udseende. Poul Kjærholm var i øvrigt elev på Hans J. Wegners tegnestue. 22.034 kr., Fritz Hansen.

Inspirationen til stabelstolen Trinidad kom fra udsmykninger på afrikanske stammers hud, som Nanna Ditzel så i en bog. Siddekomforten er i top, og stolen fås med og uden armlæn i bøg, kirsebær, ahorn eller lakeret i ni farver. Den har vundet ID-prisen i 1995 og fås i dag også som barstol. Fra 3356 kr., Fredericia Furniture.

En slidstærk og klassisk metervare så dagens lys i 1964 og har siden været det foretrukne valg for store møbel?rmaer som fx Moroso, Cappelini og Fritz Hansen. Metervaren har fået miljømærket EU-Blomsten, da det er miljøvenligt produceret. Hallingdal fås i 62 farver. 715 kr. pr. meter, Kvadrat.

Historien går, at Erik Hansen kontaktede Le Klint, da han havde designet Sax-lampen, LK 332, men manglede en skærm til den. Daværende direktør Jan Klint syntes imidlertid så godt om lampen, at den blev sat i produktion. Le Klint.

Mulighederne er utallige med Mogens Kochs reol-system. Serien fås i lys eg, fyr, ask, mahogni, oregonpine, kirsebær og teaktræ. I 1991 fik reolsystemet ID-prisen, som gives for design, som har været fremstillet uændret i mere end 25 år. Fra 7225 kr., Rud Rasmussens Snedkerier.

Stolen med navn efter den sydfynske by blev designet helt tilbage i 1914 til Faaborg Museum. Kaare Klint var både arkitekt og professor, og han var kendt for at skabe menneskevenlige møbler, gedigne stykker håndværk i en enkel stil med vægt på det funktionelle. Klints stil kommer tæt på tidløs, og Faaborgstolen er det ældste møbel, som Rud Rasmussens Snedkerier fortsat har i produktion. 31.675 kr., Rud Rasmussens Snedkerier.

Designet er revolutionerende, og stilen nærmest tegneserie-agtig. Sæde og ryg er i stål og beklædt med flammehæmmende skum. Siderne i lakeret plast fuldender det buttede udtryk. Fås også som sofa, og med betræk i et væld af forskellige farver. Fra 20.560 kr., Moroso/Punktum.

Stålserien Cylinda Line tegnede Arne Jacobsen med udgangspunkt i cylinderen som geometrisk form. Den originale serie var på 18 produkter, der alle havde forskellig funktion, men med fælles form og udtryk. Fra 379 kr., Stelton.

En stol i ét stykke uden samlinger og i ét materiale var ideen bag Panton-stolen, der blev tegnet i 1956, men først produceret fra 1965. Stolen var en sensation. Idéen udsprang af arbejdet med Myre-stolen på Arne Jacobsens tegnestue, hvor Panton arbejdede. Fås i dag i sort, rød, blå, hvid og gul. Fra 1779 kr., Vitra/Paustian.

Koppel arbejdede især med at skære ind til benet i sit sølvarbejde for Georg Jensen. Koppel var lidt af et enfant terrible i sin tid, da han vægtede æstetik højere end funktion. De svungne former i hans design var inspireret af kvinder. Formerne ser ganske enkle ud, men bag fiskefadet ligger fx 500 arbejdstimer for en erfaren sølvsmed. Det giver den meget høje pris. Kande, 220.000 kr, fiskefad, 850.000 kr., Georg Jensen.

Serien af kontakter blev lanceret i 1981. Som noget helt nyt dengang kunne du med Fuga få samme designudtryk på alle udtag. Der er siden da solgt over 100 millioner Fuga-kontakter og strømudtag. Fra 199 kr., Lauritz Knudsen.

Eames-parrets loungestol, der havde 50-års-jubilæum i 2006, har holdt en utrolig popularitet gennem hele sin levetid. Det allerførste eksemplar af Lounge Chair står fortsat i Charles og Ray Eames hjem i Californien. Stol, 41.259 kr., skammel, 14.528 kr., Vitra/Paustian.

