Lejligheden i Rom er fyldt med skræddersyede løsninger
I en stille sidegade i Rom har ejerne omdannet en traditionel romersk lejlighed til en penthouselejlighed med en marmor-drøm af et køkken.
Af
I en stille sidegade i Rom har Gry Nissen og hendes italienske kæreste, Vittorio, omdannet en traditionel romersk lejlighed til en penthousedrøm i åbent plan i to etager. Her har de kombineret det bedste af Roms livsstil med dansk minimalisme.
Nordisk minimalisme i Rom
En enkel, skandinavisk, moderne stil kombineret med gedigent italiensk håndværk tegner linjen i danske Gry Nissen og hendes italienske kæreste Vittorios lejlighed i Rom.
Her inkluderer et køkken-alrum også en skøn terrasse og dermed det bedste fra det kolde nord og varme syd.

Lejlighedens grundplan er ændret fra en samling af små rum på første sal til store, enkle rum. Væggene er behandlet med Stuccatori Veneziani, som er et restprodukt fra italienske marmorbrud, hvor marmorpulver spartles op i hånden, så overfladen på væggene changerer mellem mat og blank. Det er en enkel kontrast til gulvene i grå mikrocement. En lokal smed fremstillede alle døre og vinduesrammer, og oveni byggede han et par borde, der passede præcist til rummenes skæve mål. Køkken og spisestue er adskilt af en gaspejs i sort jern. En lille siddegruppe er skabt af et par lænestole i dansk design, der har fulgt Gry i årevis. Skulpturen er fundet på et galleri i Amsterdam.

Spisebordets stel i jern er lavet af en smed, og Gry har efterfølgende nedfældet planker i mørkt træ i stellet. Lamperne over bordet er fra den lokale lampeforretning. Stolene er af blandet design – bl.a. Hans J. Wegners Elbow-stol og en Charles og Ray Eames DSW-stol. I baggrunden ses den elegante svævende trappe, som samtidig udgør hjemmets bogreol. Under trappen står en samling antikke kinesiske taburetter til minde om de mange år, hvor Gry har arbejdet i Kina.
Hus fra 1500-tallet renoveres
Huset blev bygget i 1500-tallet, og lejligheden var sidst sat i stand i 70’erne. For Gry indebar den nye renovering et stort arbejde med at sløjfe en masse små rum samt at skabe en terrasse i niveau med køkken-alrummet.
De fleste terrasser i Rom er normalt placeret på et tag, hvilket betyder, at man skal balancere flere meter op ad en stige med tallerkener, glas og middagsretten, så det var et stort plus ved hjemmet her, at man kunne skabe terrassen i forlængelse af køkkenet.
På plussiden var også, at lejligheden lå væk fra turiststrøgene, og at der var et lokalmiljø.

Gry har en svaghed for italienske småmøbler og lamper fra 1950’erne og 60’erne, og her har hun brugt dem til at style den ældre sofa med. Over sofaen, på en svævehylde, ses sort-hvide fotos blandet med Grys egne billeder samt værker af den amerikansk-hollandske kunstner Viktor IV.

De mundblæste vaser i grønt genbrugsglas er Grys eget design for The Curated Projects.
Autentisk italiensk miljø
– Det betyder meget for mig at blive bekendt med de lokale og finde frem til den gode slagter og vin og grønthandler og få den daglige snak, der gør, at man får en følelse af at høre til, fortæller Gry.
At få et steds kultur ind under huden betyder også noget for Gry i forbindelse med den måde, hun indretter på.
– Til indretningen her er der taget udgangspunkt i kulturen og kunsten i de gamle bygninger. Derfor har vi fx brugt klassisk italiensk marmor og sat dette op mod beton, wengé, teaktræ og pulverlakeret jern, fortæller Gry.

Køkkenøen er central i underetagens indretning, hvor den står som en stor, monumental skulptur i det galleriagtige rums hvide flader. Den er beklædt med hvidt marmor, og Gry har selv valgt hver enkelt plade ud i et af Norditaliens store marmorbrud. Hun har også tegnet stellet, som en romersk håndværker har udført, så det passede til vasken, der blev fræset ud af én stor marmorblok.

Helt unikt ligger terrassen i niveau med køkkenet, modsat de fleste andre terrasser i Rom, der er placeret på taget.

Grys lejlighed ligger i en gade tæt på Den Spanske Trappe i et af Roms ældste kvarterer med nogle af byens ikoniske attraktioner. Den 20 m² store terrasse er omgivet af terrakottapotter med forskellige vækster og med udsigt til byens tage og omkringliggende pittoreske bygninger. Indretningen er let med instruktørstole, der kan flyttes rundt efter behov.
Hjælpsom lokalbefolkning
En af de ting, der overraskede hende mest ved at arbejde i Italien, var, at de lokale håndværkere i Rom altid var villige til at skabe skræddersyede løsninger.
Selv i den lokale lampeforretning kunne hun gå ned og finde lamper, som hun kunne få lov til at ændre udseendet på. Også uden større udskrivninger, da en del stadig produceres lokalt.
– Når man går ind i en typisk køkkenbutik i Danmark, så er alting præfabrikeret og konstrueret til 60 x 120 cm, men når man arbejder med et 500 år gammelt hus, passer standarder sjældent ind, forklarer hun.

Der er luksuriøs komfort i Gry og Vittorios soveværelse med sengetøj i vasket hør og velour. På hylden over sengen står en blanding af Grys egne tegninger og collager og italienske madonnabilleder fra de lokale markeder. På sengebordet ses nogle af de rustikke unikasmykker i guld, som hun designer for The Curated Projects.

Flotte aftegninger i marmor fylder visuelt på badeværelsesmøblet, der også har en nedsænket marmorvask. Brusebadet er afskærmet med et sortlakeret vindue med matteret glas, der i stil følger resten af lejlighedens skilledøre og på den måde skaber en rød tråd.
Marmor i det reneste udtryk
Badeværelset og køkkenet i marmor førte til den bedste shoppingtur til de store marmorbrud for at vælge materialer. Da marmoret blev skåret ud af bjergene, oplevede Gry kilometervis af rækker, hvoriblandt hun kunne vælge lige det stykke marmor, hun ville have.
Det italienske marmor står flot til resten af lejlighedens indretning, der er holdt i et stilrent, nordisk udtryk med tidløse danske klassikere kombineret med fund fra lokale favoritforretninger, der specialiserer sig i italienske møbler og lamper fra landets kulturelle storhedstid, Stilnovo-bevægelsen fra 1950’erne og 60’erne.
På den måde forenes den nordiske og italienske designtradition på fineste vis.

Et hjørne bliver gjort levende med bokse i palisander og med stolen Medea, der er tegnet af Vittorio Nobili.

Førstesalen er indrettet i en halvåben planløsning. Fra Grys kontor kommer man til dagligstuen gennem en åbning i en skillevæg. Her med kig til et læsehjørne med den klassiske Charles og Ray Eames-loungestol fra Vitra.