Køkkenet betyder alt, forklarer trendekspert Mads Arlien- Søborg. Det er det første rum, man træder ind i, når man besøger ham og familien i hjemmet på Christianshavn. Shakerkøkkenet er fra uno form og trækker på fine historiske referencer i tråd med resten af lejligheden.
Man mærker det allerede, som man tripper hen over brostenene og ringer på den let patinerede dørklokke, der åbner den tunge, mørkegrønne glasport ind til gårdens smøge. Adressen er en af Christianshavns bedste, og bygningen har ligget her længe. Fra 1777 for at være præcis, og så længe, at den i dag er 100 procent fredet.
Derfor var trendekspert Mads Arlien-Søborg og kæresten Mathilde Witt Mølholm, der er arkitekt, ikke i tvivl, da lejligheden kom på markedet. De slog til, og i februar byttede de deres to-etagers lejlighed på Nørrebro ud med udsigt til Vor Frelser Kirke, 3,15 m til loftet og vindueskarme så skæve, at det er umuligt at hænge gardinstangen i vater.