Verdensberømt hotelværelse genskabt i privat lejlighed
Se den vilde fortolkning af Arne Jacobsens ikoniske hotelværelse 606 hjemme hos kæresteparret i Stockholm.
AfSom på SAS Royal Hotel er der fra Patric Öhlund og kæresten Elisabeth Lundbergs stue en formidabel udsigt, som Patric dog mener, er lidt bedre, da det er ud over vandet og Stockholm. Arne Jacobsens bygning betragtes i dag som et hovedværk i dansk modernistisk arkitektur, og kontrasten til de andre bygninger har i sin tid været stor, da der, ligesom i udsigten her, var en anden byggestil, der dominerede billedet.
I en lejlighed i kvarteret Södermalm i Stockholm har parret Patric Öhlund og Elisabeth Lundberg genskabt Arne Jacobsens ikoniske værelse 606 fra SAS Royal Hotel i København. Patric har gennem lang tids søgen fundet de oprindelige elementer og møbler igennem Blocket, der er det svenske DBA, loppemarkeder, storskraldsfund og auktioner. Det var også på lauritz.com, at han fandt Arne Jacobsens lænestol Ægget i originalt betræk med samme farve som hotellets, og det var den, der var startskuddet til, at han forvandlede sin stue til værelse 606. AJ-standerlampen designede Arne Jacobsen også til hotellet, og også denne har Patric fundet på lauritz.com.
Designklassikere er en fast bestanddel af parrets indretning, og på Elisabeths skrivebord fra 1960’erne står en PH 2/1-lampe med opalglas og matsort fod, der er lavet i et begrænset oplag. Både skrivebordet og lampen er købt på Blocket. Da humor er en lige så fast bestanddel af indretningen, bliver de designede linjer brudt af en dukke fra Kaws og to lysestager fra B&B Italia.
Parret er gået all in på at genskabe Arne Jacobsens værelse 606, og det indebærer, at de har gjort deres stue mindre for at lave et indbygget skab magen til det i det berømte rum. De har dog sat deres eget personlige præg på det, men stadigvæk med hang til at omgive sig med ting fra 1950’erne og 60’erne med et Henri Matisse Blue Nude-tryk fra 1952, et originalt Eero Saarinen Tulip-bord fra hans Pedestal-serie, som han designede i 1958, og den klassiske Toio-lampe, som brødrene Achille og Pier Giacomo Castiglioni designede i 1962. Alt er fundet på henholdsvis lauritz.com og Blocket, mens SAS-modelflyet, som fuldender billedet, er fra Tradera.