Nicholas er steget til tops indenfor indretning: "Vores stil er en flugt væk fra trends"

Nicholas Manville har rejst jorden rundt og arbejdet med popstjerner som Prince og TLC. Men det er indretning, der har fået den succesfulde amerikaner til at slå rødder i København. Kom med indenfor i den spektakulære lejlighed.

Trine Joerck

— 23. januar 2023

Som at se et nyt land for første gang

At træde indenfor i Nicholas Manvilles hjem på Gammelholm i indre København er som at rejse til et nyt land for første gang. Her er så mange ting at gå på opdagelse i. Så mange stemninger. Så mange indtryk. Centralt i det hele står naturligvis Nicholas Manville selv.

Og hjemmet afspejler hans liv. Et liv, som er noget ud over det sædvanlige, og som har æstetik som en af sine bærende søjler.

– Jeg voksede op i Washington, D.C. Min familie har boet der i 5-6 generationer, så historier fra fortiden har altid vævet sig sammen til en større fortælling. Stilmæssigt har min mor altid været en stor inspirationskilde.

Hun havde bare det der “touch”. Og så min onkel, som havde boligforretninger i hele regionen. Jeg var som limet fast til ham. Hver weekend tog vi på auktioner sammen, og senere skulle det vise sig, at vi i årenes løb havde budt mod hinanden på de samme ting på forskellige auktioner.

Da jeg var 17 år gammel, flyttede jeg til New York. Det var egentlig mest bare for at være i byen, men jeg gik også på universitetet der. Jeg var så heldig at få det sidste med af 80’ernes New York, som var en magisk og lyslevende kulturel epoke.

Nicholas Manville er kreativ direktør i smykkefirmaet Aekt, som udelukkende arbejder med sporbare diamanter.

Panelerne på væggen er fra det 18. århundredes Schweiz. De er købt af vennen Marilyn Garrow, som er tekstilforhandler i London. Sofaen Addition er designet af Kaare Klint og er fra Carl Hansen & Søn. Træpiedestalen er Boris Peianovs Safe Space, købt hos Tableau. Det lille minibord i lilla slangeskind er identisk med det telefonbord, som hertuginden af Windsor havde. En majskolbe fra Mexico er blevet til en lampe. Ved siden af den står en “fugle”-skål af den italienske keramiker Paola
Staccioli, og ved siden af den står en lille sølvkande brugt som vase, designet af Verner Panton i 1988. Den store grønne vase er lavet af ND Dolfi i Montelupo, som ligger uden for Firenze. Det er en keramiker, som Nicholas har arbejdet med i årevis om projekter for Bergdorf Goodman, Kelly Wearstler m.fl. Det er Nicholas’ absolutte yndlingskeramiker.

Historiske arvestykker

I dag bor jeg i København med min mand, Trent Biltoft, som er arkitekt, og vi har været sammen i mere end 15 år. Han arbejder med restaurering og indretning, så vi har en fin balance mellem objekter og struktur.

Æstetisk er vi næsten altid 100 % enige, hvilket nok er grunden til, at vi har været sammen i 15 år, siger Nicholas smilende. Nicholas studerede historie i New York, og kærligheden til faget er indlejret i mange af de genstande, som hjemmet er udsmykket med.

Fx stod den stol, som i dag står i køkkenet i København, oprindeligt i præsident Franklin D. Roosevelts hjem. Nicholas’ oldemor, som var nabo til præsidenten, købte to stole af mrs. Roosevelt, og de har siden været i familien.

Ligeledes vidner et stort kunstværk, arvet fra bedsteforældrene, om kinesiske forbindelser, for Nicholas’ bedsteforældre boede i 20’erne, 30’erne og 40’erne i Shanghai, og Nicholas’ mor er født der. Kinesisk historie og kultur har derfor altid været nærværende i Nicholas’ liv og har præget hans selvforståelse.

Foruden historiens vingesus hersker der også en form for musikalitet i hjemmet. Både konkret i form af guld- og platinplader og i en underliggende sensibilitet og rytme i hjemmets atmosfære. Og det har noget på sig, for musik har altid været en stor del af Nicholas’ liv.

