
I pagt med Vestkystens vildskab er sommerhuset designet til at udnytte vind og vejr
Med udsigt til Vesterhavet ligger et lavteknologisk vidunder af et sommerhus, der ikke lader sig kue af de til tider ubarmhjertige vestjyske vejrluner.
AfPå blæsende dage viser havet tænder, og den salte vind flår i marehalmen, hjælmen og tidslerne.
På en stille sommerdag kan solen derimod brage igennem, mens havet ligger blikstille for en stund.
Midt imellem klitterne med udsigt til havet gemmer sig et sommerhus, der ikke ser ud af meget, når man iagttager det udefra.
Det ydmyge ydre har været et bevidst arkitektonisk greb, så huset så vidt muligt falder i ét med omgivelserne.
– Ønsket var et hus, der kunne ophæve grænserne mellem ude og inde, og som kunne spille sammen med naturen. Vi ønskede ikke et prangende hus, men derimod et sted, hvor man kan nyde kvaliteterne i materialerne, fortæller ejeren af sommerhuset, der altid har haft en forkærlighed for det utilregnelige vilde vesterhavsmiljø.
Bordplade, køkkenvask og stænkplade er i bruneret messing, som ændrer karakter, når det bliver brugt. Skjolder og pletter bliver derfor
hilst velkommen, da det skaber tekstur og giver overfladerne et nyt udtryk over tid.
Uanset hvor du står i huset, er der kig til det fri landskab.
Fordi husets facade er relativt lukket, er temperaturen indenfor stabil, mens en luft til vand-varmepumpe sørger for gulvvarme, der kan styres via en app, så det er muligt at varme huset op inden ankomst.
Både for at spare på energien og for at gøre huset mere intimt, når man er alene eller blot er få mennesker på besøg, er huset delt op i tre afdelinger, der kan åbnes og lukkes ned efter behov.
Det giver en masse fleksibilitet i forhold til husets anvendelse, hvor der både er rum til at nyde omgivelserne udenfor alene og sammen med andre.
Hele vejen rundt om huset, er der skabt små hyggelige kroge, hvor der er rig mulighed for at nyde udelivet, når vejret indbyder til det. Når vindretningen skifter, eller solen flytter sig på himlen, venter en ny krog lige rundt om hjørnet.