Stilen er supergennemført. Faktisk så gennemført, at man skulle tro, at Signe Toft arbejder med design og interiør til daglig. Vi spørger den 40-årige advokat, hvor hendes passion for indretning kommer fra, og hvorfra hun henter inspiration?
– Min interesse for indretning har altid været der, men det er lidt forskelligt, hvor meget jeg fokuserer på det. I forbindelse med overtagelse af en ny bolig kan jeg godt gå meget op i indretning, og så daler det lidt derfra. Men jeg kan rigtig godt lide at flytte og indrette et nyt hjem, forklarer Signe, som netop har lagt sidste hånd på lejligheden her på Østerbro.
– Vi fik mulighed for at købe lejligheden af nogle gode venner, så vi kendte lejligheden ud og ind, da vi overtog den. Lejligheden var flot, som den var, men vi ville gerne sætte vores eget præg på den, uddyber Signe, som derfor valgte at male alle de hvide vægge i smukke afdæmpede toner.
– Vi begyndte med at bestemme funktionerne i de enkelte rum, dernæst farverne, og så flyttede vi de møbler, vi havde, ind og købte lidt ekstra til de steder, hvor der manglede noget. Men vægfarverne forandrede lejligheden fuldstændig, fortæller Signe, som henter sin inspiration flere steder.
– Jeg bliver inspireret af mange forskellige indtryk og har haft en del perioder, hvor jeg dyrkede et eller andet. I øjeblikket er det farver, hvor inspirationen blandt andet kommer fra en tur til Paris og de mange farver i beige, grålige og brunlige nuancer på byens bygninger. Den inspiration har helt klart påvirket farvevalget i lejligheden. Jeg får også inspiration fra magasiner, fotobøger, film, restauranter, hoteller og mine venners måde at bo på og ting, jeg ser på nettet. Derudover er jeg ret opmærksom på stemninger, atmosfære, belysning og den slags.
Kigger man nærmere efter i Signes hjem, spotter man en del ældre danske møbelklassikere, og hun fortæller, at langt de fleste af møblerne er købt brugt eller arvet fra familie på begge sider.
– Det er lidt tilfældigt, hvad vi har samlet gennem årene, men jeg holder meget af møbler i god kvalitet, som kan tåle at blive brugt, også af børn. Vores Børge Mogensen-sofa er 35 år gammel, og jeg kan huske, hvor glade mine forældre var for den, da den var ny. Nu er det så os, der har den, og den fungerer fint på trods af mange års daglig brug. Det er kun hyggeligt, at den er så brugt, synes jeg. Spisebordet og stolene er designet af Piet Hein Eek og købt i Holly Golightly – det er vores nyeste køb. Lampen, der hænger over bordet er lavet af Ana Kras, en serbisk kunstner og designer. Den er købt i galleriet Les Gens Heureux i Store Strandstræde. Flere af vores billeder er også derfra. Tæpperne er fra Kirsten Fribert og Next Door. Jeg kan godt lide kontraster. Her er både nyt og gammelt og forskellige materialer og tekstiler. Der kommer nogle møbler og ting ind i lejligheden, som vi kan lide, eller som på anden måde betyder noget for os, og så opstår der af sig selv en god blanding, afslutter Signe.