
Ydernæs - det lille kongeslot
En af de smukkeste boliger i Aarhus ligger fint ud til Strandvejen. Ydernæs er tegnet af arkitekt Hack Kampmann i 1916.
AfVivian Boje
Ligheden med Marselisborg Slot, der ligger kun et stenkast fra Ydernæs, er tydelig, når man betragter den pompøse patricierejendom, der er symmetrisk opbygget omkring en elegant hovedtrappe i gavlen mod nord.
Mod øst åbner huset sig mod udsigten ud over Aarhus Bugten med kig helt til Mols og Helgenæs. Huset er lyst og venligt med store vinduespartier, der hele vejen rundt lader lyset komme ind.
Fra langsiden ud mod bugten åbner sommerstuen sig med en række hvælvede dobbelt-døre ud mod terrassen og en bred trappe, der fører ned i haveanlægget.
Huset bebos i dag af en stor familie med fire mindre børn. Derudover er der indrettet kontorer, hvorfra ejendommens ejer driver sin rådgivningsvirksomhed.
I hallen danner en flot naturfarvet læderpuf, Pouf Capitonné, fra DePadova bund i rummet. Den sorte stumtjener Sciangai fra Zanotta, designet af trioen De Pas, DÚrbino og Lomazzi i 1973, spiller godt sammen med de sorthvide tegninger af Christian Lemmerz.
Sommerstuen med de tre høje dørpartier. Rummet er langt og smalt og egentligt et slags gennemgangsrum til pejsestuen. Det er også musikrum med et mindre flygel placeret for enden. Finn Juhls små elegante Poeten-sofaer og en enkelt Pelikan-stol i råhvid uld udgør møblementet på et stort ægte tæppe.
I den store pejsestue har familien valgt at male væggene mellemgrå, som fremhæver de mange detaljer i døre og vinduer. Selve den store sofagruppe består af sofaen Pillow fra DePadova. Det runde sofabord Giro er fra Zanotta. Vasen i stål er fra Georg Jensen. Den flotte lysekrone er tegnet af Philippe Starck for Flos. Den hedder Zeppelin.
Arbejdsrummet, det tidligere herreværelse ligger lige op til hallen med lyset strømmende ind fra både nord og øst. Det lyse rum dæmpes af en mellemgrå vægfarve, der fremhæver det smukke hvidmalede træværk. Skrivebordet og stolen er tegnet af Eames. Et par lukkede 2R-skabe fra Paustian er hængt op i højde over fodlisten og skaber ro i rummet. Det store maleri bag arbejdspladsen er af Robin Moines, elev af Tal R.
Ydernæs Det lille kongeslot.
Den store spisestue domineres af et spisebord fra Green Square omgivet af Eames- Aluminium Group-stole fra Vitra. Over bordet svæver en stor Skygarden-pendel fra Flos. De mange malerier og kunstgenstande hænger i en frise ovenover de høje hvidlakerede paneler. Her er en del kunstværker, der er arvet. Værkerne står i flot kontrast til de moderne møbler. De er klart med til at give rummet det friske pust, som man hele tiden møder på vej rundt i huset.
I et hjørne af den store stue står et skakbord med to Finn Juhl-stole, model 45, ved vindueet. Det smalle bord med den antikke rytter-figur hedder Console og er fra DePadova. Lampen på den antikke kiste hedder Lampampe og er designet af Ingo Mauer. Højttalere og anlæg er fra B&O.
Hallen er et af mest fantastiske rum i huset. Den fornemme trappe strækker sig hele vejen rundt i et balkonforløb. Den eneste belysning i rummet kommer fra den store Hope-pendel fra italienske Luceplan - den er et godt eksempel på en moderne lysekrone.
Køkkenet ligger hvor det altid har ligget mod nord. I det forholdsvis lille rum er der yderligere blevet plads til en spiseplads, hvor hele familien lige kan være, når der er morgenmad. Køkkenet fra Unoform er valgt i hvidt for at få rummet til at syne større. Alle hårde hvidevarer ovn, køleskabe og emhætten er fra Gaggenau.
På førstesalen er der blevet plads til fire børneværelser fordelt på hver side af den smalle korridor. Også her er der anvendt Hope-pendler som rumbelysning, men i en mindre udgave end i hallen. Et gråbrunt væg-til-væg-tæppe danner bund i rummet. Det helt fantastiske, store maleri på den ene sidevæg er af den amerikanske kunstner Thad Strode.