Eilersen sølvsofa
© Eilersen

Vild auktion: Gør et ægte interiørkup, når Eilersen, Bo Bedre og Auktionshuset.com går sammen

Under årets 3daysofdesign udstillede Eilersen en række spektakulære møbler, der nu er sat på højkant i en vild auktion med ligeså vilde priser. Al overskud går til Børneulykkesfondens Kreaheltene, der arbejder målrettet for at forbedre hospitalsophold for børn.

Den var et af de mest fotograferede items under dette års 3daysofdesign.

Sølvsofaen hos Eilersen, der tiltrak opmærksomhed på både sociale medier og under udstillingen, der havde fået navnet 'The Detail'.

Og skønheden ligger jo som bekendt i detaljen.

Udover den spektakulære sølvinstallation bestående af sofaer, sofabord og puffer vakte Eilersen også opsigt med en håndbroderet sofa, en lænestol med håndstrikket betræk og endnu en lænestol beklædt i plastik, der synliggjorde, hvad der normalt ikke ses på deres møbler.

Ingen andre som disse

Og nu kan møblerne blive dine.

Sammen med BO BEDRE, Auktionshuset.com og Børneulykkesfonden har Eilersen sat i alt 15 fantastiske møbler fra deres 3daysofdesign-udstilling på højkant. Alle unikke og skabt særligt til designfestivalen. Du finder dem ingen andre steder.

Er du på jagt efter et særligt og detaljerigt møbel, er du landet det rigtige sted – der er både sat sofaer, lænestole, skamler og sofaborde på højkant.

Potentialet for at gøre et vaskeægte designkup er enormt.

60.000 børn hvert år

Pengene fra auktionen går ubeskåret til Kreaheltene, der hvert år hjælper 60.000 indlagte børn og deres familier ved at skabe kreative frirum med plads til leg, fordybelse og fantasi.

Det er medejer af Eilersen Anders Juul Eilersen, der personligt har peget på Kreaheltene som modtagerne af auktionens overskud.

– Børneulykkesfonden hjælper utallige børn hvert år gennem deres forskellige tiltag. Heraf blandt andet Kreaheltene, der giver indlagte samt udsatte børn et kreativt frirum via deres mobile værksteder. Vi er glade for, at vi med vores donation kan bidrage til, at de kan fortsætte deres vigtige arbejde og derigennem være med til, at kreativitet også kan udfolde sig samt bidrage til glæde hos indlagte samt udsatte børn såvel som deres familier, fortæller han.

Du kan læse mere om Kreaheltene her.

Snart er der hammerslag

Auktionen løber fra den 26. september og to uger frem med hammerslag som perler på en snor, så det er muligt at deltage i auktionen om flere møbler, hvis pengepungen tillader det.

Så sæt allerede nu kryds i kalenderen d. 10. oktober.

Se alle 15 unika-møbler nedenfor.

LÆS OGSÅ