Fra erhvervsejendom til new-yorker-lejlighed

"Det er spændende at bryde med normen."

© Andreas Mikkel Hansen

Køkkenet er speciallavet i samarbejde med firmaet Rotpunkt. Det har et råt og industrielt look, som matcher taglejlighedens rustikke udseende med synlige bjælker, mursten og rør. Til daglig bor Dorte med sin mand og to børn, men familien er stor, og de har ofte mange gæster til middag, og derfor er køkkenet indrettet med to ovne.

"Det spændende er at bryde med normen"

Da Dorte Stormly og familien skulle ombygge en gammel erhvervsejendom til en rå taglejlighed midt i Aalborg, var det efter et dogme om, at hver en lille detalje skulle udtrykke familiens individuelle smag og behov. Der skulle ikke være nogen standardløsninger, og alle hjemmets møbler og designobjekter skulle nøje håndplukkes på baggrund af timevis af research.

© Andreas Mikkel Hansen

Dorte Stormly i sin lejlighed.

Et mål om en rå, industriel new-yorker lejlighed

Dorte Stormly arbejder til daglig som erhvervsjurist, men når hun har fri, bruger hun meget af sin tid på indretning og design. Da hun og familien for nogle år siden overtog et gammelt erhvervsmål midt i Aalborg, satte hun derfor alle kræfter ind på at bygge et hjem, som præcist kunne matche familiens smag og behov.

Hun havde et klart billede af, hvordan familiens drømmehjem skulle se ud, men hun fandt hurtigt ud af, at hendes drømme ikke sådan lod sig materialisere. Problemet var nemlig, at det billede, som hun havde i hovedet, ikke matchede de indretningselementer, som umiddelbart var tilgængelige på markedet. Sammen med sin mand, som er håndværker og smed, gik de sammen i gang med det helt store ombygningsprojekt, og målet var en rå og industriel newyorker-lejlighed med ét stort rum under synlige træbjælker og med en loungeagtig atmosfære fyldt med personlige indretningsdetaljer i hyggelige grupperinger.

Dorte sad i månedsvis på nettet for at finde de elementer, som skulle fuldende denne drøm, og bl.a. havde hun et ønske om at finde nogle døre, som ikke bare lignede alle andre. Efter lang tids søgen fandt hun firmaet Swedoor og tog kontakt til dem. De endte med at udvikle et samarbejde, og flere døre blev skræddersyet til hjemmet. Fx er hoveddøren en orange dør med tallet 3, som markerer husets nummer. Ligeledes blev husets centrale element, køkkenet, speciallavet i samarbejde med køkkenfirmaet Rotpunkt.

© Andreas Mikkel Hansen

Udsigten fra lejligheden viser Aalborg Slot, og vidner om hjemmets fantastiske beliggenhed midt i Aalborg.

© Andreas Mikkel Hansen

Det store rum er inddelt i flere grupperinger, hvor man kan hygge, spise, arbejde osv. Det giver ifølge Dorte en lounge-stemning, hvor man også kan skifte rundt fra bar til restaurant til den bløde afdeling efter behov.

"Det blev præcist, som vi gerne ville have det"

– Vi sad længe og søgte på køkkener på nettet, indtil vi fandt et sort køkken fra et firma, som hedder Rotpunkt, der lå i Brovst. Vi tog ud i den lille afdeling, jeg susede rundt, tog låger ud, bordplader ud, og bingo bango, der havde vi farvevalget. Nu kunne vi så gå i gang med at tegne, og så gik der et år til halvandet, før det var færdigt. Det var lang tid, men det betød, at det blev præcist, som vi gerne ville have det, fortæller Dorte entusiastisk.

I mellemtiden gik hun og hendes mand videre med hjemmets to badeværelser, som heller ikke fulgte nogen standardopskrift. På det ene badeværelse havde Dorte en forestilling om at genskabe et hotelbadeværelse, som hun engang havde besøgt under en ferie i Venedig.

– Det var så hyggeligt derude, så jeg forsøgte at genskabe følelsen på vores eget badeværelse. Jeg puttede en masse interiørgenstande derud og fik bygget stenene op, som jeg gerne ville have dem. Det er ikke et standardbadeværelse, men det er det, som gør det spændende, forklarer Dorte.

