Roen, det fredfyldte og den utrolige stilhed, der er, når man vågner i sommerhuset sådan en rigtig dejlig sommerdag, når fuglene fløjter udenfor og vinduet står på klem og lader en frisk morgenbrise lufte let om næsen. Det er sådan, Nils Juul Eilersen tænker på sit sommerhus i Nordsjælland. Eller rettere - det er en af de måder, han tænker på det. Om vinteren er det nemlig også et fantastisk sted.
- Man opdager faktisk først, hvor utroligt stille her kan være, når man tilbringer et par vinter- dage her. Jeg er flere morgener vågnet op og har måttet knibe mig selv i armen for at se, om jeg var vågen eller blot havde en behagelig drøm, forklarer Nils Juul Eilersen.
Sommerhuset blev opført for tre år siden, hvor Nils Juul Eilersen faldt for den smukt beliggende grund og de fredelige omgivelser. Der er kun en kort gåtur til stranden, og alligevel skal han kun spadsere et lille stykke for at nå Tisvilde. Nils Juul Eilersen er fjerde generation i møbel-familien Eilersen, og som enhver travl leder er hans liv fyldt op med møder, beslutninger og ansvar, og derfor var det vigtigt for ham at finde et refugium, hvor han kan trække sig tilbage og slappe helt af.
- Jeg har selvfølgelig Wi-Fi og tv i huset. Men jeg forsøger at holde det på et minimum, for i stedet at nyde roen, muligheden for eftertænksomhed og til at få nye idéer, siger Nils Juul Eilersen.
Indretningen i sommerhuset er en blanding af meget personlige ting, som fx arvestykker og jagt-trofæer, og ting, der er fundet i lokale butikker. Midt på gulvet troner et kæmpe hoved fra en vandbøffel, og på en væg hænger en kudu, som Nils Juul Eilersen selv har skudt.
- Begge trofæer rummer mange gode minder fra nogle af de få store øjeblikke, man hele tiden stræber efter, siger han og forklarer, at han netop synes, at et sommerhus skal have det miks af det personlige, som betyder meget, og ting, der er mere tilfældigt fundet på markeder, i antikbutikker eller på ferier i udlandet.