Det gule tæppe er tibetansk og fra 1900-1940. Det blev reddet ud af en genbrugsforretning i Atlanta – hvorfra Nicholas i øvrigt købte mange af juleudsmykningerne til Bergdorf Goodman igennem tiden.

Stolen er fra Roosevelts hus i Washington, D.C. Nicholas’ oldemor boede ved siden af og købte to stole af mrs. Roosevelt. De har siden været i familiens eje, og Nicholas husker dem tydeligt fra sin barndom. Han arvede dem, da hans bedstefar døde. De blev renoveret i Danmark og betrukket med uld fra Letland

At følge sin store passion

– Jeg har altid haft lyst til at arbejde med musik, så jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at få en fod indenfor, da jeg var yngre. Jeg arbejdede på radiostationer, i pladeselskaber, klubber, spillede selv, dansede.

Det førte til, at jeg, efter min uddannelse, blev ansat på et pladeselskab i New York. Her var jeg bl.a. manager for kunstnere som TLC, D’Angelo og Notorious B.I.G., som jeg har rejst jorden rundt med.

Min karriere i musikindustrien kulminerede i et omfattende arbejde og rejseprogram med Prince i forbindelse med hans Emancipation-album. Det var en underlig, vild og kompliceret æra, og efter det fik jeg nok. Det var en unik måde at se verden på som ung, men det fungerede ikke som levevej i det lange løb, fortæller Nicholas.

Efter musikken vendte Nicholas tilbage til sin anden store passion, som han havde med sig fra barnsben – nemlig interessen for design, interiør og smukke objekter. En passion, som på alle måder lyser ud af hver en detalje i hjemmet.

Lampen Biting Horse Head er et andet værk fra Nicholas’ yndlingskeramiker, ND Dolfi. Hvis huset brændte, ville det
være den første ting, som han ville tage med sig! Djælvehovedet er fra et loppemarked i New York. Æskerne er gaver, som parret har fået af venner igennem årene. Slangerne er en del af en udstilling af venetianske skabninger i bronze, som findes rundtom i huset. Bronzevasen er fra 1920. Det var en gave til Nicholas' tipoldemor ... eftersigende fra en elsker i Japan.

Entréen er udsmykket med tallerkener fra Fornasetti. De bærer navnet Adam og er fra 1960’erne. Maleriet til højre er Mogens Lohmanns A.A.X fra 1965. Til venstre, længere nede ad gangen, hænger der en tegning af Nicholas selv, som han lavede, da han var 15 år gammel. Den vandt som bedste tegning ved Washington D.C.s studenterkunstudstilling. Stolen er Hans J. Wegners Wishbone-stol.

En fantastisk og sjov tid

– Da jeg afsluttede min karriere i musikverdenen, måtte jeg begynde helt forfra. Jeg mødte op ved Barneys New York og tryglede dem om at få lov at arbejde i deres boligafdeling. De gav mig en chance, og jeg blev den ældste assistent i deres afdeling nogensinde, siger Nicholas med et grin.

– Siden skiftede jeg til Bergdorf Goodman, hvor jeg stod for indkøb og alt visuelt. Stedet frekventeredes af endeløse strømme af rige og berømte, og det var altid et spændende cirkus at befinde sig i.

Det betød også, at jeg – igen – fik lov at rejse verden rundt i cirka ti år, men denne gang for at opdage små kunsthåndværkere, vintagebutikker og antikvariater samt at arbejde med nogle af de bedste møbelfirmaer i verden. Det var en fantastisk travl og sjov tid – fyldt med stor kreativitet, mindes Nicholas.

Efter Barneys og Bergdorf Goodman blev Nicholas rekrutteret til Ralph Lauren, hvor han skulle hjælpe dem med at opbygge deres boligafdeling.

Nogenlunde samtidig begyndte han også samarbejdet med den nu verdenskendte indretningsdesigner Kelly Wearstler, som i dag er hans gode veninde. Nicholas blev hurtigt lidt af et navn på den globale interiør- og designscene, og rygtet om mr. Manville fandt hele vejen til København, hvor Georg Jensen tog fat i ham. Her skulle han være deres kreative direktør.

