Her er udsigten – se lejligheden, der hører til

Et moderne, urbant luksuskollektiv med all inclusive, fælles vinkælder, spa, fitness, lounge og mødelokaler. En smart og effektiv måde at leve på, når man er en travl forretningsmand.

lejlighed indretning eksklusivt udsigt

© Andreas Mikkel Hansen

Et liv med lys – både inde og udefra

lejlighed indretning eksklusivt turning torso

© Andreas Mikkel Hansen

Ronni Gol er manden bag lampevirksomheden Light-Point, og han har arbejdet med lamper, siden han var en helt ung dreng, så lys fylder det meste af hans liv. I dag bor han i Nordeuropas højeste beboelsesejendom, Turning Torso i Malmø, og her spiller lyset også en stor rolle. Men det er primært på grund af det særlige bofællesskab, at han har valgt at flytte til skyskraberen – her er nemlig service og "all inclusive" på den eksklusive designhotel-agtige måde. Som et moderne, urbant luksuskollektiv med 24 timers concierge, fælles vinkælder, spa, fitness, lounge, mødelokaler og en masse spændende mennesker fra hele verden.

En smart og effektiv måde at leve på, når man er en travl forretningsmand.

lejlighed indretning eksklusivt turning torso

© Andreas Mikkel Hansen

Turning Torso er tegnet af den verdenskendte spanske arkitekt Santiago Calatrava og opført i 2001-2005.

Bygningen er 190 meter høj fordelt på 54 etager, og er baseret på Calatravas smukke skulptur, Twisting Torso, som består af ni kuber i hvid marmor forbundet af en "rygrad", som vrider sig 90 grader fra bund til top. De nederste 10 etager huser kontorer, og opefter er der fordelt 148 lejligheder. På toppen er der konference- og mødelokaler. Lejlighederne varierer fra 45-190 m2. Ronni Gol bor på 29. etage og har en førsteklasses udsigt over Øresund, København og Malmø by med magiske solop- og nedgange og i det hele taget et ubetaleligt lys i lejligheden døgnet rundt.

lejlighed indretning eksklusivt stue

© Andreas Mikkel Hansen

Lejligheden er på 144 kvadratmeter og buer som alle lejlighederne omkring en kerne. Man går direkte ind i et stort rum, der fungerer som entré, stue, spisestue og køkken. Herfra er der adgang til et bryggers, og en gang fører til to værelser, et bad og et stort soveværelse. Ronni Gol har valgt at sætte lamperne Soho på væggen som en lysdekoration. Herunder loungestolen Gladis fra Aqua Creations, som også forhandles i Light-Point.

lejlighed indretning eksklusivt badeværelse

© Andreas Mikkel Hansen

Her ses den åbne entréløsning med skænk fra Naver Collection og herover spejl fra Light-Point. På skænken står glasting fra Holmegaard, Lyngby Porcelæn og Louise Roe samt lampe fra Light-Point. Bomuldshunden Bobbi trives fint heroppe på 29. etage.

lejlighed indretning eksklusivt ronni gol

© Andreas Mikkel Hansen

Udsigt til både det smukke hav og til gadelivet

– Hvis man har været i byen aftenen før, og stiger ud af sengen, så kan man altså godt sejle lidt ekstra rundt heroppe, griner Ronni Gol, da han viser os rundt i sin lejede lejlighed i Turning Torso, og BO BEDRE ytrer, at det svimler en anelse. Og man skal kunne lide at være højt oppe. Eller at sejle. For det føles lidt som at være på et stort skib. Og formodentlig skyldes det at denne skyskraber står alene – og stolt – her i den eftertragtede bydel Västra Hamnen i Malmø. Der er ikke andet, øjet kan relatere til ... kun himmel og hav.

– På en efterårs- eller vinterdag med en god blæst eller storm, så knirker hele konstruktionen. Huset svajer og giver sig, og det piber i udluftningssystemet. Så det skal man altså kunne klare, fortæller Ronni Gol, som selv flyttede hertil for et års tid siden. Han valgte en lejlighed på 29. etage istedet for på de øverste etager, for udsigten er den samme, men herfra denne lejlighed kan han også iagttage gadelivet, hvis han står ved vinduerne. Og det giver en lidt anden fornemmelse end blot at bo oppe i skyerne uden at kunne perspektivere.

– Jo højere oppe, man bor, jo mere uvirkeligt føles det. På de højeste etager har de nogle gange skyerne under sig. Jeg vil gerne kunne følge lidt med i, hvad der sker på jorden. Men jeg kan stadig se fuglene flyve lige forbi mig, og nogle gange er det skønt vejr og solskin her i lejligheden, men gråt og trist nede på gaden. Jeg elsker horisonten og åbenheden. Og lysindfaldet. Det er en forlængelse af dagen ... dagene føles simpelthen længere heroppe, fortæller Ronni Gol.

