Væggene er skrå, der er lys ved panelerne, og gulvene er hævet for at give plads til rør og ledninger. Bygherre, arkitekter og håndværkere har lagt hovederne i blød for at bryde med de åbenlyse valg og skabe unikke løsninger. Alt fra det svævende køkken til de elektriske rullegardiner og det særlige sengegærde lavet af rester af gulvbrædder fra Dinesen er udtænkt netop til fabrikslejligheden, der huser dirigent Mogens Dahl, ejer af Mogens Dahl Koncertsal, og Jette Egelund, ejer af Vipp, kendt for pedalspande.
Ombygningen af fabriksbygningen, der i en længere periode havde huset syv fotografers kontor og to fotostudier, tog et år og blev styret af de to kommende beboere, der fra første taktslag var engagerede entreprenører.
Mogens dirigerede håndværkerne, som han dirigerer musik. Han har virkelig talent for det, og det er påkrævet i en så omfattende proces. Jeg er koret, han er dirigenten, og begge dele skal være der, siger Jette Egelund.