Det grønne skab Malachite Trumeau er designet af Piero Fornasetti i 1956. Nicholas Manville og hans mand, Trent Biltoft, tilegnede sig skabet efter at have besøgt fabrikken med Barnaba Fornasetti og efter at have boet i den originale Fornasetti-lejlighed i Milano. Papirsblomsten er fra parrets niece, og porcelænsæblet med en stilk i bronze er fra et loppemarked i Paris. Det er en kærlig påmindelse om parrets andet hjem, The Big Apple (New York).

En mission om at værdsætte smukke ting

– Siden jeg var barn, har jeg beundret Georg Jensen. Jeg var derfor tiltrukket af tanken om at komme bag facaden på et brand baseret på så meget arv og tradition og hjælpe dem med at skabe en vej fremad.

I begyndelsen arbejdede jeg fra New York, men da de også tilføjede smykker til mit ansvarsområde, blev det klart for mig, at jeg blev nødt til at være i København.

Her arbejdede jeg med talenter som Jacqueline Rabun, Ilse Crawford, Sophie Bille Brahe, Nendo, Aurélien Barbry samt arven fra designikoner som Henning Koppel, Sigvard Bernadotte og Nanna Ditzel. Det var en ære og et privilegie.

For mig var tiden hos Georg Jensen en uddannelse i den dybe respekt for designprocessen, som hersker i Danmark, fortæller Nicholas.

I dag arbejder han for en række forskellige større firmaer som Moda Operandi, LVMH, F. Schumacher & Co. samt det danske firma Aekt, som laver smykker af ægte diamanter, som kan spores.

Den røde tråd i alt, hvad Nicholas foretager sig, er at forstå og organisere kreativ energi, så det får en form, som et bredt publikum kan få glæde af.

Og så har han en mission om at få folk til at værdsætte smukke ting og bevare godt håndværk og de gode, gamle håndværksmæssige dyder og traditioner, som findes i mange kulturer.

Denne tankegang ses tydeligt i hans hjem, som trækker spor til både hans mors og onkels store indflydelse.

Kabinettet, Rungstedlund, er af Ole Wanscher. Skålen til venstre er af den parisiske kunstner Sylvie St. André Perrin, som er en gammel ven af parret. Den anden er fra Georg Jensen, og vasen er Ritagli af Venini. Billedet købte Nicholas i New York, da han var 22 år. Det var en ud af 100 selvportræt- ter, som en mand solgte tæt på Christopher Street.

Stolen har fået navnet Giraf. Den er fundet i Aarhus. Nicholas og Trent har fået den betrukket med et antikt skærf købt i Guatemala. Det er syet på af L.M. Tapetsererne, som har syet det fast med mere end 300 messingsøm.

Det handler ikke om statussymboler eller penge

– Jeg har altid været så heldig at have boet med smukke genstande. Og det handler ikke om statussymboler eller penge, men nærmere om prioriteter og en åbenhed mod at se skønhed, hvor man mindst venter det. Mine forældre har altid gået meget op i detaljerne.

Som barn blev jeg altid forklaret, hvorfor noget var godt. Det kunne være en knap på min jakke, min mormors serviet, et maleri. Jeg havde fx ikke en dør ind til mit soveværelse i årevis, fordi mine forældre ledte efter det helt rigtige dørhåndtag.

Det var sådan, det var, og det er simpelthen sådan, jeg ser verden. Det betyder alt for mig at omgive mig med objekter med en historie. Jeg er her pga. folks handlinger i fortiden. Pga. deres engagement, kærlighed, støtte og venskab.

Et hjem reflekterer dit liv – og dette er mit! Jeg har endda nogle viskestykker fra min bedstemor, som nok er 100 år gamle, og jeg bruger dem hver dag.

Jeg tænker på den kvalitet, som har gjort, at de holder – selvom de har været brugt i den mest jordnære situation, som du kan forestille dig. Jeg føler mig heldig at have så mange ting med en historie.

Vores stil kan jo næsten siges at være en flugt væk fra trends. Det er bare os – ting, vi godt kan lide, ting, som er personlige.

Jeg kan godt lide, at hjemmet minder mig om familie, venner, rejser og oplevelser. Og sådan er det i hvert et hjørne af lejligheden. På en eller anden måde skaber alle disse tilfældigheder en sammenhængende, rolig horisont.