Torneroses lyserøde slot falder en i tankerne, når man besøger Chateau Vignelaure, selv om man forgæves leder efter tårnværelser og onde feer. Også prinsessens slot sov uforstyrret i mange år og den henslumrende tilværelse passer på vinslottet. Eller rettere passede, for lige nu kan de nye ejere, Bengt Sundstrøm og Mette Rode Sundstrøm, efter kort tid se tilbage på lidt af en opvågning for produktionen på stedet.
Årets rosévin har fået otte guldmedaljer, og førende franske vinjournalister har skamrost både rød- og rosévinen. Hertil kommer besøg af kunstnere, som her finder ro og inspiration til at male, skrive eller modellere nye værker. Her i oktober besøger den danske skulptør Rikke Raben Vignelaure.
Chateau Vignelaure ligger godt 30 kilometer uden for Aix-en-Provence, ca. 600 meter over havets overflade, og det sikrer, at selv under sommerens meget høje temperaturer er nætterne behageligt kølige.