Der er en særlig grund til at Charlotte Mansteds kolonihavehus føles så rummeligt
Kolonihavehuse er eftertragtede som de små oaser, de er, tæt på byen. Charlotte Mansted er strikdesigner og inviterer her indenfor i sit eget kolonihavehus, hvor lidt er blevet til meget. Et areal fuld af natur og højt til himlen og med genbrug og miks i topklasse.
AfKolonihaven som tilflugtssted
Trods husets relativt få kvadratmeter er her højt til loftet – på det højeste punkt faktisk 4 meter – og det arkitektoniske trick gør, at her føles mere rummeligt, end det faktisk er. Charlotte Mansted er strikkedesigner, og i hendes kolonihavehus ses det tydeligt, at hun evner at få flere materialer og farver til at gå sammen i en æstetisk flot sammenhæng.
Kolonihaver blev historisk skabt som tilflugtssteder for arbejderfamilier, der boede i byernes meget tætte beboelseskvarterer. I dag ligger mange af kolonihaverne inden for bygrænserne, da byerne har vokset sig større siden deres etablering. Charlotte Mansteds hus illustrerer ret præcist, hvor kolonihavernes berettigelse er nu.
Nok er de fleste indrettet med ‘simple living’ for øje, hvor alt overdrevet er udeladt, men de er også velfungerende små hjem, hvor mange har fået et lille fristed fra det travle byliv. Charlotte Mansteds kolonihavehus er valgt i materialer, der ældes godt.
Den udvendige facade er lavet af varmebehandlet fyrretræ, der tilpasser sig omgivelserne og skifter farve over tid afhængigt af solens påvirkning. Indvendig lægger man mærke til den gennemgående brug af Marmorino-gips, som er produceret af marmorstøv eller knust marmor. Charlotte Mansted har brugt det på vægge og lofter og overalt på badeværelset.
Charlotte Mansted er strikdesigner og laver flere kollektioner hvert år – den næste til august, se mere på N.O.K.dk. Hun holder af at dyrke blomster og grøntsager i sin grønne oase, hvor vinranker sørger for både skygge og senere små vindruer, når sensommeren kommer.
Loft, vægge og gulve og panelerne omkring vinduerne er lavet af egetræ. Her sidder Charlotte Mansted og udvikler nyt strikkedesign.
I stuen er der sat et ovenlys ind, der øger husets rumlige oplevelse. Det dekorative stykke på vinduespanelet er lavet af hendes bror. Et af de unikke møbler i huset er Lufthavnssofaen af Arne Jacobsen, som Charlotte har fået beklædt med kernelæder. Sivstolene har hun fundet i Marokko, og sofabordet er et loppemarkedsfund af bl.a. ibenholt.
Huset er opdelt i rum uden skillevægge, så også fx køkkenet glider sammen med et lille hjemmekontor. Henning Kloks Doo-Wop-lampe fra 1950’erne giver farveglæde sammen med Krenit-skåle i samme nuance.
Døre til soveværelset sikrer en smule privatliv. Madrassen er lagt på trægulvet, og en Arne Jacobsen-gulvlampe giver skulpturel styrke til rummet. Mønstrene og tekstilprøverne på væggen er eksempler på Charlottes design.
Spisestuen er sammensat af loppemarkedsfund sammen med Myren af Arne Jacobsen. Oven på bogreolerne har Charlotte Mansted lagt hynder i kernelæder, så man kan sidde her og læse en bog og have udsigt til haven. Det lille værk på væggen er lavet af Charlottes onkel, som var typograf.
Kolonihavehuse forener udelivet med det indenfor. Charlotte Mansted gjorde lidt af et kup, da en gammel sojafabrik i København lukkede, og hun bruger de gamle trækasser derfra til lidt af hvert.
Storkenæb og klatreroser. To af favoritterne i kolonihavehusets grønne område.
Høje valmuer og en stor gyldenregn tager imod, når man kommer til kolonihavehuset.
Havemøblerne er så enkle, som man næsten overhovedet kan forestille sig dem. Inspirationen er afrikansk, hvor man af en planke træ skærer to stykker med et hul i det ene. De kan nemt skilles ad igen.
Rundt om huset er der sat et væld af grønne planter, så huset effektivt blander sig med den omgivende natur.
