Familien havde en drøm om at bygge et meget moderne hus, som skulle ligge så højt på grunden, at de også fik udsigten ud over landskabet og havet. Lokalplanen foreskriver grønne tage, og her er i stedet for græstag valgt stenurten sedum, der kan optage halvdelen af det vand, der falder på fladen og dermed aflaster kloakken.
Cedertræ, zink og beton er materialer, som falder fint ind i klitlandskabet her ved Vesterhavet på toppen af Jylland.
Derfor virker det nybyggede sommerhus på den kuperede grund heller ikke anmassende, og det er et helt bevidst valg for arkitekten bag huset, Lars Bo Poulsen, medlem af Danske Boligarkitekter.
Passer ind og larmer ikke
-Et sommerhus skal ikke råbe og skrige til omgivelserne, som jeg synes nogle af husene her i området gør med deres hvidmalede sternbrædder. Derfor har vi valgt materialer, der patinerer smukt og harmonerer mere ydmygt med landskabet. Og det gode er, at de stort set heller ikke kræver noget vedligeholdelse, fortæller arkitekten.
Se flere billeder fra huset her
Ejerne af sommerhuset er en københavnerfamilie med to teenagebørn. Manden i huset har tilbragt de fleste af sin barndoms sommerferier i Blokhus, hvor hans forældre stadig har sommerhus. Så for ham var der derfor – seriøst – kun ét sted i Danmark, hvor der kunne blive tale om at investere i et sommerhus.
Det er meget sjældent, at der bliver en tom byggegrund ledig i klitterne så tæt på havet, men muligheden for at få fingre i én bød sig, da hans forældre købte et gammelt sommerhus, hvor grunden kunne udstykkes i to.
Sommerhusbyggeri trak ud
Da parret købte grunden, havde de dog ikke drømt om, at deres børn skulle nå at blive teenagere, før frugten af købet kunne nydes. Den seje kamp begyndte inden kommunesammenlægningen, dengang Jammerbugt kommune hed Pandrup. Det første udspil fra kommunen lød på, at der kun kunne bygges på grundens laveste punkt – helt nede i gryden mellem klitterne.
- Og var det blevet slutresultatet, havde vi altså solgt grunden igen, lyder det bestemt fra parret.
De havde en drøm om at bygge et meget moderne hus, som skulle ligge så højt på grunden, at de også fik udsigten ud over landskabet og havet. Men gang på gang kom deres ønsker på tværs af, hvad de lokale myndigheder mente, der kunne lade sig gøre ifølge lokalplans snævre rammer.
Familien havde i starten et anerkendt københavnsk arkitektfirma på, men endte hos Lars Bo Poulsen i Aalborg, og det viste sig at være en fordel. Gennem møjsommelige forhandlinger med kommunen lykkedes det ham omsider at komme i land med et projekt, som alle parter kunne bifalde.
Se flere sommerhuse her
Ifølge lokalplanen skal alt byggeri holde sig under klithøjde. Derfor udelukkede kommunen, at der kunne bygges så højt, som ejerne egentlig gerne ville. Men det problem har arkitekten løst ved at bygge et hus i to niveauer, som forskyder sig og nærmest vokser opad og ind i klitten.
Kravene til taghældningen, som skal ligge mellem 15 og 35 grader, harmonerede heller ikke med ejernes drøm om et arkitektonisk spændende hus. Men i stedet for græstag, som de fleste andre huse i området, er valgt stenurten sedum, som giver et mere let og moderne udtryk, og som tilmed klimamæssigt er en rigtig god løsning, fordi det optager en stor del af regnvandet.
- Det kan godt være, at vi ikke fik det hus, som vi fra starten havde tænkt os, men vi er blevet rigtig glade for huset, som det står nu. Vi har holdt både jul og påske her og tager turen herop fra København i hvert fald en gang om måneden. Her er mindst lige så smukt om vinteren som om sommeren, og der er noget helt specielt ved at ankomme en efterårs- eller vinteraften, hvor her er fuldstændig mørkt måske bortset fra et par enkelte oplyste huse. Her er meget stille, fortæller parret.
Se flere af arkitekt Lars Bo Poulsens projekter her:
FAKTA OM HUSET
Størrelse: 150 m²
Type: Et plan
Proces: Lars Bo Poulsen fra Nørkær+Poulsen Arkitekter har stået for skitseprojekt, kontakt til og godkendelse hos myndigheder samt tilsyn med byggeret.
Materialer: Facadebeklædning i cedertræ, grønt tag med mos/sedum, vinduer med mahognirammer fra Klæstrup Maskinsnedkeri, gulve af brændte egeplanker fra Trækompagniet, foldedøre fra Solarlux, klinker af mærket Tagina, belysning fra Luceplan.
Energi: Luft-til-vand varmepumpe, samt gulvvarme overalt.
Byggepris: Ca. 3,3 mio. kr. inkl. arkitekthonorar
Læs mere om valg af varmepumper her