Hvordan udnytter vi pladsen i vores lejlighed?

Efter at lejligheden har været udlejet siden 1999, overvejer Elisabeth en istandsættelse, der udnytter kvadratmeterne bedre. Vores indretningsekspert giver sit bedste bud her.

Hej Lone.

Vi kunne rigtig godt tænke os dit bud på en bedre planløsning i vores lejlighed. Vi har mange ideer selv, men ved ikke om de er gode eller umulige at gennemføre i praksis.

Vi købte for nogle år siden en skønt beliggende stuelejlighed på Sortedam Dosseringen. Lejligheden er på 83 m2, og har været udlejet siden 1999. De nuværende ejere er ældre mennesker, som nu flytter nærmere deres børn. Vi overvejer derfor en istandsættelse af lejligheden, og kunne godt tænke os dit bud på, hvordan vi får en mere tidssvarende udnyttelse af de kvadratmeter, der er i lejligheden.

Vi har primært tænkt, at vi ville ændre på: badeværelset, entre, køkken og bryggers.

Vi synes det kunne være dejligt med et spisekøkken. Det kunne også være dejligt med et vindue i badeværelset - og måske også et lidt større badeværelse? Kunne man mon flytte badeværelset over i bryggerset? Bruge nogle af de eksisterende m2 i badeværelset til entre? Bruge nogle af de m2 der er i den nuværende gang/entre til at udvide køkkenet? Integrere de m2 der er i bryggerset til at udvide køkkenet?

Jeg vedlægger en plantegning over lejligheden.

Håber du kan hjælpe ?

Bedste hilsener Elisabeth

Kære Elisabeth.

Jeg har to forskellige forslag til jer, hvor badeværelsesindretningen er den samme, ligesom det garderoberum der kan indrettes, samt forslaget om en ny glasdør imellem bad og køkken er helt det samme.

Badeværelset rykker en tak ind i det opr. køkken, så det får det attråede vindue. Vær opmærksom på at væggen imellem opr. køkken og bryggers flyttes ind mod badet, da detelelrs tager for meget plads op i forhold til det nye køkken.

Det opr. bad indrettes med en rummelig bruseniche samt en garderobe lige inden for døren.

Forslag A er således et køkken med to parallelle sider og ny åbning ind til stuerne, så I ikke behøver at finde plads til en lille spiseplads i køkkenet,- nu er er kontakt og dagslys på tværs af lejligheden. Den nye brede åbning kræver en beregning og godkendelse fra kommune og ejerforening, da det er en bærende væg og I ligger nederst i ejendommen.

Den stiplede dør er et alternativ til den brede åbning, men lur mig om ikke det er besværet værd at få åbnet køkkenet ud til søerne?

Forslag B flytter soveværelset ud på sø-siden så I får mulighed for at indrette et dejlig stort alrum med en 160 cm bred åbning ind til stuen. Her foreslår jeg en blænding imellem stue og soveværelse for at få væggen at møblere opad på begge sider, men der kommer an på jeres møbler om det er en god idé. Bemærk at soveværelsesdøren er rykket for at give plads til et stort klædeskab, - alternativt er der plads til et skab på hver side på ca 80 cm.

Mange hilsener Lone