© Andreas Mikkel Hansen

Fra stuen kan man gå direkte ud på terrassen, hvor man både kan sidde under dække og åben himmel. I lejligheden går den orange farve igen sammen med varme metaller og røget glas. For Dorte giver det en varme, og dermed en hyggelig og rar atmosfære. Den modulbaserede sofa er fra Bolia, sofabordet fra Tom Dixon, og lamperne er fra henholdsvis Tom Dixon, Design By Us, og Verner Panton.

© Andreas Mikkel Hansen

Køkkenet fra Rotpunkt har en rustik overflade, som næsten synes læderagtig i sit udtryk.

Det kan være sjovt at gøre tingene anderledes

Efter mange timers research på nettet, samtaler med køkkenfolk, håndværkere, Dortes egen mand, som har svejset og lavet den ene særløsning efter den anden, samt køreture rundt i det danske land for at finde lige netop de møbler, som skulle give hjemmet det rette udtryk, havde parret og deres to børn i 2016 endelig det hjem, som de havde drømt om fra starten.

– Folk bliver forbløffede, når de kommer herop. Vi vælger en stil, som måske ikke henvender sig til hele befolkningen, men det er jo ligegyldigt. Vi har fuldstændig indrettet den efter vores behov og vores ønsker. Jeg synes, det er spændende at prøve at bryde med normen og lade være med at vælge et hvidt køkken, en hvid dør, et Piet Hein-bord eller en Wegner-stol. Jeg synes, det er sjovt at vise, at man kan gøre tingene på en anden måde, uden at det bliver dyrere. Vi vil gerne vise, at alle muligheder er til stede, også selvom man ikke umiddelbart tror det, siger Dorte.

© Andreas Mikkel Hansen

Armaturet fra Quooker er også i et bruneret varmt metal, som matcher de øvrige varme metaller, som man ser rundt omkring i lejligheden.

Lad dig ikke begrænse af normen

For Dorte Stomly er det vigtigt, at man ikke lader sig styre af andres smag, og hun er ikke bange for at skille sig ud. Hjemmet er fyldt med speciallavede løsninger, som skiller sig ud fra normen. Hun syntes til en begyndelse, at det, man kunne købe på det danske marked, var begrænsende i forhold til de ideer, som hun havde i hovedet, men igennem stædighed, mange timers research og hjælp fra hendes mand, som er håndværker, er hjemmet blevet, som hun gerne vil have det.

© Andreas Mikkel Hansen

Badeværelset i de blå-grønne sten er lavet med inspiration fra en tur i Venedig. Hun har krydret de farvede sten med varme metaller til fx armaturerne samt Verner Pantons trådreoler i guld.

© Andreas Mikkel Hansen

De speciallavede døre fra firmaet Sweedor ses, når man kaster et blik ned af den lange gang i den industriel-udseende taglejlighed.

© Andreas Mikkel Hansen

Sønnens værelse illustrerer også anderledes og kreative løsninger. Fx deler en trævæg værelset i to afdelinger – en soveafdeling og en opholdsafdeling. På bagsiden af billedet på trævæggen sidder et fjernsyn, som kan vendes rundt, så man både kan se tv i sengen og i sofaen.

© Andreas Mikkel Hansen

De to teenagebørn har deres eget badeværelse, som ligger i forbindelse af deres værelser. På den måde indeholder den store lejlighed dels en "ungdoms-afdeling" og en "voksen-afdeling". Badeværelset her er også holdt i mørke og varme farver i et metallisk look.

© Andreas Mikkel Hansen

Vindeltrappen i metal har Dorte fundet via nettet, og hende og hendes mand har selv hentet den i en gammel patriciervilla i Christiansfeld og fået den installeret i hjemmet. Fra trappen kommer man op til et lille repos, som i øjeblikket bruges mest til opbevaring. Fra reposet kan man kravle endnu højere op af først en stige, dernæst en lille trappe, så op igennem en lille lem, og på den måde komme helt op på taget, hvorfra man har udsigt udover hele Aalborg. Det er Dortes drøm at lave et lille orangeri deroppe, og på den måde symboliserer trappen, at "the sky is the limit", og at indretningsdrømmene nok aldrig stopper for den aalborgensiske familie.