Gennem karrieren designede finske Aalto både lamper, bygninger, møbler og glas, men Aalto-vasen er hans mest kendte design. Vasen er efter sigende inspireret af formen på eskimokvindens skindbukser, når hun står op, men kan lige så vel have taget form fra en af Finlands mange søer. Glasvasen er udstillet og kendt verden over og har i den grad sat Finland på design-landkortet. Pris fra ca. 500 kr., Iittala.

Et bukket stålrør af høj æstetisk værdi. I begyndelsen af 1960erne assisterede Holscher sin lærermester, arkitekt Arne Jacobsen. Her fattede Holcher interesse for mulighederne med jern og stål. 875 kr., Sanistål.

Dette elegant kurvede dørhåndtag er ligesom Arne Jacobsens stole Svanen og Ægget oprindeligt tegnet til SAS Royal Hotel i 1956. Selv om dørhåndtaget efterhånden har en del årtier på bagen er det stadig lige aktuelt. Fra 1155 kr., Carl F. Petersen.

Da italienske B & B Italia begyndte med møbelserien Up i 1969, vidste de sandsynligvis ikke, at serien ville vokse til at rumme syv modeller i forskellige størrelser og blive en verdenskendt succes. Fra 21.449 kr., B & B Italia/3 Falke Møbler.

Wiggle Side Chair er skabt af 60 lag sammenpresset bølgepap og var egentlig et eksperiment fra arkitekt Frank Gehrys side. Men allerede ved præsentationen i 1972 var interessen så overvældende, at Frank Gehry kort efter kaldte stolen tilbage af frygt for at blive mere kendt som møbeldesigner end som arkitekt, da arkitekturen var hans egentlige lidenskab. Stolen blev dog siden sluppet løs igen. 5005 kr., Vitra/Paustian.

Miss K er en nyfortolkning af den klassiske bordlampe, men i kraft af, at den er udført i plast (polykarbonat), får den et moderne udtryk. Lampen fås både i rød, sort og transparent, men da inderskærmen er behandlet med en særlig reflekterende overflade, bliver lyset ikke farvet, selv om skærmen er kulørt. Lampen bliver først transparent, når du tænder den, og giver et almindeligt, hvidt lys. 1785 kr., Flos

Corona minder om den menneskelige anatomi med sine overdimensionerede og fritstående ribben. I 1964 var stolen lidt for avanceret for sin tid. Salget startede tungt, og den blev først ekstremt populær i 1990erne. 33.579 kr., Erik Jørgensen.

Ægget er ikke bare et ikon for dansk møbelkunst, stolen er også gennem årene blevet et globalt designikon. Den ekstremt skulpturelle stol blev oprindeligt designet til SAS Royal Hotel i København, men er 50 år efter mere populær end nogen sinde. Ægget kan nydes i hele verden på berømte og eksklusive steder som fx National Art Center in Tokyo og diverse designhoteller. Fra 58.194 kr., Fritz Hansen.

De svungne former og det enkle formsprog har gjort loungestolen Pernilla til en kær klassiker. Stolen er tegnet af svenske Bruno Mathsson (1907-1988), hvis møbeldesign og arkitektur var med til at definere den svenske stil i årene før og efter anden verdenskrig. Han tog udgangspunkt i de gamle svenske håndværkstraditioner, og hans arkitektur er kendt for at tage hensyn til sine omgivelser. Fra 11.000 kr., Bruno Mathsson International.

Kay Bojesen var sølvsmed, men blev med sine træfigurer kendt som en af dansk kunstindustris store pionerer. Aben er skabt i 1951 og blev efterfulgt af bjørnen og elefanten. Kay Bojesen ønskede ikke, at dyrene skulle ligne deres levende forbilleder. 699 kr., Rosendahl.

Stellet er skabt ud fra formerne en cirkel, en firkant og et rektangel, da den finske skaber Kaj Franck stræbte efter at skære ind til benet i sit design. Desuden kan stellet stables, hvilket var nyt for sin tid, og flere af delene er multifunktionelle. Fås i dag i hvid, sort, mørkeblå, olivengrøn, brun, turkis og sand. Fra 99,75 kr. til 399 kr., Iittala.

