Her tager parret på sommerhusferie i deres baghave

"Det var et enormt fredeligt sted på grunden, så på et tidspunkt sagde vi til hinanden - skal vi ikke bare lave et sommerhus der?"

Skønt uderum i baghaven

// Parret Kamilla og Benjamin Goings har bygget et sommerhus i deres baghave, hvor der tidligere stod et gammelt skur. Her “rejser” de af og til over for at nyde aftensolen.

© Andreas Mikkel Hansen

Rejsen til baghaven

Kamilla og Benjamin Goings er moderne eventyrere og opdagelsesrejsende. De har flere gange taget halve år ud af kalenderen og rejst jorden rundt med deres to børn på Nordkaperen.

De har købt en båd i Amsterdam, som de selv har sat i stand og boet på i flere måneder. Og da vi møder dem, er de netop vendt hjem efter 13 dage på den nordlige del af Caminoen, hvor de har gået op til 35 km. om dagen.

De elsker at rejse. For dem er det vigtigt at blive ved med at udfordre sig selv og kontinuerligt sætte sig selv i nye situationer. Men som de selv siger, så behøver man ikke altid at rejse så langt for at se på verden fra et nyt perspektiv.

Nu finder de eventyret og aftensolen i deres egen baghave, hvor de har bygget et charmerende sommerhus.

Personlige minder i sommerhuset

// Knud Rasmussen, den danske polarforsker, havde Benjamin Goings’ farmor, Violet, som sin assistent. Han gav hende denne personlige hilsen, som i dag hænger i Kamilla og Benjamins hjem. Parret er ligesom Knud Rasmussen eventyrere, som er nysgerrige på verden omkring sig – både den nære og den fjerne.

© Andreas Mikkel Hansen

Vild natur og masser af jord

For snart 15 år siden købte Kamilla og Benjamin Goings huset Landlyst ved Freerslev Hegn tæt på Hillerød. Kamilla var vokset op i området, og parret vidste, at det var der, de ville slå sig ned.

De drømte om vild natur og masser af jord, så de kunne have heste. De holdt løbende øje, og pludselig en dag var huset til salg. De slog til med det samme.

Benjamin og Kamilla Goings

// Benjamin og Kamilla Goings foran deres sommerhus i baghaven.

© Andreas Mikkel Hansen

En nænsom renovering

De kontaktede arkitekt Leif Larsen, og sammen med ham gik de i gang med at sætte huset i stand. Det var vigtigt for dem, at det blev gjort med respekt for det oprindelige hus og for stedets historie.

De rev nogle vægge ned til køkkenet, men bevarede ellers udsigten ud over markerne fra køkkenvasken, som den altid havde set ud. Mange af hjemmets andre små rum, små skæve trin og krinkelkroge lod de ligeledes være. De små rum gav dem nemlig følelsen af at være på en båd, og de følte sig hjemme i det.

Hyggelig krog i det gamle hus

// Det gamle hus er mere eller mindre bevaret, som det var, da de flyttede ind. Her er masser af små kroge, gange og skæve vægge, som man skal bøje hovedet for – lidt ligesom på et skib. Og så er huset fyldt med genstande med en historie – enten fordi de har været ejet af et familiemedlem, hørte til det oprindelige hus og den gamle ejer, eller fordi de er bragt hjem fra et af de mange steder i verden, som parret sammen med deres to børn har besøgt.

© Andreas Mikkel Hansen

På skattejagt i egen have

Huset fyldte de med masser af arvestykker fra diverse familiemedlemmer såvel som med en masse objekter, som de havde taget med sig fra de mange rejser, som de igennem tiden havde været på.

Går man en tur rundt i huset, vil man hurtigt finde ud af, at stort set hver eneste genstand, lille som stor, kommer med en historie. Også i haven er der masser at gå på opdagelse i.

– Den gamle ejer af huset var agronom og vidste derfor rigtig meget om planter. Der er buksbom og rododendronplanter, som måske er 60-70 år gamle, og det samme gælder vandfyrren der, stendigerne osv. Han har også lavet små kroge rundtomkring, så man døgnet rundt kan finde en plads med sol og læ. Der er så mange fine ting, som han har tænkt over, da han indrettede haven, så det er lidt ligesom at gå på skattejagt i sin egen have og finde de her små oaser, som han har skabt, fortæller Kamilla.

Parrets hus og sommerhus

// Fra baghaven kan man se det oprindelige hus og det nye sommerhus. Det nye hus er moderne og helt enkelt i sit udtryk. Det var vigtigt for parret, at det skulle være en anderledes oplevelse at være i det nye hus som modsætning til det gamle.