International atmosfære i det eksklusive bofællesskab

Det attraktive ved lejligheden var for ham ikke blot den helt unikke udsigt, men også måden at bo på. For her i ejendommen er der et helt usædvanligt fællesskab. Det er som et lille samfund eller en by, lidt som på de hoteller Ronni Gol så ofte har boet på i udlandet, når han rejser både professionelt og privat. Med 24 timers service og beboere fra alle verdenshjørner

– Jeg kan godt lide mangfoldigheden. At man altid møder mennesker i elevatoren og lige får en snak. Der er en meget international atmosfære med mange nationaliteter. Nogle gange kan man næsten glemme, at man ikke står i en elevator i New York eller Hong Kong. Men det er ikke kun forretningsfolk, der bor her, der er også en del unge mennesker og børnefamilier. For mig er det helt ideelt. Jeg kendte ingen, da jeg flyttede hertil, men man kommer nemt i kontakt med andre i samme situation. Og man mødes lige nede i hall'en og smalltalker lidt. Her kan vi også få receptionen til at ordne praktiske ting for os som fx håndtere pakker, renseritøj, bestille taxaer, booke mødelokaler eller de hotelværelser på en af etagerne, som vi kan leje til familie eller venner for et symbolsk beløb ... ja, eller blot tage sig af de spørgsmål, vi nu en gang har.

lejlighed indretning eksklusivt stue

© Andreas Mikkel Hansen

vue over stuen og det store multirum med køkken bag væggen.Lyset strømmer ind ad de mange vinduer, og Ronni Gol kan følge vejrets skiften på tætteste hold. Stuen er zone-inddelt med et 55 tommer stort B&O-tv, der nærmest fungerer som skærmvæg og rumdeler. Sofa fra Diesel Moroso og tæppe af Nani Marquina købt hos Image Collection, sofabord med marmorplade er eget design.

Det er som et moderne, urbant kollektiv eller en alternativ andelsforening. Sharing is caring, som man siger i dag. Og afstanden er ikke et problem. På en god dag tager det ham 45 minutter fra butikkerne og kontorerne i det indre København, til han parkerer sin bil i det private p-hus i forbindelse med ejendommen. Og til forskel fra flere andre havne-miljøer i Danmark, så er her masser af stemning og aktivitet med de lokale i butikkerne, på strandpromenaderne, restauranterne, lystbådehavnen og i de grønne arealer, der vrimler med vilde bykaniner. Folk valfarter generelt til området omkring byens vartegn og stolthed.

Og så må vi ikke glemme lyset. For det er essensen i Ronni Gols liv.

– Jeg er et legebarn, når det kommer til lys og lamper. Så selv om jeg kun bor til leje, så har jeg installeret masser af lamper. Jeg kan bare ikke lade være, smiler han og fortsætter:

– Men det bedste er alligevel at vågne tidligt om morgenen og se naturens eget lys, solen, på vej op, mens byen stadig sover.

lejlighed indretning eksklusivt bakke

© Andreas Mikkel Hansen

Bakke fra Kelly Hoppen med bonbonniere fra Stelton og fjernbetjening fra B&O.

lejlighed indretning eksklusivt spisebord stole

© Andreas Mikkel Hansen

Det runde Spisebord er helt perfekt til dette rum. Uanset hvor man sætter sig, så har man noget at kigge på. Ronni Gol sætter sig altid dér, hvor han får den bedste udsigt på det givne tidspunkt ... Dér hvor lyset er bedst. Bordet i sortbejdset eg er eget design, pendlerne Drop ligeså. Stolene, Dråben, er tegnet af Arne Jacobsen og fra Fritz Hansen/Illums Bolighus. På væggen hænger modulerne Cab med indbygget lys fra Light-Point.

lejlighed indretning eksklusivt stue sofa tv

© Andreas Mikkel Hansen

Stuen set fra den anden ende af rummet med den rummelige Moroso-sofa i forvasket denim som yndlingsmøbel under det store Artpusher-maleri. I karmene står flere steder Oluce-klassikeren Atollo i guld.

lejlighed indretning eksklusivt lampe bordlampe

© Andreas Mikkel Hansen

Den lille bordlampe Madison med vippebar skærm bruges som læselys i soveværelset. En nyhed fra Light-Point.

lejlighed indretning eksklusivt badeværelse badekar

© Andreas Mikkel Hansen

I badeværelset får man for alvor følelsen af at være ombord på et skib med det lille koøje-vindue.

lejlighed indretning eksklusivt seng

© Andreas Mikkel Hansen

Soveværelset domineres af den brede, komfortable Hästens-seng. Tv'et i loftet er fra B&O.

lejlighed indretning eksklusivt spa fitness vinkælder

© Andreas Mikkel Hansen

De mange fællesfaciliteter illustrerer med stor sandsynlighed fremtidens måde at bo på i storbyerne. Et community, hvor man lejer, deler og låner istedet for at eje. Her i Turning Torso er der fælles spa, fitness (hvor ellers har du denne udsigt fra løbebåndet?), lounge og mødelokaler samt vinkælder, hvor hver lejlighed har et lille aflåst, veltempereret rum.

lejlighed indretning eksklusivt kunst skultur

© Andreas Mikkel Hansen

Et mesterværk af en bygning!

Det er tydeligt, at det ikke kun er en arkitekt, men også en kunstner, der har tegnet Turning Torso. Santiago Calvatravas, der står bag en lang række futuristiske bygninger over hele verden, mestrer også skulptørens discipliner. Se bare dørhåndtagene her til højre. Et væsentligt formål med byggeriet af Turning Torso var at genetablere en markant skyline i Malmø efter fjernelsen af den meget høje skibskran Kockumskranen, der var placeret mindre end en kilometer fra Turning Torso. Men samtidig skulle bygningen symbolisere det nye og mere internationale Malmø, som opstod efter bygningen af Øresundsbroen til København. I Malmø, også populært kaldet København M, bor der mange danskere, og her i Turning Torso er der omkring 20% danskere. Lejlighederne udlejes på scanreal.se. Se også turningtorso.se.

Relaterede Artikler