Til dem, der vil holde styr på ting som tid, luftfugtighed og temperatur er Georg Jensens vejrstation et must. Her er ur, barometer, termometer og hygrometer pakket ind i stål med sort finish. Fra 599 kr. pr. stk, Georg Jensen.

En klar kugle med indbyggede reflektorer udgør VP Globe, som i tændt tilstand minder om en svævende sæbeboble. Lampens dekorative effekt er større end den funktionelle, da skærmene gør, at der kommer en uoplyst, rund plet lige under lampen. Det værste for mig ville være, at jeg har en bestemt stil. Det ville betyde, at jeg var stoppet med at eksperimentere, sagde Verner Panton i 1968. Fra 7995 kr., Verpan.

Hverdagen er af stor betydning for keramiker Ole Jensen, der i 1997 designede stellet Ole. I Ole-serien udforskede Ole Jensen velkendte funktioner og skabte fx dørslaget, der også var en serveringsskål. Fra 179 kr., Royal Copenhagen.

Robert Dudley Best tegnede de første skitser til Bestlite som designstuderende i Paris og Düsseldorf. Lampen introducerede Bauhaus-stilen i England, og det var svært at finde en villig producent. Den blev derfor produceret af det lille familiefirma Best & Lloyd, men da lampen blev fremhævet i det anerkendte tidsskrift Architects Journal, fik verden øjnene op for lampen. Det endelige gennembrud kom, da Winston Churchill brugte den på sit skrivebord i forsvarsministeriet på Whitehall. 3795 kr., Gubi.

Det svenske telefonfirma L.M.Ericsson, i dag SonyEricsson, ville i slutningen af 1940erne skabe en lille, let og brugervenlig telefon. Ericofonens kælenavn blev Cobra-telefonen pga. dens lighed med en cobraslange. Den fås på rigtigeting.dk og af og til på lauritz.com.

Bodums stempelkander har gennem årene konstant udfordret den klassiske kaffemaskine. Firmaet blev grundlagt allerede i 1944 i København af Peter Bodum. Det enkle formsprog blev et hit, og den viste chambord, som bygger på en fransk opfindelse, overtaget af Bodum, er den, de fleste kender. Stempelkanden er siden kommet til i adskillige variationer og er solgt i 60 millioner eksemplarer. I dag ligger Bodum i Schweiz og har udvidet sortimentet betydeligt. 399,75 kr., Bodum.

Den originale Vipp 15-spand, som Holger Nielsen designede til sin kones frisørsalon, er blevet verdenskendt og står i dag i hjem hos stjerner som Bruce Willis, Brad Pitt, Goldie Hawn og Courtney Cox Arquette. Hr. Nielsen producerede fire spande om dagen, i dag er tallet 400. En Vipp 13-pedalspand optræder i den nye Disney-film Enchanted (Fortryllet, red.). 1895 kr., Vipp.

Den stramme, geometriske opbygning af denne stol gør den til et grafisk stærkt møbel, og sandsynligvis er det en af grundene til, at stolen stadig virker moderne i dag. Siddeskallen er overflødig bred og peger opad som et flyvende tæppe, mens de tre let skrånende ben gør stolen nærmest svævende at se på. Målet med designet var at skabe en meget simpel skalstol for at kunne holde værksteds- og snedkerudgifterne nede. 16.681 kr., Carl Hansen & Søn.

Marcel Breuer høstede hård kritik for sin stol af bøjede stålrør, som var den første af sin slags. Stolen er skabt, så kroppen ikke kommer i kontakt med det kolde stål. Til en start hed stolen B3, men blev i 1960 sat i masseproduktion og kaldt Wassily efter den russiske kunstmaler Wassily Kandinsky. Fra 12.100 kr., Knoll International/Illums Bolighus.

Wegners mest solgte og kendte stol er Y-stolen. På Y-stolen udfører menneskehænder 170 operationer i fremstillingen. Det tager en time at ?ette sædet til en Y-stol, og der går 80 meter papirgarn til den. Der bliver lavet 17.000 om året, og mens Danmark aftager halvdelen, ?nder ca. 4000 eksemplarer vej til Japan. 4537 kr., Carl Hansen & Søn.