© Andreas Mikkel Hansen

"Skal vi ikke bare lave et sommerhus der?"

En af disse små lyksaligheder fandt de foran det, som de kaldte for det gamle gartnerskur. Her var der nemlig læ for vinden, og her kunne man nyde den sene aftensol.

For at udnytte den gode placering lavede de en lille interimistisk terrasse foran skuret, og selvom terrassen ved huset var meget større, så endte de altid med at sidde foran det lille skur.

– Det var et enormt fredeligt sted på grunden, så på et tidspunkt sagde vi til hinanden – skal vi ikke bare lave et sommerhus der? Det skulle være et sted, hvor vi ligesom kunne tage på “ferie”, slappe af, hygge os og nyde den sene
aftensol, fortæller Kamilla.

Hjemmekontor med kig til haven
© Andreas Mikkel Hansen
Hyggelig entré
© Andreas Mikkel Hansen

På ferie i baghaven

De talte med arkitekten, Leif Larsen, om idéen, og de blev enige om at lave et hus, som passede til det oprindelige hus, men som samtidig også skulle være noget helt andet.

Hvor det gamle hus havde alle de små hjørner og krinkelkroge, så skulle det nye hus være helt enkelt. Her skulle være masser af luft, plads og rene linjer.

– Det er et helt andet rum at være i! Faktisk føles det, som om man er på en lille rejse, når man tager derover. Vi tager ligesom på ferie, og når man er derovre, tænker man på nogle andre ting. Og så kigger man jo ud over skoven i stedet for ud over markerne, siger Kamilla.

Enkel og stilren gang
© Andreas Mikkel Hansen
Hyggeligt køkkenalrum med masser af personlighed
© Andreas Mikkel Hansen

At udfordre sig selv og hinanden

I det hele taget virker det, som om Kamilla og Benjamin elsker at udfordre sig selv og hinanden, så de som mennesker flytter sig nye steder hen – i både bogstavelig og overført forstand. Og som de fortæller, er der rig mulighed for at rykke sig rundt på den store grund.

Foruden det nye sommerhus i baghaven, så har de også planer om at få kalve og frilandsgrise, de vil indrette en cirkusvogn i baghaven, i øjeblikket har de en brasiliansk pige boende, og snart flytter Kamillas mor også ind, ligesom børnebørn også er tænkt ind i de mange fremtidige projekter.

Enkel indretning med spor fra eksotiske rejser

// I det nye sommerhus finder man også spor fra eksotiske rejser i form af udstoppede dyr, hængekøjer og små figurer. Huset har et moderne køkken fra &Shufl i mintgrøn, som passer til de turkise farver på fliserne fra File Under Pop på badeværelset.

© Andreas Mikkel Hansen
Smukt badeværelse med turkise fliser

// På badeværelset har de forsøgt at skabe associationer til et tropisk øhav med de turkise fliser, palmer, sauna og varme i gulvet. Nogle gange tager Kamilla med sin datter og hendes veninder over i huset og holder spaweekend.

© Andreas Mikkel Hansen

"Vi gør aldrig det samme to gange"

– En ting, som vi begge to er meget bevidste om, er, at vi aldrig gør det samme to gange. Jeg tror virkelig, at man med alderen skal udfordre sig selv. Man skal ikke bare sidde på sin terrasse og drikke et glas kold hvidvin, fordi det er dejligt. Man skal ud af sin comfortzone, som det jo så moderne hedder, og ud og prøve noget nyt. Vi vil altid rejse, men det at være her er et eventyr i sig selv.

Hyggelig overdækket terrasse

// Ude på terrassen er der også et udekøkken og en lille, hyggelig lounge.

© Andreas Mikkel Hansen

To huse to oplevelser

Det er sjovt, for når man sidder foran hovedhuset, så er det en helt anden oplevelse end at sidde foran sommerhuset – lyset er anderledes.

Mange af vores venner siger til os: Her bliver I jo, for her kan I jo bare blive ved med at finde på nye ting – igen og igen, siger Kamilla med et stort smil.

Enkelt og stilrent sommerhuskøkken med udsigt til haven

// I modsætning til det gamle hus er sommerhuset helt enkelt i sin opbygning. Der er et stort rum med skydedøre, som kan åbnes helt op, så inde og ude går i et, en hems, hvor man kan sove, og et stort badeværelse, hvor der er plads til selvforkælelse. Det mintgrønne køkken fra &Shufl er stort og funktionelt, så der kan laves mad til mange mennesker – for familien elsker at holde fest og samle mange mennesker på en gang.

© Andreas Mikkel Hansen