
Kom indenfor hos Kasper fra "Danmarks Næste Klassiker", der omgiver sig med egne eksperimenter
Privat danner Kasper Kyster par med Lærke Ryom og sammen er de et ægte power couple indenfor dansk design, når de kuraterer upcoming design til den velrenomerede udstillingsplatform 'Ukurant', der tegner et billede af morgendagens stjernehimmel.
AfArmbevægelserne er store hos Lærke Ryom og Kasper Kyster, når de viser vejen for dansk designs fremtid med udstillingsplatformen Ukurant.
Her arrangerer de sammen med to gode venner og kolleger fra Det Kongelige Akademi i København en årlig udstilling med upcoming design fra hele verden, som rykker ved grænserne for, hvad design er og skal være.
Et markant aftryk fra to nyuddannede møbeldesignere.
Men ikke desto mindre har de formået at gøre opmærksom på deres hjertesag og vandt sidste år en talentpris ved BO BEDREs Design Awards. Og hvis du synes, du genkender Kasper er det muligvis fra DRs Danmarks Næste Klassiker, hvor han også har deltaget.
De lever og ånder for design.
Det afspejler sig også med al tydelighed i deres private hjem på Nørrebro i København, hvor de er omgivet af design. Både eget og det af af venner og kolleger.
Både de møbler, som Lærke og Kasper selv har designet, såvel som de design, man kan støde på til deres Ukurant-udstillinger, bevæger sig på grænsen til kunst, og nogle vil måske mene, at funktionaliteten er nedprioriteret.
Men parret bor selv med meget af dette design, og for dem skal godt design kunne flere ting på én gang.
– Tag den stol, som du sidder på nu (aluminiumsstolen fra Kasper Kysters afgangsprojekt på designskolen, red.).Den er bygget op omkring et koncept om at gøre stolen så enkel som muligt. Det ligger ikke i konceptet, at jeg har brugt lang tid på fx ergonomi. Det er noget andet, denne stol kan. Det betyder ikke, at man ikke sidder fint nok i den, men skulle du gå i dybden med ergonomien, ville den se helt anderledes ud.
– Vi vil gerne vise, at design har mange forskellige værdier. Der er den funktionelle værdi, men også en æstetisk og sanselig værdi. I Skandinavien er der en tendens til, at den funktionelle værdi er den, som vægter højest, så det, vi forsøger at gøre, er at gå ind og prikke lidt til, hvad det er, som bliver opfattet som godt design. Vi vil gerne vise, at de sanselige kvaliteter er lige så vigtige som de funktionelle og i nogle henseender vigtigere. Tag mit sofabord som eksempel – der er nok nogle, der vil mene, at det er voldsomt upraktisk at have et sofabord, som har så mange takker. Her kan støvet lægge sig, og hvis du vælter et glas vand ned over det, så er det håbløst at tørre op. Til gengæld tilbyder det noget andet: et helt særligt mønster, hvor øjet kan hvile og gå på opdagelse, en sanselighed, en fortælling om træet og skoven, om træet, der er vokset, og årene, der er gået – det ser du i årringene, som er fremhævet i designet. Designet får på den måde en narrativ kvalitet. Og det er ikke, fordi vi vil sige, at funktion ikke er vigtig. Men godt design, i vores optik, skal skabe værdi på flere planer – også det følelsesmæssige, narrative og sanselige plan. Det gør de design, som vi omgiver os med, slutter han.
Kom med indenfor og se, hvilke møbler og objekter det præcis er, parret selv tillægger værdi og omgiver sig med herunder.


Lampen har Kasper udviklet under sin medvirken i programmet Danmarks næste klassiker på DR. Den står på en puf lavet af rester af gamle jeans. Puffen er et design, Lærke står bag. Puffen, den hvide lænestol med sort kant (Lærkes afgangsprojekt) såvel som hendes seneste småmøbler i træ (reol og sofabord) illustrerer Lærkes tilgang til design. Hun finder inspiration i materialets iboende æstetiske kvalitet og lader dette definere designet, samtidig med at hun også arbejder med materialets kulturelle koder og konnotationer. Både denim, som puffen er lavet af, quiltede tæpper, som lænestolen er lavet af, samt træ, som skamlen er lavet af, er materialer, som vi alle kender rigtig godt, og som vi har et forhold til. Men i Lærkes design sættes det velkendte ind i en ny kontekst, som overrasker os. Den terrakottafarvede skammel er et af Kaspers seneste design, hvor han har ladet materialet styre formgivningsprocessen.

I køkkenet har Lærke og Kasper suppleret det eksisterende køkken med hylder, som de selv har lavet af mdf-plader og de billigste hyldeknægte fra Silvan. Vasen på køkkenbordet er af Linnea Ek Blæhr.


Glasskulpturen er lavet af George William Bell og det lille æggebæger er af Alexander Kirkeby. De har begge været en del af Ukurant-udstillingen, som Lærke og Kasper kuraterer.

Den lille træskammel ved siden af sengen i soveværelset er lavet af Carsten in der Elst.