De klare farver karakteriserer Ursula-stellet, som var temmelig vovet for sin tid. Stellet er tænkt til at skabe en varm og venlig opdækning, hvor du blander farverne efter smag. Stellet er multifunktionelt, idet fx ovale tallerkner også kan være låg på skåle. 229 kr., Royal Copenhagen.

Stolen er designet i 1929 til den tyske pavillon på verdensudstillingen i Barcelona. Stolen er i dag et af de mest kendte designmøbler fra det 20. århundrede. Kun den originale Barcelona-stol bærer Ludwig Mies van der Rohes signatur i bunden. 41.135 kr., Knoll/Illums Bolighus.

Rosti-kanden blev skabt til at matche den kendte Margrethe-skål, og de fleste danskere har på et eller andet tidspunkt pisket flødeskum eller blandet majdrik i plastkanden. Rummer 1 liter, fås i 11 farver. 79,95 kr., Rosti/F & H.

Norman Cherner var både arkitekt og designer. Cherner Chair laves i dag som originalen fra 1958. De smukke kurver i sæde og ben er konstrueret ud fra de fineste finérprincipper, og det svungne armlæn er formet af ét stykke træ. Fra 8400 kr., The Cherner Chair Company.

Finérstolen Gubi Chair 1 blev til, da designgruppen Komplot opdagede og tog patent på en ny teknologi. 3-d-bukket finér blev kendt på Arne Jacobsens tid, da han designede stolene Myren og Syveren, men Komplot tog skridtet videre og har i kraft af nye teknologiske muligheder skabt en stol med halv så tyk en skal, men med samme holdbarhed. Fra 2817 kr., Gubi.

I ønsket om at skabe en let, transportabel hvilestol skelede professor Kaare Klint til en engelsk officerstol, han så i en rejsebog fra Afrika. Stolen består af bare 11 dele og kan skilles og samles uden brug af værktøj og endda pakkes sammen i et rør. Fra 4850 kr. i lærred, Rud Rasmussens Snedkerier.

Skrivebordslampen glimrede ved sin bevægelige arm og skærm, som gjorde brugeren i stand til at justere lyskilden efter behov. Idéen bag lampen kommer fra menneskets arm, hvor sidefjedrene refererer til musklerne, der sidder på hver sin side af knoglen for at skabe ligevægt. 798 kr., Anglepoise/Design By Us.

Stolens form og struktur er blevet mulig i kraft af ny teknologi. Den er lavet af to lag polypropylen, der er forstærket med glas?ber. Supernatural kan stables, stå ude, fås i fem farver og med ryg med eller uden huller. 975 kr., Moroso/Punktum.

Siddekomfort og æstetik går op i en højere enhed i Hans J. Wegners produkter og således også i Ox-chair, på dansk Oksen. Oksen fra 1960 er inspireret af Picassos værker og var tænkt som et innovativt møbel, der altså hentede noget af sin form fra et firbenet klovdyr. Oksen var en af Wegners personlige favoritter i privaten. 49.509 kr., Erik Jørgensen.

Da arkitekt Grethe Meyer skabte stellet Blåkant i 1965, blev det en kilde til inspiration for en hel generation af designere. Stellet har fået navn efter sin diskrete, men dog tydelige, dekoration den tynde, blå linje. Alt kunne stables til at passe ind i de små køkkener, der var mange af på den tid. Fra 139 kr., Royal Copenhagen.

Han spurgte sig selv, hvilken geometrisk form der havde den største kapacitet ift. overfadens størrelse, og kom frem til svaret: kuglen. Hertil satte han håndtag, prop, tud og en flad bund, og et ikon var født. Den første kuglekande er udstillet på MoMA, Museum of Modern Art i New York. 249 kr., Thuesen Jensen.

Det organisk formede sofabord med ahornstel og glasplade er halvt design, halvt kunst. Bordet består kun af en afrundet glasplade og to identisk udskårne træstykker. Fås også med stel i ask og valnød. Fra 12.882 kr., Vitra/Paustian.
