Tre arkitekter og en indretningsekspert senere
Forvandlingen fra et lille, gult parcelhus til en rummelig, moderne familievilla var bestemt ikke uden problemer for Astrid og Peter Ravbjerg.
Det var egentlig ikke så meget huset som beliggenheden et par hundrede meter fra en af Risskovs bedste strande, som familien Ravbjerg faldt for.
Det lille 1960er-parcelhus i gule mursten var nemlig ingenlunde det, de gik og drømte om og så var det alt for småt til familien på fem, der kom fra et af Århus charmerende byhuse. Men grunden var dejlig, og ideen om en tilbygning opstod, ligesom familien øjnede muligheden for at bo i det originale hus, mens byggeriet af tilbygningen stod på.
Hele tre arkitekter kom med ideer og tegninger, inden familien endelig fandt en løsning, der passede en ekstra huskrop i cedertræ, der hægter sig på det originale parcelhus. I husets nye del er loftshøjden hele 4,5 meter, og det gav ud over masser af lys og luft også en del problemer, da det nye og det gamle hus ikke rigtigt spillede sammen.
Oprindeligt var grundens lille 1960'er parcelhus som her stikker ud i baggrunden, i gule mursten, men Astrid og Peter Ravbjerg har fået facaden pudset op i en grå nuance. Tilbygningen i cedertræ forlænger det oprindelige hus og udnytter den lange, smalle grund optimalt. Cedertræet vil med tiden få en sølvtone, der passer til den pudsede facade.
Træterrassen fortsætter langs hele husets ene side og binder tilbygningen sammen med den gamle parcel. Alle rum har udgang hertil, og ud for spisestuen er der indrettet en udendørs spiseplads med et marmorbord, der tåler at stå ude året rundt.
Biblioteket ligger mellem spisestuen og opholdsstuen Her er plads til masser af læsestof, mens der på modsatte væg er skabe til børnenes legetøj og spil. Den lille lædersofa er et arvestykke, det lille sidebord er fra BoConcept, den sorte lampe på reolen er fra Flos, mens skulpturerne er af Astrid Ravbjerg.
Opholdsstuen ligger som tilbygningens finale mod haven og med udgang til terrassen fra to sider. Her hygger familien på fem sig med tv og bøger i den røde sofa fra BoConcept. Sofabordet er fra Fontana Arte og har fulgt Peter Ravbjerg i snart 20 år, mens den sorte lænestol Girola er fra Tacchini. Den store loftspendel har Peter Ravbjerg selv designet til et stort kontorprojekt engang. Maleriet er af Astrid Ravbjerg. Standerlampen er Tolomeo Grande fra Artemide.
Det store badeværelse støder op til entreen, og både de grønne og røde farver er ført videre i tilbehøret som fx de små, røde Miss K-lamper af Philippe Starck. Corianvasken er fra Evonoma, mens armaturerne og toilettet også er af Philippe Starck.