nakkebølle gods slot til salg gods til salg
© Lars Gundersen, Adam Schnack

Har du en godsejer i maven?

Et af Danmarks historiske godser skal sælges – men du skal spare op, hvis du drømmer om at flytte ind.

Det er ikke hver dag, man får muligheden for at købe et af Danmarks historiske godser. Men det er lige, hvad man kan nu, hvor Nakkebølle Gods på Fyn er blevet sat til salg. Det skriver boligsiden Boliga i en pressemeddelelse.

Danmarks dyreste ejendom

Det nuværende Nakkebølle Gods blev opført i 1559, men er blevet ombygget flere gange siden – især i 1879, hvor godset gennemgik en større renovering. Her fik godset sit nuværende udseende, med en hvidkalket hovedbygning, omgivet af tilsvarende sidebygninger. Men bagsiden er i den originale røde mursten/munkesten, hvilket giver godset et spændende udtryk.

Man skal dog være opmærksom på, at det vil kræve en solid opsparing, at rykke familien til de herskabelige omgivelser på Fyn. Prisen for Nakkebølle Gods er nemlig sat til svimlende 90 millioner kroner – hvilket gør godset til den dyreste ejendom, der er i udbud lige nu.

Nakkebølle gods god til salg danmarks dyreste ejendom
© Lars Gundersen, Adam Schnack

Det er Nakkebølle Gods' nuværende ejer, Mads Stevnshoved, der har sat godset til salg. Ifølge mægleren, Adam Schnack, er der tale om et fuldstændig gennemrenoveret gods, der kombinerer et moderne og bekvemt boligområde med de historiske rammer.

Egen riddersal og kælder med hvælvinger

Som det fremgår af billedet, er det imidlertid ikke kun den idylliske ejendom, man betaler de mange penge for. Godset ligger i første række ned til Nakkebølle Fjord og har desuden en tilliggende sø samt marker, hvor der kan arrangeres ande- og fasanjagt.

Boligarealet er på imponerende 1124 m2, som blandt andet omfatter en riddersal med gobeliner. Hertil kommer et par hundrede m2 kælder med hvælvinger – som er perfekte til en halloween-fest. Vel at mærke en fest, hvor der er lang til naboerne, hvis man vil lave trick-or-treat: Grunden er på 2.400.000 m2 – hvilket svarer til 240 hektar.